Godt kommunalvalg…

november 17, 2009

… til alle. Valget nærmer sig hastigt – vi er faktisk midt i det – og jeg er ikke meget mindre på herrens mark end i går aftes mht., hvem jeg skal stemme på. I morges panikkede jeg og så 4-5 valgvideoer i rap, hver af cirka 1½ minuts varighed. Med det resultat, at jeg nu ved, hvad kandidaternes ægtefæller hedder, og om de har hund. Jeg har siden klikket lidt rundt på netaviserne efter info; og jeg ved godt, at tendensen i politik går i retning af nedkogning til slogans – men helt ærligt, dette her…

Photobucket

… er måske lige at stramme den. Og ”det hjemløse” lyder som noget fra det ydre rum.

Men kan man ikke få overblik, kan man jo altid støtte sig til enkeltsager. Så jeg har besluttet, – i al fald indtil jeg befinder en gennemgang af kandidaternes politik, som ikke er helt grinagtig – at kommunalvalget for mig handler om de uhyrlige billetpriser, som fx i Århus er blevet banket op på samfulde 18 kroner for en enkeltbillet. På et tidspunkt, hvor alle politikere er enige om, at den kollektive trafik er ekstremt vigtig.

Dagens heavy: Isis med ”Hall of the Dead”. Som, kan jeg forstå, tilhører genren post-metal. Det er ikke for meget sagt, at jeg har det forholdsvis svært med folk, der growler – men man kommer jo på den anden side ingen vegne ved kun at fedte rundt med sine egne små præferencer. Og det her nummer har, synes jeg, en feelgood-kvalitet over sig.


Filmstop – dag 5

november 16, 2009

Det jeg sagde før filmstoppet, det gælder også efter filmstoppet. Indtil videre i al fald. Det gav måske et lille gip i nogen, som troede, at jeg var faldet igennem, da jeg i går undlod at blogge om filmstoppet. Men det var – i så fald – et grundløst gip. Fik desværre ikke set meget film i løbet af søndagen – et indhug i ”Funny Boys at Sea”, en lam italiensk marinekomedie, var, hvad det blev til – men til gengæld præsterede jeg at cykle durk forbi Blockbuster om aftenen uden at falde for fristelsen til at tjekke tilbudskurvene med DVD’er. Fik i weekenden også set hele sæson 2 af ”That Mitchell & Webb Look”, men komedieserier tæller ligesom ikke rigtigt i regnskabet. De er jo som en slags slik.

I morgen er der så kommunalvalg, og jeg har – nu mindre end nogensinde før – i den forbindelse ikke fået sat mig ind i noget som helst. Så det bliver noget med at lukke øjnene og se, hvor blyanten rammer. Medmindre nogen har et link til en quick-test.

Familie – vil I ikke være søde og sende mig nogle julegaveønsker?


S og DF lægger pres på regeringen

november 24, 2007

Jyllands-Posten skriver: “En historisk alliance mellem Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti er ved at tage form. Pia Kjærsgaard var i går inviteret til et fortroligt møde på S-formand Helle Thorning-Schmidts kontor” for sammen med Thorning ”at presse regeringen i sagen om højere løn til de offentligt ansatte” under de forestående forhandlinger om kvalitetsreformen. Læs også Lars Barfoed advarer Kjærsgaard


Regeringsgrundlaget

november 22, 2007

Så er det formentlig i dag, at det nye regeringsgrundlag bliver fremlagt. Socialdemokratiet og De Radikale har været involveret i samtaler med regeringen til det sidste, hvilket er overraskende – og det skal blive spændende at se, hvor meget Ny Alliance er tilgodeset. Ikke mindst på asylpolitikområdet. Foreløbige udmeldinger er bl.a., at der er en afstemning om EU-forbeholdene på vej, at regeringsgrundlaget ikke vil indeholde løfter om højere løn til offentligt ansatte, at ulandsbistanden skal hæves til niveauet fra før VK-regeringen, og at der åbnes for en skattereform


Regeringsgrundlaget, II

november 22, 2007

Ha! Et klik på TV2s link “Regeringsgrundlaget er på plads” gav følgende besked:

Photo Sharing and Video Hosting at Photobucket


Irene Simonsen ud af dansk politik

november 21, 2007

Irene Simonsen trækker sig ud af dansk politik og starter pr. december som vicegeneralsekretær i velgørenhedsorganisationen Care4You. Mere her.


