Treasure Isle

Facebook-applikationen “Treasure Isle” er noget af det mest meningsløse, jeg nogensinde har valgt at bruge min tid på – og jeg ved ikke rigtigt hvad det siger om mig, at jeg to gange om dagen klikker ind og bruger de energi-point, der i mellemtiden er tikket ind.

Spillet – som knap nok er et spil – går i al sin enkelhed ud på, at man styrer en arkæolog og hakker sig vej igennem et antal øer, hvor man finder frugt (som giver energi), arkæologiske skatte og forskellige dyr, der åbenbart ligger gravet ned. Man får – som i Warcraft – “experience” af at grave og stiger på den måde i arkæolog-hierarkiet via en serie “levels”, og man samler guld. Og i sjældne tilfælde pengesedler – som i øvrigt kan købes for rigtige penge også (men så langt ude er jeg dog ikke).

Der er en shop, hvor man kan købe ting til sin hjem-ø, værktøjer til gravning, sprænging af sten osv., og energipakker. Det koster, nemlig, energi at grave, og man kan maks have et bestemt energikvantum afhængig af ens level. Når det er brugt, venter man x antal timer, og så har det genskabt sig selv.

Det er her, man genkender spillet som en rigtig Facebook-applikation, eftersom formålet er at udbrede skidtet så meget som muligt – ved at give skatte til dem, der endnu ikke tager del i spillet og således lokke dem, og ved at udveksle energipakker og arkæologiske skatte med ens “naboer”, dvs. medspillere på Facebook.

Det er altsammen – og undskyld udtrykket – meget tøset. Men man bliver lidt afhængig af spillets “ambience”, de beroligende ø-lyde og det lille, overskuelige univers. Til gengæld synes jeg måske nok, at der er lidt ensomt og livløst der. Min abe og tukan har fx stået på præcis samme sted, siden jeg anskaffede dem – og jeg kan ikke lade være med at mistænke fuglen for at være en ex-tukan.

Jeg er pt. level 15. Her er mine samlede erhvervelser:

12 millioner Warcraft-spillere

We are the Borg! Antallet af World of Warcraft-spillere verden over har netop rundet de 12 millioner, og Blizzard – som ikke bare består af hr. Blizzard – tæller for indeværende 4.600 ansatte. Blizzard rekrutterer for øvrigt for tiden – og spiser finanskriser til morgenmad. Flere svimlende WoW-tal her: “Så gigantisk er World of Warcraft“.

Og her er min blodelver, Edwige, øverst i et tårn. Med udsigt til Horde-byen Crossroads.

Reins of the Red Drake

En mindeværdig Warcraft-dag for min troldmand, Midsomer. Jeg opnåede i dag indtil flere achievements. Efterhånden som man løser quests eller missioner for de enkelte fraktioner i spillet, stiger man tilsvarende i graderne, dvs. vinder “reputation”, og bliver mere populær – over stadierne neutral, friendly, honored, revered og, til sidst, exalted. Hvor man er en form for Superman i den pågældende fraktions øjne. Jeg opnåede i dag en achievement for at have hævet 15 sådanne reputations til “exalted”-niveau, én for at have gennemført 3000 quests (det har taget mig 21 måneder), og én for at blive exalted med dragealliancen i Dragonblight, kaldet The Wyrmrest Accord. At blive dus med sidstnævnte har den fordel, at man får mulighed for at købe en drage, hvilket jeg – selv til den hampre pris af 1600 guld – naturligvis ikke tøvede med. Strengt taget er det ikke en autentisk drage, men en slags mini-drage, eller hvordan man nu oversætter “drake”. Men den er alligevel ret imponerende. Her ses min troldmand i luften over Wyrmrest-templet i Dragonblight:

Selvom man ikke rigtig kan se det, er dragen faktisk rød… som det fremgår her, på sneen i Icecrowns turneringsområde (bemærk venligst det vel-timede screendump med lyn i baggrunden).

Leisure Suit Larry

Og flere spil: I dag i Kvickly hjemkøbte jeg “Leisure Suit Larry” 1-5, som nu kan fås i sampak på en enkelt skive. Jeg må have været i big spender-humør, for jeg pungede ud med hele 59 kroner – hvilket skal holdes op imod, at det vil tage mig flere år at gennemføre de fem spil. Jeg må holde op med at gå i supermarkeder.

Myst-links

Købte – fordi jeg var nysgerrig – i dag et eksemplar af “Myst IV: Revelation” i Løvbjerg for 25 kroner. Det er min Myst-debut, og jeg fornemmer, at spillet er ret brainy, hvorfor jeg formentlig ret hurtigt får brug for i al fald denne her: Myst hints. Og, men kun hvis det går helt i hårdknude, Myst walkthrough.

Satans rollespil

“Bibelen benægter ikke, at der findes en usynlig verden. Livet er nu engang mere, end hvad mennesket kan se med sine øjne. Men Bibelen siger klart, at der findes en ond usynlig verden, der hører Satan, Guds modstander til. Det er denne usynlige virkelighed, som man oplæres i gennem “Dungeons and Dragons”.” Læs Mogens’ indlæg om Dialogcentret og dets syn på rollespil (som angiveligt er blødet lidt op siden 1993, hvor ovenstående blev skrevet af Jesper Steen Andersen). Jeg er bange for, at jeg selv, med alt mit Warcraft-spilleri, har fået (jf. Allan Olsen) Satan ind i prime time i spandevis på det seneste.

