Tree and Leaf

Tolkien’s “Tree and Leaf” is a book I’ve wanted to read for some time. At first glance, it’s an odd publication. It consists of Tolkien’s lecture “On Fairy-stories”, originally delivered in 1938 and published as an expanded essay in 1947, and a brief story “Leaf by Niggle” written during the same period, when Tolkien was still in the early phase of writing “The Lord of the Rings”. The texts are, however, connected. In a way. Sort of. In the essay, Tolkien attempts a demarcation of the “fairy-story” as genre. It shows Tolkien’s reflections on the growing project he was embarking on at the time. “Leaf by Niggle”, on the other hand, is a story about an artist: a “painter who can paint leaves better than trees.” This painter, much like the writer Tolkien, was a bit anal – so he “used to spend a long time on a single leaf, trying to catch its shape, and its sheen, and the glistening of dewdrops on its edges. Yet he wanted to paint a whole tree, with all of its leaves in the same style, and all of them different.”

The story is a moral tale and it didn’t catch my interest. But the essay did, partly because I found it provocative. Tolkien explains why fairy-stories are distinct from beast-fables, dream tales, and science fiction – and why they are not to be confused with nature myths such as the ones in Greek mythology. They do not necessarily deal with fairies or elves, but with “Faërie, the realm or state in which fairies have their being”.

The attitude in this first part of the text is defensive. He argues (convincingly) that people in any age group can appreciate stories with supernatural elements in them; in so far as fairy-stories are regarded by adult readers as children’s literature, this is so for historical, not for logical reasons. Tolkien’s defense of fairy-stories, however, quickly turns into an offensive, and throughout most of the essay it appears that a deep understanding of artistic variety is perhaps not one of Tolkien’s prime qualities.

Is Tolkien’s fairy-realm a real or made up place? Is it a construction of the fantasy-writer’s or an independently existing thing, revealed by the writer’s imagination? I am not sure what to make of Tolkien’s remarks on the matter. He tells us that the substance of fairy-stories is at its core “indescribable, though not imperceptible”, and he frequently seems to indicate that the realm exists outside historical boundaries:

“… the definition of a fairy-story – what it is, or what it should be – does not […] depend on any definition or historical account of elf or fairy, but upon the nature of Faërie”.

Very well, then – but doesn’t the “nature of Faërie” depend on historical definitions? Tolkien refers to Faërie as a “country” and as a “soup” – i.e. something you can be dipped in – which leaves its mark on history (through tales). While Tolkien as a scholar is not uninterested in untying “the intricately knotted and ramified history of the branches on the Tree of Tales” – and some of the most interesting bits of the essay shows him doing this – it appears that he does not really perceive of the fairy-realm as something that has a beginning and an end.

Tolkien introduces the concept of “sub-creation”, the sketching of a universe. Sub-creating means achieving “the inner consistency of reality” within a fictional fantasy framework and therefore is more complex than mere imagination. The story-teller is a spell-caster whose success depends on his ability to produce a consistent reality. Is it really the case that consistency equals success in story-telling? Tolkien is often praised for his talent as a story-teller and of course for his creation of a complex fantasy world complete with races, languages, and history. The latter is, of course, an impressive feat that could only have been performed by someone who obviously enjoyed doing it. But personally, I do not think Tolkien was an eminent story-teller. Tolkien will use several pages on describing how a certain road bends, how this and that lake is situated close to this and that mountain, and other geographical points that do not contribute to the story. He is much more interested in details as these than in, for instance, characters or pacing of the plot.

Pictures have an obvious advance over words here: Many geographical details that require long descriptions can be shown visually in a moment. But Tolkien dislikes illustrations or scenic representations of the written word. The reason he gives for this is that they limit the imagination. When reading about a hill or a forest, the reader will see before him his own idealized Hill or Forest of special importance for him – but in a staged play or in an illustrated book, he is forced to accept a certain rendering of it.

This is of course true. But if you consider the argument closely, it becomes clear that the same applies to literature. For example, Tolkien may describe Frodo travelling through a forest, and reading the word “forest” I will (perhaps) get a mental image of my idealized Forest. But any further description on Tolkien’s behalf – of the trees, signposts, atmosphere, etc. – will limit the freedom I as a reader have in my interpretation of Frodo’s forest surroundings. Perhaps the trees in my ideal Forest are of a different sort than in the wood Tolkien describes.

It is true that the word “forest” in itself is much less concrete than a picture of one; but sub-creation is achieved not through single words but through complex descriptions which are by their nature “limiting”. I suspect that Tolkien dislikes pictures because a) the intrusion on his imagination by others quite frankly annoys him, and b) he feels that images somehow make concrete what he thinks of as eternal. I further suspect that this taboo of his is akin to the mystic’s or the religious person’s desire not to profane what he considers sacred through images of it.

