Tv-serier er ikke min stærke side; der er noget ved serieformatet, som ikke tiltaler mig, eller rettere ved mig, som ikke tiltales af serieformatet. Men der var, indtil for nylig, i al fald tre serier, som jeg i forskellige perioder har dyrket, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig. (Her medregner jeg ikke sit-coms, som jeg ser i overmål, men som er noget ganske andet.)
Alle tre er så at sige blevet set (af mig) på opfordring, for den slags er – som sagt – ikke noget, jeg genetisk tenderer i retning af. De var – i den opdagelsesrækkefølge, som også siger en hel del om, hvor jeg som person har bevæget mig hen: ”The Prisoner”, en science fiction-serie fra sidste halvdel af 1960erne, som jeg på det kraftigste vil anbefale ethvert ungt menneske med filosofiske tilbøjeligheder at stifte bekendtskab med. ”Ed”, en romantisk serie, der gav én en ubestemmelig og socialt opbyggelig følelse af at træde på luft. Og ”Inspector Morse”. Som jeg igennem årene allerede har skrevet rigeligt om her på bloggen.
For at kunne blive afhængig af en serie – for én som mig, der automatisk har en vis modvilje ved fænomenet – er det ikke nok, at den er spændende. Der findes talrige af den slags, som ikke interesserer mig, heriblandt al nutidig danskproduceret tv-fiktion. ”Borgen”, fx, er spændende – men den er ikke vedkommende. For mig. For serien skal (også) ramme på det gunstige tidspunkt. ”The Prisoner” bekræftede mig i en bestemt livsholdning, der som ungt menneske faldt mig nem at vedligeholde – en holdning, der pr. definition er kritisk. ”Ed” og ”Inspector Morse” gjorde det modsatte, dvs. provokerede og i sidste instans ændrede mig. Efter Morse begyndte jeg at gå med slips – noget, der blot et år tidligere ville have forekommet mig utænkeligt.
Til disse tre kan jeg nu lægge en fjerde, ”The Sopranos”. Også i dette tilfælde er der tale om en udefrakommende tilskyndelse, og også her er der tale om en provokation. Fra serien, forstås. Ikke mindst emnemæssigt, for mafiafiktion er (eller var) i min verden dødens pølse, og jeg kan ikke døje dén overvægt af stil, der som regel præger den slags dramatik. Men ”Sopranos” er alt det, man har rost den for at være: Intelligent, velspillet og humoristisk. Fortalt med aldrig svigtende indlevelsesevne og forståelse for almindelige menneskers komplekse motiver. Man bliver afhængig af figurerne, og man bliver bevæget, medmindre man er hård som sten, eller lader som om.
Men den er mere. Fiktion skal, hvis man vil tillade mig en fuldkommen idiosynkratisk påstand, tale til en krise i én for at gøre blivende indtryk. Krise forstået ikke som sammenbrud, men som ændringsproces. Og ”The Sopranos” er, for mig, lige nu, psykologisk provokerende. Ikke fordi den tager et emne, der i fiktionens verden traditionelt males sort-hvidt, og gør det gråt – deri består, kan man sige, det begavede, men ikke (for mig) det provokerende. Men, altså, fordi, den taler til en slags krise. I en grad, så jeg, når bølgerne går højt, konsumerer fem afsnit om dagen – noget, jeg aldrig, aldrig har haft tålmodighed til før med nogen anden tv-serie.
”The Sopranos” har, for nu at gøre en lang historie kort, åbnet en slags dør for mig. I de sidste tre år har jeg formentlig brugt mere tid på World of Warcraft end på nogen anden enkeltaktivitet – og måske er der, undervejs, noget, jeg har glemt. Lidt. Noget privat, og – i mangel af bedre ord – eksistentielt.
Man skal pleje sine åbne døre, i ydmyghed overfor emnet, så det vil jeg fortsætte med at gøre, imens jeg indtager de resterende 2½ sæson af serien (jeg kom skævt ind, så jeg mangler i skrivende stund sæson 1 og 2 og halvdelen af sæson 6). Men hermed blot en (slags) forklaring, til familie og venner, hvis jeg pludselig virker unormalt interesseret i mafiarelateret alfahan-adfærd. Jeg planlægger ikke et bræk. På ære.
Skrevet af larsgorzelak 
