No religion here today

While working at the library I picked up a Van Morrison biography written by John Collis (Inarticulate Speech of the Heart) and accidentally read a sentence on page 189 – in a passage about Morrison’s song No Religion.

Collis writes: “No Religion is a complex, somewhat opaque song.” Which is true. He then quotes a song line – “it’s so cruel to expect the saviour to save the day” – and has the following comment: “Cruel? And what else would a saviour be for?”

Now, I don’t know if Collis is just so annoyed by the general tone of Morrison’s song and its way of “addressing the death of Christian faith” that he deliberately misunderstands it (such as the sarcastic undertone would suggest). But just for the record:

The cruelty to which Morrison refers is, of course, not cruelty towards the saviour, but the cruelty (to other, less fortunate people, and indeed to themselves) of people who, expecting the saviour to get the job done, don’t do it themselves.

Let grief be a fallen leaf

I morges var græsset for første gang i år (hvor jeg har konstateret det) dækket af frost, og det var så afskyeligt koldt, at jeg måtte finde min vinterjakke frem. Dagen var – som i går – en lidt trist en. Et medlem af familien skal indlægges på Ålborg Sygehus på tirsdag, har jeg fået at vide her til aften. Og jeg var efter arbejde i dag på sygehuset i Randers med en museumskollega for at besøge receptionisten, som skal blive derude i nogen tid, hvilket hun ikke er helt tilfreds med. Men hun var dog ved tilstrækkeligt godt mod til at skulle se “Vild med dans” i aften. Hun hepper på Robert & Marianne. 

Dagens sang er “Raglan Road”, spillet af Van Morrison og The Chieftains. ”Raglan Road” er bedst kendt i The Dubliners’ udgave, men teksten, “On Raglan Road”, er oprindeligt skrevet – som et digt – af den irske lyriker og James Joyce-entusiast Patrick Kavanagh i 1946. Melodien baserer sig på “The Dawning of The Day” (eller på gælisk: “Fáinne Geal an Lae”), en irsk sang komponeret af Thomas Connellan i 1600-tallet. En meget flot fortolkning af “Raglan Road” er inkluderet på Van Morrison / The Chiftains-kollaborations-cden “Irish Heartbeat”, som man ikke bør tøve med at købe. Den smukke tekst begynder således:

On Raglan Road on an Autumn day
I saw her first and knew,

That her dark hair would weave a snare
That I might someday rue.

I saw the danger and I passed
Along the enchanted way.

And I said,”Let grief be a fallen leaf
At the dawning of the day.”

Du kan downloade en lille mp3 med sangen her.   

Wavelength

Wavelength (1978)

1. Kingdom Hall (5:59)
2. Checkin’ It Out (3:29)
3. Natalia (4:04)
4. Venice U.S.A. (6:32)
5. Lifetimes (4:15)
6. Wavelength (5:44)
7. Santa Fe / Beautiful Obsession (7:04)
8. Hungry for Your Love (3:45)
9. Take It Where You Find It (8:40)

“Wavelength” er udstyret med en af de mindst heldige forsider i VMs samlede produktion. Den ligner så afgjort ikke et album, man har lyst til at købe - men en stærk kandidat til en af dem, man venter med at anskaffe sig til aller-, allersidst. ”A Period of Transition” hed VMs sidste udspil, og tilsyneladende har sådan én fundet sted, i 1978. Det er under alle omstændigheder en anden Morrison, der her synger, end den, man hørte på den meget dunkle og introspektive “Veedon Fleece”.

“Hey lai di lai di lai di – hey lai di lai di looo” - omkvædet på albummets nummer ét, “Kingdom Hall”. Senere, i “Venice U.S.A.”: “Dom di di dom dom di di dom dom di di daada”. Hvad er der mon sket? Det er selvfølgelig ikke til at vide. Men for nogle musikeres vedkommende har det tilsyneladende i disse år ligget i tidsånden. Religiøsiteten i musikken, med kvindekor i baggrunden som en markering af engleinspirationen. Om end den tog sig radikalt forskellig ud fra kunstner til kunstner, jf. Bob Dylans ligeledes smukke og (stedvist) funkede, men langt strengere “Slow Train Coming” (1978). Van Morrison er ikke i et apokalyptisk humør, men grebet af en ekstase af betydelig robusthed, som fortsætter hen over de næste mange plader kulminerende i live-albummet fra Belfasts Grand Opera House, 1984.

“Wavelength” er en feelgood-plade, hvis humør man ikke kan undgå at smittes af. Som de ovenstående tekstuddrag viser, er det for inspirationens Morrison på dette tidspunkt måske mindre vigtigt, hvad der synges, end at det synges – som en overførsel af sjæl, erkendelse, inspiration, gnist og så videre fra én person til en anden, på mystisk bølgelængde med hinanden. Titelnummeret, som begynder med en række famlende tiltag fra klaver, synthesizer og sanger, der efterhånden finder sammen og samler sig til en melodi, er en smuk illustration heraf.

Days Like This

Læs også omtalen af “Astral Weeks” her.

Days Like This (1995)

Van Morrisons halvfemserplader har efter min mening af og til haft en tendens til at lyde bare en lille bitte smule af cocktailparty-musik. Først og fremmest har de dog været fyldt af en atmosfære af “enlightenment”, som det hedder i titlen på albummet fra 1990. “What’s the sound of one hand clapping?” spørges det i et af numrene på denne plade – og det, svaret, kan jo i praksis være inderligt ligegyldigt. Hvor dét betyder noget, måske, er i den mystiske kontemplations sfære, og det er da også derfra det stilles, fra eksilet.

