Missing links

juli 8, 2010

Og så er det lige gået op for mig, at mine links har været forsvundet, siden jeg sidst skiftede udseende på bloggen. Det er nu fikset, og tags er ligeledes tilbage nederst på siden.


Liketelevisions filmarkiv

maj 17, 2007

Imponerende. Liketelevision er et omfattende arkiv, der pt. omfatter 758 film (spillefilm, tv-serier, trailers og gamle reklamer), som uden registreringspjank kan streames eller downloades fra sitet. Streaming er gratis (man ser filmene online ved at klikke på “Watch it”), mens det vistnok koster 5 dollars, hvis man vil downloade som mpg. Man må nøjes med at se filmene i små vinduer, men det er ret overvældende, hvad man kan finde derinde. Episoder fra “Alfred Hitchcock Presents”, Dario Argentos “Creepers”, Roger Cormans sjove beat-spoof “A Bucket of Blood”, “Dr. Terror’s House of Horrors” med bl.a. Christopher Lee og Peter Cushing, gamle sci fi-film en masse, blaxploitation-klassikeren “Get Christie Love”, Fellinis “Il Bidone” og “Sex Madness” – “a tale of two girls who enter the world of Burlesque Theater and end up needing a doctor’s treatment for assorted venereal diseases”. Find hele listen her.


Lovecraft i Danmark

marts 19, 2007

Nyt link tilføjet: Hplovecraft.dk – "Lovecrafts kosmiske terror på dansk". Omfattende HPL-site med tonsvis af artikler, links og oversigter over Lovecraft-materiale på dansk samt en salgssektion, alt sammen vedligeholdt af Thomas Winther. Man kan bl.a. købe nummer 1-3 af Thomas' trykte Lovecraft-fanzine "Nyarlathotep", og nr. 3 kan endda downloades gratis via sitet.


Feldman & Cage

december 12, 2006

Forleden reklamerede jeg lidt for denne Ubuweb-side, hvorfra man kan downloade en samtale i tre dele mellem eksperimentalmusikerne John Cage og Morton Feldman. I mellemtiden har jeg hørt samtalen igennem ganske mange gange i min mp3-afspiller, når jeg kører fra og til arbejde.

Samtalen er fra '67. Udgangspunktet er, at Feldman har været på stranden, hvor han oplevede en masse transistorradioer forenes om at ødelægge det, der skulle have været en meditativ oplevelse – en tilstand af "deep thought" – med sol, sand og vand. Feldman spørger så Cage, om han ikke er enig i, at der nu om dage eksisterer markant flere sådanne "intrusions", end der gjorde forhen, og om ikke det medfører et problem for kunstneren (i dennes klassiske rolle). Alt radioen gør, Morton – siger Cage – er at gøre noget, der allerede findes omkring dig, hørbart. Og måske er det ikke virkeligheden, der forstyrrer tanken – måske er det omvendt. Siger én kreativ hjerne til en anden.

Samtalen rækker langt ud over det rent kunstteoretiske og fremstår, gennem de to karakteristiske stemmer, næsten selv som et stykke musik – og bliver i kraft af de tos insistering på, at disse ting betyder noget, at de ikke kun er ordleg, selv til én lang demonstration af Cages velkendte pointe: at "boredom is not really boring". Samtidens stressede mennesker stærkt anbefalet.


Ubuweb Film

december 7, 2006

Ubuweb er et fremragende site med tonsvis af mp3er til gratis, lovlig afbenyttelse – rettet først og fremmest mod dem, der interesserer sig for lyd og kunst. Hvis du ikke kender sitet, er det bare med at klikke dig ind. Og hvis du kender det, så har du måske ikke opdaget, at ubuweb nu også har lavet en allerede særdeles omfattende videosektion. (Eller måske har de haft den længe, og så har jeg bare selv først opdaget den nu.) Jeg kan se, at jeg kommer til at downloade ret heftigt i weekenden. "On the Passage of a few People through a Rather Brief Moment in Time: The Situationist International 1956-1972". Kortfilm af Borowczyk. "37 Short Fluxus Films", bl.a. "Eye Blink" af Yoko Ono. Og mp3er: "Mureau" 1-4 af John Cage. "John Cage & Morton Feldman in Conversation" 1967.


Upol.dk

oktober 31, 2006

Nyt internet-initiativ: www.upol.dk. "En helt ny hjemmeside, der satser på at blive den største neutrale hjemmeside for ungdomspolitik i Danmark." Diskutér politik, læs ungdomsorganisationernes præsentationer og mød unge mennesker med en anden politisk overbevisning end dig selv. 


Internet Archive

september 18, 2006

En lille reklame for Internet Archive, som indeholder i hundredevis af gamle spille- og kortfilm, som ingen længere har copyright på, og som derfor kan downloades ganske lovligt og gratis. Jeg har bl.a. hentet Roger Cormans "The Wasp Woman", anti-marihuana filmen "Reefer Madness", W.C. Fields-stumfilmen "Pool Sharks" samt 30er-exploitation filmene "Sinful Cargo" og "Sex Madness". Filmene svinger meget i kvalitet (i alle ordets betydninger), men en del er virkelig flotte og kan downloades i både MPEG1- og MPEG2-format.


Uncut.dk Has Risen from the Grave

september 8, 2006

Efter adskillige måneders forberedelser – og et kort intermezzo, hvor vi blev sat på porten af vores webhotel – er filmbladet Uncut nu tilbage … nylaoutet, med nye DAG-TIL-DAG anmeldelser (i stedet for den gamle, bimånedlige opdateringsform), dynamisk, tæskeflot og selvfølgelig stadigvæk Danmarks bedste online filmblad med læssevis af velskrevne, indsigtsfulde og respektløse reviews. Altsammen helt gratis. Filmelskere – klik her.  


Sonus… og fiddle music

august 30, 2006

I dag, efter arbejde, var min første automatiske impuls at købe mig en CD, men i stedet – idet jeg ihukom, at jeg er så fattig, at sekretæren på museet tidligere på dagen havde luftet tanken om at lave en almissekurv til mig – gik jeg på biblioteket og lånte en interessant udseende CD af en mig ubekendt folkemusikkunstner ved navn Ditte Fromseier Mortensen. "Anything Strange?" hedder den, og på forsiden er et mandfolk, som hedder Matt, citeret for at have sagt "Some great fiddle music, performed with a lovely sense of maturity and confidence". Jeg kunne – efter at have hørt musikken – ikke være mere enig. 

Lånte også "Ease On Down the Road" og "Greatest Palace Music" af Bonnie 'Prince' Billy, mest for at genhøre "Ohio River Boat Song", som er en gammel favorit.

Jeg sidder lige nu og morer mig med at downloade eksperimentalmusik fra websitet Sonus – V2. Sonus er – ligesom det beslægtede ubuweb – et skatkammer af mp3-lækkerier med stof til mange timers (helt legal) fornøjelse. Jeg kan indtil videre anbefale Jennifer Balabanovs "Rain 02" (fantastisk stykke), Catharine Pathas "Moderate or Good", Patricia Lynn Dirks' "Transformations" og Friedhelm Hartmanns "Portraits of a Woman: Cybersex".


Orm

juni 13, 2006

Virus-advarsel fra Yahoo: "… en såkaldt 'orm' … har arbejdet sig ind i og beskadiget en 'meget lille del' af Yahoos database med mere end 200 millioner brugere." Ormen er løs, hvis blot man åbner den tilsendte mail – så Yahoo! Mail-brugere bør måske overveje at læse her.


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.