Som dreng læste jeg tegneserier. Rigtig mange endda – og mit andet hjem var byens lokale byttebiks, hvorfra jeg hjembragte stak på stak af slagsen. Jeg havde flere tusinde hæfter og tegnede selv flittigt. De bedste var Marvel-tegneserierne, især “Projekt X”, men de havde skarp konkurrence fra D.C. Comics. Jeg var stor fan af John Byrnes Superman, som jeg foretrak frem for Curt Swans klassiske (og i mine øjne lidt kiksede) version. Frank Millers Batman – som blev markedsført som en superhelt for voksne – var jeg fascineret af og husker at have lånt hæfterne på biblioteket gentagne gange, men de var for ubehagelige til, at jeg rigtig kunne falde for dem. Det var, i parentes bemærket, også via tegneserier, at jeg først fik øje på det modsatte køn. Jeg kan pinpointe det ret præcist, for det var nemlig hende her:
Som vel at mærke ikke er hverken Supergirl eller Superwoman, men en ond dominatrix-udgave af Superman selv. Dansk “Superman” nr. 53, 1983.
Efter Tim Burtons “Batman” fra 1989 – og især efter terrorangrebet 2001 – er der kommet en endeløs strøm af superheltefilmatiseringer, hvoraf jeg har set flere i biografen. De har – synes jeg – for langt størstedelens vedkommende ikke været ret gode, og for “Spiderman”s, “Daredevil”s og “Catwoman”s vedkommende decideret dårlige. Dog kunne jeg godt lide “Ghost Rider”. Men ingen af de nye film – heller ikke de kritikerroste – er særlig eventyrlige. “Superman” fra 1978 – den med Christopher Reeve og Gene Hackman – er til gengæld en af de smukkeste film, jeg kender. Her er musikken fra den berømte “Can you read my mind?”-scene, hvor Superman flyver med Lois hen over storbyen:
Samt en hyldest-video til afdøde Christopher Reeve – en stor skuespiller – med charmerende trash-udgave af John Williams’ tema:
Og en personlig favorit: “Jimmy Olsen’s Blues” med Spin Doctors. Tekstet video, hvori Olsen tilsyneladende bor i “Metroplolis”.
Den absolut lavest rangerende superhelt i min bog – den serie, som havde de dårligste tegninger, de ringeste historier og i det hele taget den mest fnattede helt – var “Fantomet”. Fantomet med hans dumme ring og hund. Den eneste, der var tæt på at være lige så ringe, var “Sølvpilen” – men her var der i det mindste hende damen med de lange ben og den opslidsede kjole at kigge på. Forleden så jeg Simon Wincers filmatisering fra 1996 af “Fantomet” – med Billy Zane i titelrollen. Det var almindeligt fjol fra ende til anden, selvfølgelig, men det irriterer mig en del, at jeg faktisk synes, den var udmærket.
Skrevet af larsgorzelak 