This isn’t quite so far-fetched as it might at first seem. With his contempt for modern inventions such as electric street lights (which you are not even allowed to “tear down”), his idealization of “escapism” in literature and his general disregard for twentieth century “barbarism”, Tolkien – in any case- writes like a Gnostic. In good fairy-stories, he explains, there is a moment of “joy”, a “turn” that makes a lasting mark on the reader/listener:

“The peculiar quality of the ‘joy’ in successful Fantasy can thus be explained as a sudden glimpse of the underlying reality or truth. It is not only a ‘consolation’ for the sorrow of this world, but a satisfaction, and an answer to that question, ‘Is it true?’”.

This is the moment when sub-creation is truly achieved, the reader being charmed into believing in the truth of the fairy reality. It is also an equivalent to the mystic experience that changes your view of the external world. A little surprisingly, Tolkien puts forth the Christian point explicitly near the end of the essay: “… among the marvels [of fairy-stories] is the greatest and most complete conceivable eucatastrophe” in which “the desire and aspiration of sub-creation has been raised to the fulfilment of Creation”, namely “the Birth of Christ”.

Not being a Catholic, and not sharing Tolkien’s viewpoints on the modern world, there is much in Tolkien’s essay that I disagree with. It is not really clear – to me at least – why the Evangelium of the Gospels should represent a highpoint of sub-creation more than, say, “Little Red Riding Hood”. But there is also much that I can sympathize with: Tolkien’s intention of taking the fairy-story seriously as a genre that has only accidentally come to be connected with children’s literature, and his intention of defining the mystical fascination that fairy-story literature provokes in some readers – a fascination that I fully share and have shared for as long as I can remember. In an interesting comparison between “drama” and “fairy-stories”, Tolkien points out that whereas drama always focuses on characters and human relationships, fairy-stories frequently focus on forests, lakes, kingdoms, and so on. I find this to be important – perhaps the most important observation in the entire essay – that fairy-stories are primarily about places, not people.

Litteraturforbrug

Sidst læste bøger:

Henry N. Beards og Douglas C. Kenneys Tolkien-spoof “Bored of the Rings” – som var sjov (men hyppigt mere ulækker end sjov), og også stilet meget tydeligt til et 60′er-publikum. Beard og Kenney (“of the Harvard Lampoon”) bestræber sig på at vende vrangen ud på Tolkiens idealisme på stort set alle fronter. Trods forordet virker bogen egentlig ikke som nogen kærlig hyldest. I stedet for historiebevidste figurer får vi kontemporære ditto, der kun tænker på sig selv; de heroiske karakterer er klodsede og ukampdygtige, og naturidylliseringen kammer over i hippieficeret naturromantik. Alt sammen skrevet med en vis sans for det groteske. Når bogen er bedst, er den absurd – eller afvæbnende, som når Spam i et forsøg på at redde sit eget skind sender de sorte ryttere direkte i retning af ringbæreren Frito. Når den er værst, er den én lang og trættende udpensling af figurernes uapptetitlige vaner, moral og udseende.

Samt Niels Krause-Kjærs politiske billedbog “Man har et standpunkt”. Som jeg til gengæld nød uforbeholdent – ikke mindst fordi den også minder én om, at politikere, trods magtsyge og kynisme, for manges vedkommende er dedikerede mennesker, der føler for det, de gør. Billederne er velvalgte, og det er skægt at se Krause-Kjær selv som KU’er. Anbefalet.

Tak for ferie samt Tolkien-erhvervelser

Jeg er i Århus igen og har fået størstedelen af de to taskefulde bøger, film og CD’er, jeg tiltuskede mig under ferien, møvet ind på de sidste centimeters resterende hyldeplads. Inklusive min nye – ahem – TOASTHOLDER og krydderiposekurv. Tak til familien for nogle gode feriedage.

Postkassen var, som forventeligt, proppet til det yderste – heldigvis primært med forede (og ikke rude-)kuverter. Blandt andet fiskede jeg 4 tilføjelser til Tolkien-samlingen op:

“The Lord of the Rings”, Ralph Bakshis tegnefilm:

Radiodramatisering af “The Fellowship of the Ring” med Ian Holm som Frodo:

“Tree and Leaf” – med essayet “On Fairy-stories” og historien “Leaf by Niggle”:

Lin Carters “A Look Behind the Lord of the Rings”… som ser mere seriøs ud indeni, end den gør udenpå (og end den ydmyge titel lægger op til):

Har i ferien færdiglæst bind 6 af Christopher Tolkiens “History of Middle-Earth”, “The Return of the Shadow” – 500 siders analyse af Tolkien seniors blyantskruseduller – og er 100 sider inde i samme series første bind, “Book of Lost Tales Vol. 1″.

