Håber, alle havde en festlig Halloween i går. Jeg har brugt lørdagen indtil videre på at vaske tøj, gå en tur på 12.700 skridt, anmelde “The Astro-Zombies”:
… og på at se Werner Herzogs tragikomedie “Stroszek“. Kulsort, rørende, meget, meget sjov – og en af Herzogs bedste. Se den. Her er et klip fra finalen, efter at Brunos amerikanske drøm er gået i vasken:
Jeg har også, langt om længe, fået taget hul på “Lewis”, opfølgeren til “Inspector Morse”. Anders har venligst udlånt de to første sæsoner, og jeg glæder mig som en gris til at se resten.
Mens jeg gik tur – for det, at læse og gå, har jeg engang lært af en texaner – færdiglæste jeg “Second Viennese School”, New Grove-bogen om Schoenberg, Berg og Webern, og i går blev jeg færdig med “A Few Quick Ones”, Wodehouse. Er nu gået i gang med “Doctor Sally”.
Dagens film er “Jeder für sich und Gott gegen alle” (1974) af Werner Herzog – bedre kendt under dens alternative titel, “Gåden om Kaspar Hauser”.
Virkelighedens Kaspar Hauser dukkede i maj 1828 op på gaderne i Nürnberg, erklærede, at han ville være rytter som sin far – og ikke meget andet, eftersom Hauser knapt nok var i stand til at tale. Han kunne skrive sit navn på et stykke papir og bar et brev adresseret til en lokal ritmester, der forklarede, brevet altså, at drengen havde været i forfatterens, en fattig mands varetægt indtil nu.
Senere, efter at Hauser blandt Nürnbergs indbyggere havde lært basal social adfærd og sprogbrug, forklarede han, at han havde været indespærret de første mange år af sit liv og aldrig set et levende menneske, eftersom vand og brød blev skubbet ind i cellen, som kun var oplyst af et lille hul i væggen, mens han sov. I 1829 blev han udsat for et mystisk mordforsøg, som han overlevede, men 4 år senere blev han dolket ihjel af en maskeret skikkelse. På hans gravsten står:
HER LIGGER
KASPAR HAUSER
SIN TIDS
MYSTERIUM
HANS FØDSEL UKENDT
HANS DØD
UOPKLARET
1833
Hittebarnet Hausers tilfælde tiltrak sig stor opmærksomhed også i samtiden, hvor nogle fantasifuldt anså ham for at være en forbyttet prins af et fyrstehus i Baden. Teorien om Hausers royale herkomst er tvivlsom spekulation, som blev miskrediteret allerede i 1876 (skønt den danske wikipedia-artikel nævner, at Hauser havde “tilknytning til Badens royale”). Og den interesserer – gud ske lov – ikke Herzog i filmversionen.
Det, der interesserer Herzog, er forestillingen om et blankt menneske, og det psykologisk enestående i Hausers tilfælde – dvs. det eneste tilfælde, hvor man har kunnet studere et voksent menneske, der møder verden uforberedt, kun bevæbnet med et absolut minimum af sprogligt inventar. Verden, som Hauser møder den:
Filmens bedste øjeblikke kommer i anden halvdel – i det hele taget tager den sig god tid om at komme i gang, men indeholder så til gengæld også nogle af Herzogs bedste scener – hvor Hauser, spillet af Bruno S, prøver kræfter med logisk tænkning og sociale omgangsformer og dermed – hvilket naturligvis er Herzogs egentlige tema – bliver et spejl på os selv og vores samfunds stivnede anskuelsesformer, Europas egen gåde. Scenerne er sjove, men – i deres implikationer – dybe.
Skrevet af larsgorzelak 