World of Warcraft, IV

Mit yndlings-øjeblik i WoW: Når man har været ude på eventyr – og er død en 3-4 gange undervejs – vender man hjem til kroen, går op på 2. etage og lægger sig til at sove på briksen. Højt oppe, med åbne vidder omkring og grøn bevoksning under én - uden for fare i et piv-åbent hus. WoW handler forholdsvis meget om kamp – og træning til kamp – men er også, synes jeg, glimtvist poetisk. Jeg er næsten ked af, at man jo på et tidspunkt nok skal videre til andre riger i spillet – for jeg tror, at jeg til den tid vil komme til at savne det her billede, når jeg skal i seng. Rigtigt i seng, altså.

World of Warcraft, III

Jeg er – som det kan ses længere nede i bloggen – for nylig sprunget ud som “World of Warcraft”-udøver. Først som undead warlock og siden som night elf / druide. Anders – hvis karakter er betydeligt mere udviklet end min – er så god at hjælpe mig på nogle af mine quests, så jeg stiger ok hurtigt i graderne og er nu level 9, going on 10. Indtil videre har jeg spillet på et såkaldt 10 dages “guest pass”, som T&A gav mig i et (altså vellykket) forsøg på at lokke mig i gang med spillet – men jeg forudser, at jeg nok har lyst til at fortsætte, når de 10 dage er overstået. Skal det gøres, skal det gøres seriøst, så jeg har nu investeret i en “World of Warcraft Battle Chest”:

… som indeholder “World of Warcraft”, udvidelsespakken “Burning Crusade” (som vist først bliver relevant, når jeg er level 58) og to strategibøger.

World of Warcraft, II

En hurtig WoW status-rapport: Ved siden af min level 5 undead warlock, som lystrer navnet Midsomer og er tilknyttet realmen silvermoon, har jeg nu, for at kunne spille med T&A, oprettet en Alliance-figur, også på silvermoon, som er night elf af klassen druide og hedder Endeavour. Efter - selvfølgelig – Inspector Morse. Som druide er jeg allerede avanceret til level 7. Tilbragte i går aftes med at nedkæmpe elementaler ved en sø, mens jeg samlede planter.

World of Warcraft

Der har været tyst på bloggen i nogle dage, men her følger en kort orintering: jeg var i fredags – og det var hygsomt som altid – til julefrokost med receptionisterne på Jørgensens i Randers, som sædvanligt som eneste, eksklusivt inviterede hankønsvæsen i flokken. I dag holder jeg hjemmearbejdsdag med transkribering af interviews.

Lørdag og frem til søndag middag har jeg haft besøg af Anders, som medbragte en newzealandsk gyserkomedie, “Black Sheep” – den eneste gyser, jeg nogensinde har set, der inkluderer et var-får. Vi så også “Starcrash” – den med Caroline Munro – og var begge enige om, at det nok er universets bedste film. At jeg på et tidspunkt var faldet i søvn og vågnede op med et sæt midt under en af filmens fem minutter lange eksplosionssekvenser, var kun spil for galleriet. Tak til Anders for besøget.

Nævnte Anders samt Torben og Anita – kendt fra bloggen som T&A – har i lang tid øvet pression på mig for, at jeg skulle gå i gang med “World of Warcraft”. Jeg har vægret mig ved det, for som enhver, der har prøvet at sidde som ikke-indivet blandt indviede, vil vide, er Warcraft-tilhængere helt ulidelige at være sammen med. “World of Warcraft” – eller WoW blandt disciplene - er tæt på at være et religiøst fænomen, og effekten, i al fald, er ikke til at skelne fra hjernevask.

Men Anders talte godt for sagen i weekenden, og efter en helt urimelig frustrerende installationsproces er jeg nu i gang med at spille. “Warcraft” indeholder 5 discs, og første gang jeg installerede, fik jeg en fejlbesked, der endte installationen – selvfølgelig først ved slutningen af disc 5. Jeg forsøgte igen, denne gang efter at have kopieret alt indholdet over på harddisken. To gange nåede jeg derefter frem til en knap, hvor jeg forhåbningsfuldt klikkede på en “Play”-knap, og hver gang gik installationsprogrammet – frem for at starte spillet – i gang med at downloade adskillige hundreder megabyte data. Computeren har stået tændt i nat og downloadet i alt 1½ gigabyte patches, der fører spillet up-to-date (for Warcraft er, som online-spil, under konstant udvikling). Jeg oprettede en konto på nettet, men opdagede, at passwordet – efter at jeg havde hentet datapakke nr. 2 – ikke længere virkede, hvorfor jeg måtte skifte til et nyt. Og så videre.

Men nu er jeg – som nævnt – online og i gang. Og det er – fornemmer jeg allerede nu – meget sjovt. Man færdes blandt karakterer, som er indbygget i spillet – hvoriblandt nogle vil slås og nogle vil tale – men det sjove består naturligvis ikke mindst i, at der løber andre “levende” spillere rundt omkring én, som også kan kommunikere med én via tale og gestik. En anden spiller knælede således for mig, efter at jeg havde nedkæmpet en zombie. Jeg er - af race – en “undead”, altså en genganger, og min klasse er warlock, altså troldmand. Efter et par timers spil er jeg nu level 4, og jeg har lige lært at tilkalde en imp.

Mere om Warcraft senere – men somebody kick me, hvis det bliver helt ulideligt at høre på.