The Complete Guide to Middle-Earth

Tolkien-bogen, som jeg købte i en genbrugsbiks forleden:

Familiebesøg

Tak til mor og søs for hyggeligt besøg og strøgtur forleden! Jeg er nu decideret ferierende og vil benytte lejligheden til at se nærmere bl.a. på to T.S. Eliot-bøger, jeg købte på hovedbiblioteket, Leonard Ungers “T.S. Eliot” og C.A. Bodelsens “T.S. Eliot’s Four Quartets” – samt til at læse masser af Poeten & Lillemor-striber. Fandt også en enkelt til Tolkien-samlingen i en genbrugsbiks: Robert Fosters “The Complete Guide to Middle-Earth”.

Der har været larmende stilhed på bloggen, jeg ved det, men den er ingenlunde opgivet. Tjek evt. også Skrækskuret – hvis du har lyster i den retning – og min Facebook-side, hvor jeg jævnligt udbreder ligegyldigheder.

My Tolkien collection

My small collection of Tolkien books. No rarities.

Stolthed og fordom og zombier

Hjemvendt fra juleferie – en meget stor tak til familien for nogle hyggelige dage og for de fine gaver – og til en lejlighed med alt indbo intakt. Tyve er generelt ikke til b-film og Wodehouse.

I julen har jeg plejet et bil-projekt sammen med min nevø – formentlig mere herom senere – og fundet på et nytårsforsæt. Mere – også – herom senere. I gave fik jeg bl.a. en ny jakke, en Ilse-box (tsk tsk, søster), en scartstikdåse, Jane Austens “Pride and Prejudice and Zombies“, en opbyggelig bog med den besnærende titel “Hvil eder lidt”, den nye Dalton-cd, en fiks mp3-afspiller, som erstatter den mere tøsede hvidlilla én, jeg har… samt Ted Nasmiths superflotte Tolkien-kalender for 2010, mit ønske nummer ét:

Se billederne i fuld størrelse på Nasmiths site (klik på “Lord of the Rings”-titlerne i menuen øverst).

Dagens musik er Wagners “Wesendonk Lieder”, sunget af Meyer-Topsøe:

Dagens film er George Cukors “Heller in Pink Tights” – en film, som jeg nok ikke ville ulejlige mig voldsomt med, havde det ikke været for den kendsgerning, at Sophia Loren optræder i lyserødt trikot:

Her skal man så forestille sig, at det er lyserødt. Jo. Og dagens must do: Jeg skal – altså – se at få rengjort de der komfurdrejeknapper. Så det vil jeg gå hen og gøre.

The Complete Tolkien Companion

Modtaget med posten i dag:

Et 700-siders opslagsværk. Samt en seddel fra postmanden om, at mere af samme skuffe venter på posthuset.

Og i weekenden var jeg i Kvickly i Holstebro og købte a) “Tell Tale Signs” af Bob Dylan og b) en Mozart-boks med 40 CD’er, begge til 30 kroner stykket. Det meste af Mozart-boksen får jeg givetvis aldrig hørt. Men til under 1 krone per CD skal man da være en værre én, for ikke – osv.

Og jeg købte en uhyggelig bog. Mere herom i morgen.

Kongen vender tilbage – I did it my way!

Jeg har – har jeg bemærket – en tendens til at påbegynde ting uden med det samme at gøre dem færdige, især hvad film og litteratur angår. Jeg er meget afsøgende, men nysgerrigheden er ofte større end staminaen, og det kan vare år, før jeg afslutter et litterært værk, jeg er begyndt med.

Derfor er jeg mig også meget bevidst, når det af og til lykkes mig at opnå closure. Og en af de helt store af slagsen opnåede jeg forleden, hvor jeg – langt om længe – fik færdiglæst ”Kongen vender tilbage”. Appendiks inklusive.

Jeg lånte første gang ”Eventyret om Ringen” i slutningen af folkeskolen, hvor jeg opgav allerede 30-40 sider inde i bogen – så det har i en vis forstand taget mig godt og vel 16-18 år at læse trilogien. Som mange andre genoptog jeg læsningen kort efter filmatiseringen, så set med dé briller har det ”kun” taget mig en 4 års tid.

Garvede Tolkien-fans, der genlæser romanserien hvert år, vil naturligvis finde ovenstående faktum gennemført latterligt – og endnu mere det forhold, at filmene for mit vedkommende banede vejen til romanen, og ikke omvendt. Men jeg forstod ganske enkelt ikke storheden i bøgerne, før jeg så filmene – og før jeg hørte Howard Shores musik. (Jeg foretrak i min ungdom ”Dragonlance”-bøgerne.)

