Caroline Langrishe og Helligtrekongersaften

Jeg er halvvejs igennem sidste DVD – “Romeo og Julie” – i det Shakespeare-bokssæt, som jeg købte i november og tidligere har omtalt her og her. Det holder en anelse hårdt med “Romeo…”; til gengæld var jeg meget begejstret for opførelsen af “Twelfth Night” (“Helligtrekongersaften“), som er en TV-indspilning fra 1988 og baseret på Kenneth Branaghs teateropsætning (… Branagh er selv sceneinstruktør på stykket, og det er samme skuespillertrup, der medvirker).

Må jeg i den forbindelse tillade mig at være ekstraordinært intim – blot i et splitsekund – og bekende, at Caroline Langrishe – som i stykket spiller Olivia, og som jeg ikke kendte, før jeg så opsætningen – har, hvad jeg vil kalde en af de mest sexede øjen-attituder, og i bredeste forstand ansigtuelle grundtilstand (som man siger), jeg nogensinde har set. De her halvt sænkede øjenlåg er sandt for dyden som hentet ned fra himlen:

Langrishe er glimrende som Olivia. Men damen i baggrunden – Frances Barber, der spiller Viola/Cesario – er, for nu at være fair, faktisk endnu bedre:

Something wicked this way comes

Jeg indledte dagen – tungt, kunne man sige – med at se sidste akt af “A Performance of Macbeth“, en tv-indspilning af stykket fra samme Shakespeare-boks, som jeg omtalte her. Versionen er fra 1979, og den er anderledes introspektiv end “King Lear”-indspilningen fra boksen. Gandalf spiller den skotske konge. Her er han under en af sine anelsesfulde asides:

Our present business is general woe

Dagens DVD er denne udmærkede Thames-tv-indspilning – fra 1976 – af “King Lear”, som jeg for nyligt købte som del af et billigt Shakespeare-bokssæt gennem Classico-klubben. Sammen, i øvrigt, med CD’en “Glenn Gould plays Berg, Webern, Schönberg”.

Shakespeare – en introduktion

Sidst læst: “Shakespeare. En introduktion” af litteraturhistorikeren G.B. Harrison. Som ærligt talt ikke helt var, hvad jeg havde håbet på. Harrison opridser tendenserne i Shakespeare-receptionen, som i store linier er gået fra hæmningsløs genidyrkelse under romantikken (repræsenteret bl.a. af Coleridge) til en mere realistisk forståelse af de materialhistoriske betingelser, skuespillene blev til under. Harrison slutter sig utvivlsomt selv til sidstnævnte lejr — som nok også er den mest frugtbare. Imidlertid kunne man godt have ønsket sig bare en lille smule mere genidyrkelse — eller blot lidt mere fokus på selve skuespillene. Harrison er først og fremmest interesseret i Shakespeare-ensemblets forhold til konkurrerende skuespillertrupper, i hvordan datidens bygningskontrakter for teatre så ud, i kommateringsforskelle ved sammenligning af diverse kvart-, folio- og piratudgaver af Shakespeares skuespil og i de problemer der, i lysets af sådanne forskelle, opstår for en potentiel udgiver af teksterne. Det er lige så tørt, som det lyder - og bogen når på en måde slet ikke frem til det, der ifølge titlen er dens ærinde. At vide, hvor mange kobberskjolde, tamburiner og lanser, Admiralens Mænd rådede over i slutningen af 1500-tallet, udruster ikke én ret godt til at forstå Shakespeares tankeverden. Det er ikke betydningsløst, selvfølgelig — i forhold til at forstå, hvorfor Shakespeare hyppigt benytter sig af lanser og tamburiner — men det er på den anden side heller ikke nok.

Og apropos skuespil: I gårsdagens tv-episode af Barnaby, “Death in a Chocolate Box”, havde Cully (Barnabys datter) fået en rolle i en opsætning af Tjekhovs “Kirsebærhaven”. Joyce, Barnabys hustru, plejer at være en anelse apatisk, men gik helt amok med store armbevægelser, da hun og Cully reciterede stykket. Og lidt trivia: 16 ud af 59 færdiggjorte “Midsomer Murders”-episoder har ordene “dead” eller “death” i titlen. Det er 27%. I serien er der foreløbigt begået ca. 150 mord, svarende til 2½ mord pr. afsnit.