DF om Asmaa: “Så smider vi hende ud”

november 18, 2007

Asmaa Abdol-Hamid blev som bekendt ikke valgt ind i folketinget ved valget, men kan – som førstesuppleant – stadig komme ind, hvis Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen på et tidspunkt skulle vælge at holde orlov. I et interview, der kan læses på sappho.dk og Dansk Folkepartis egen hjemmeside, udtaler Pia Kjærsgaard følgende: “Så smider vi hende ud. Det gør vi altså. Jeg havde nær sagt korporligt. Men det kan jo ikke lade sig gøre. Hvad skal vi i grunden gøre?”

“Så smider vi hende ud”…? Er det den Pia Kjærsgaard, der igennem hele valgkampen har talt for nødvendigheden af at respektere vælgernes beslutning? Som har gjort ytringsfrihed til et valgtema og sat værdidiskussionen på programmet? Hvad gør man – ifølge DF – med sine politiske modstandere? Man smider dem ud. Og så – når man fem sekunder efter kommer i tanker om, at det må man ikke – så spørger man: “Hvad skal vi i grunden gøre?”

Man skal – Pia Kjærsgaard – respektere demokratiets spilleregler. Sådan som I hele tiden har pointeret.

TV2 skriver desuden: DFs ledelse overvejer “i øjeblikket Camres fremtid som kandidat til Europaparlamentet, og kun den formelle beslutning om ikke at opstille ham mangler [...] Ledel­sen er rasende over, at den 71-årige Camre dagen efter folketingsvalget meddelte, at han slet ikke vil ind.” Efter Camres udmelding skrev DR ellers, at “Camres beslutning kommer helt bag på partiformand Pia Kjærsgaard. Men hun erklærer at hun forstår hans begrundelser, og tager beslutningen til efterretning”.


Valgvirkninger, V

november 16, 2007

Rikke Hvilshøj har meddelt, at hun ikke længere ønsker at være integrationsminister og fortsætter som menigt folketingsmedlem, når den nye VK-regering præsenteres sidst i næste uge. Ved næste valg trækker hun sig helt ud af dansk politik. Fogh skal med andre ord se sig om efter en ny integrationsminister - og det er nok ikke nogen taknemmelig tjans, Dansk Folkepartis søgelys taget i betragtning. 

Ny Alliance udtaler, at de ikke ønsker at samarbejde med regeringen om noget som helst, såfremt der ikke findes en løsning på asylproblemet. Partiet ønsker også, at regeringen inddrager Socialdemokratiet i arbejdet med kvalitetsreformen. Selvom Ny Alliances mandater måske ikke (men måske) er afgørende for, at VKO-flertallet er på plads, synes jeg, udmeldingen er fornuftig. Hvis Ny Alliance ikke står fast på deres krav, tager de sig endnu mere vattede ud – og på den anden side: hvis Fogh ikke gør en konkret indsats for at samarbejde med partiet, er hans snak om brede forlig ren retorik. Og spørgsmålet er, om et rent VKO-samarbejde er særligt populært længere hos ret mange andre end Dansk Folkepartis vælgere. Ny Alliances indledende succes tyder i al fald på, at der er temmelig mange midtersøgende borgerlige derude.


Valgvirkninger, IV

november 15, 2007

Paula Larrain blev slået af Helle Sjelle og kommer ikke ind i folketinget, men fortsætter dog sin politiske karriere. Dansk Røde Kors har meddelt, at organisationen skal have ny generalsekretær, efter at Jørgen Poulsen er blevet valgt ind i folketinget for Ny Alliance.

Og min mobiltelefon var blevet væk for mig i morges. I skyndingen nåede jeg ikke lige at få fundet den. Så hvis nogen forsøger at ringe til mig i løbet af dagen og ikke kan komme i kontakt med mig, er det altså derfor.

Tilføjelse: Den er fundet igen.


Camre vil ikke i folketinget

november 15, 2007

Mogens Camre har meddelt i en pressemeddelelse, at han alligevel ikke vil i folketinget, selvom han har fået mandat til det. Valgeksperter vurderer, at situationen er uden fortilfælde. Den officielle begrundelse er, at Camre ønsker at blive i Europaparlamentet, som ikke tillader dobbeltmandater – og Camre tilføjer, at han vidste det allerede før valget. At han ikke ville, altså. Ulla Dahlerup, Camres suppleant til Europa-Parlamentet, er misfornøjet og udtaler: “Jeg har aldrig hørt om noget lignende i Danmarkshistorien. Jeg ved, at hans valgkreds har udført et kæmpe arbejde for at få ham valgt, så selvfølgelig havde jeg regnet med, at man vil i Folketinget, når man fører valgkamp”.

Dahlerups argument lyder jo ikke helt ueffent – så hvad gik der galt? Har DF erkendt, at de ikke kan styre Camre, og at risikoen for, at han inden længe avancerer fra tæppehandler-bemærkninger til Muslimland-bemærkninger, er for stor? – Eller hwa’?


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.