Med “Too Long in Exile” sker der noget, som dog først for alvor mærkes på den efterfølgende studieplade, “Days Like This”. Dagligdagen – dage som denne her – vender tilbage, og VM går lettere melankolsk ind i den med blik for de jordiske fornødenheder: “I’m a songwriter / and I do it for a living”. Der er ikke længere noget umiddelbart synligt eller villet forsøg på at kredse om mystikkens sprogløse erfaringer, kun en slags navigation blandt tilværelsens mangler, små glæder og længsler – og en konstatering, fra et eller andet sted med overskud: “I don’t fade away / unless I want to”. I lyset af de forrige pladers anmassende mystik er det vanskeligt ikke også at opfange tekstens budskab som en kærlighedserklaring til tilværelsen i det hele taget: “Now baby just lately you’ve been holding back too much / Your looks and my language, this could be the perfect touch”.

Sangene er ligefremme og ukomplicerede, melodiske ørehængere, tit lige på kanten til det jazzede. De er også særdeles lyttervenlige og velproducerede. “I’ll Never Be Free” og “You Don’t Know Me” er f.eks. regulære kærlighedssange – sunget i tabets perspektiv – og det samme er åbningsnummeret “Perfect Fit”, der til gengæld fuldt ud indfanger energien i ny forelskelse - som en moden version af “Sweet Thing” fra “Astral Weeks”.

Live at the Grand Opera House Belfast

Live at the Grand Opera House Belfast (1984)

1. Introduction: Into the Mystic / Inarticulate Speech of the Heart (1:06)
2. Dweller On the Threshold (3:38)
3. It’s All in the Game / You Know What They’re Writing About (7:08)
4. She Gives Me Religion (4:35)
5. Haunts of Ancient Peace (6:24)
6. Full Force Gale (2:23)
7. Beautiful Vision (3:33)
8. Vanlose Stairway (5:29)
9. Rave On, John Donne / Rave On Part Two (9:08)
10. Northern Muse (Solid Ground) (3:45)
11. Cleaning Windows (4:48)

I lighed med Bruce Springsteens og The E-Street Bands tredobbelte koncert-album, “Live 1975-85″, er der det specielle ved Van Morrisons live-udgivelse fra Belfasts Grand Opera House i 1984, at den ikke indeholder en eneste optagelse, der ikke er bedre end det pågældende nummers studie-version. Fra det lille potpourri, der indleder pladen, og over det efterfølgende nummer, en upbeat version af ”Dweller on the Threshold” fra “Beautiful Vision” (1982), bliver det klart, at VM er i dyb konversation med sin muse, og den fortsætter, udvekslingen af inspiration og arbejde, over samtlige albummets 11 skæringer med en sådan energi og koncentration, at man har svært ved selv at takke af, når det – med fortolkningen af “Cleaning Windows” - er slut. Der er tale om highlight på highlight. Hvis det forudgående års studieplade, “Inarticulate Speech of the Heart”, måske forekom lovlig poleret og frelst, så er det kærkomment her at høre “Rave On John Donne” sunget, som den helt tydeligt er skabt til at lyde: “Rave on, down through the industrial revolution / Empiricism, atomic and nuclear age / Rave on down through time and space down through the corridors / Rave on words on printed page.”

Astral Weeks

I anledning af, at det igen er blevet sommer: En omtale af Van Morrisons plade “Astral Weeks”, tidligere publiceret på min gamle hjemmeside. Flere VM-omtaler to come …

Astral Weeks (1968)

Der findes plader, som hører bestemte årstider til. Det er i hvert fald min erfaring, selvom det lidt er noget vås. For plader forbliver de samme, om end kun i en ligegyldig forstand, mens sindsstemninger skifter og eventuelt vender tilbage. Foranledigede af ydre omstændigheder. “Astral Weeks” – astrale uger – er en sommerplade. Det er derfor, jeg nu på ny har fundet den frem, som jeg plejer, i juni, mens solen koger alt under den ned til noget, der ligner en begyndelse.

Side A på “Astral Weeks” hedder netop “In the Beginning”, og det er uskylden der hentydes til, ikke en historisk tid, men den fortsatte begyndelse, som uvægerligt slår over i “Afterwards”, erfaringen (viet side B). Det er tiden før og efter, med “hvorfor” – gnostikernes urbrøde – som skæringspunkt. Blakes “innocence” og “experience”. Som VM synger senere, i “Summertime in England” på “Common One”:

Take a walk with me down by Avalon
And I will show you
It ain’t why, why, why
It just is. 

Da mennesket ville vide om verden, gik enheden i stykker – for viden sætter skel. Den have, som VM i nummeret “Sweet Thing” drøner igennem, imens han råber “it’s me, I’m dynamite and I don’t know why”, synes derefter uigenkaldeligt udenfor rækkevidde.

Mens eksempelvis Neil Youngs musik er en fortsat poetisk dyrkelse af denne tabserfaring, krydser VM grænsen igen og igen; musikken er religiøs, og “Astral Weeks” er – som ingen kan være i tvivl om efter at have hørt albummet – præcis en invokation. Repetitiv, messende og rituel.

Der er tale om en usædvanligt stemningsfuld plade, og derfor måske heller ikke én, man lytter til hver dag. Men når behovet for at lytte til den falder sammen med, at man husker at placere den i CD-afspilleren, er det til gengæld smukt ud over beskrivelse. Pladen slutter i en bakkedal, med “Slim Slow Slider”, eftertænksomt og tilbageskuende. Ugerne er ovre, inspirationen til ende, og nu kommer hverdagen og den profane tilværelse – som VM så til gengæld laver stor og måske i virkeligheden skønnere poesi på med sit næste album, “Moondance”.