Jeg synes, der er al mulig grund til at prise Tolkien for den svimlende præstation, ringtrilogien er udtryk for. Men jeg synes også, der er en tendens til, at man gør det – altså priser forfatteren – af suspekte grunde.

Først og fremmest er bøgerne – så afgjort – ikke kunst. Jeg tvivler på, at Tolkien havde nogen ambition om, at de skulle være det. Tolkien var en kort-, slægts-, sprog- og i det hele taget detaljenørd, og nørkleri var hans hobby. De er heller ikke litterære mesterværker, om end de ligger komfortabelt over Dan Brown-niveau.

Men dertil kommer, at de efter min mening ikke er synderligt spændende. Jeg synes ikke, Tolkien er nogen eminent historiefortæller (hvad Dan Brown til gengæld er). Spændende begivenheder, som burde malkes, springer Tolkien henover, mens han til gengæld skriver side op og side ned om landskaber, der alligevel er komplet umulige at visualisere sig ud fra en beskrivelse.

Men som sagt: jeg er Tolkien-fan – om ikke af overbevisning, så i praxis. For jeg bliver ved med at vende tilbage til emnet og har senest hjemkøbt hele syv bind, hver på ca. 4-500 sider, af sønnen Christopher Tolkiens bogserie ”The History of Middle-Earth”, der minutiøst beskriver udviklingen i Tolkiens forfatterskab. Jeg påbegyndte forleden ”The Return of the Shadow”, første bind i den del af serien, der vedrører ”Ringenes herre”, og jeg har allerede svært ved at lægge det fra mig. Dette, selvom fx første kapitel består af fire kommenterede, let divergerende skitser til ”A Long-Expected Party”, første kapitel af ”Eventyret om Ringen”.

Der er helt indlysende noget ved Tolkien og hans univers, der fascinerer mig, og som jeg ikke er færdig med at fordøje. Udover en vis medfødt interesse for fantasy og fantasy-steder – jf. også mit Warcraft-spilleri – så har det noget at gøre med dannelseshistorien og dens anknytten til hvad man kunne kalde ”afskedstanken”.

Romanen er tilpas vag til, at enhver kan se den som et udtryk for sit eget. Katolikker kan hæfte sig ved forsynstanken, samfundshistorikere kan læse den som en allegori over atombombekapløbet, og højrenationalister kan såmænd i sidste kapitel, ”Rengøring i Herredet”, vælge at se en utopi om det indvandringsløse landsbysamfund, hvor de oprindelige indbyggere i selvjustits påtager sig at take out the trash. Økologer kan tage notits af Sarumans industrielle imperium, der bliver væltet ved træfolkets hævn.

Og så videre.

For mig handler ”Ringenes herre” først og fremmest om én ting: om dét at forsone sig med tilværelsen og sin lod, at blive et historisk væsen, og, væsentligst, at lære at sige farvel til det alt sammen – at the end of all things. Ikke (kun) ved livets afslutning, men mens, det står på. Som en stilstandsbevægelse: There and back again.

Frodo starter som socialt væsen, umiddelbar og uhistorisk, men bliver, via sværdsåret fra Ringånderne, ramt af udlængsel – dødsbevidsthed. Hvoraf følger indvielsen i det historiske – hvilket vil sige realiseringen af ham selv som (bevidst) historisk aktør.

Er man selv, som læser, et socialt væsen, kan man lade sig optage af det eksotiske ved udlængselsskildringen – og er man, som mig, i forvejen generelt lidt ude af sync, så kan man i stedet lade sig optage af det historiske element i bogen: muligheden for at agere som socialt væsen med alt ens inventar af dødsbevidsthed og uvirkelighedsfornemmelse. Man lærer – af ”Ringenes herre” – at værdsætte det episke i dagligdagens gøremål.

Romanen handler selvsagt også – og lige så fascinerende – om risikoen for, at det hele falder på gulvet, dvs. at forsoningen udebliver: det vellykkede farvel i ”Into the West” – og isolationen, det uforsonede, tragiske farvel i ”Gollum’s Song”:

Mere Tolkien følger.

Lost Tales

Nyt bind til Tolkien-hylden: “The Book of Lost Tales, Part II”, også kaldet “History of Middle-Earth, Vol. II”. Opdagede desværre først bagefter, at man kan bestille en boks med de første fem bind af “HoME”. På den anden side gav jeg kun et halvt pund for bogen. Er ved at læse Humphrey Carpenters biografi.