Birte Tove-interview

Jeg faldt lige over dette gamle interview med sengekantsfilmstjernen Birte Tove, bragt i Berlingske i 2005. Som Tove gør intervieweren opmærksom på i samtalen, er og var der – trods den tendentiøse overskrift “Da Birte Tove var kult” – ikke meget kult omkring hendes person. Kult er nichefænomener, hvilket man vel næppe kan kalde sengekantsfilmene, som i deres samtid repræsenterede den (økonomisk) største danske filmsucces nogensinde. Han skriver også, at Tove var karakteriseret ved et “vampet look”…?

Pornografi, idealer, Black Adder

P1 Debat bragte i dag en udsendelse med titlen “Ødelægger porno de unges selvbillede?”, som – hvis man har lyst – kan høres her. Pornografi er et emne, P1 Debats redaktion jævnligt tager op – om ikke andet så fordi det giver dem mulighed for at krydre hjemmesiden med et frækt foto – men jeg er for længst holdt op med at lytte til den type debatudsendelse. For ærligt talt, jeg orker det ikke. Og jeg har derfor heller ikke hørt dagens program.

Men fra beskrivelsen på P1’s hjemmeside forstår jeg, at baggrunden for debatten er en rundringning, som har vist, at mange unge ville foretrække at gå rundt med en anden krop, herunder også med andre kønsorganer end dem, de har. Jette Hansen, en ”feminist”, konstaterer kvikt på aftrækkeren, at unge er ”storforbrugere af porno”. Lad os lige ridse op: De unge er kede af deres krop, de unge ser porno – and you can draw your own conclusions. ”Black Adder” er en serie, man kan blive klog af, således også I denne forbindelse:

Percy: “Look, look, I just can’t take the pressure of all these omens anymore!”
Edmund: “Percy…”
Percy: “No, no, really, I’m serious! Only this morning in the courtyard I saw a horse with two heads and two bodies!”
Edmund: “Two horses standing next to each other?”
Percy: “Yes, I suppose it could have been.”

Pornografi, om man kan lide den eller ej, er en del af kulturen. Hvilket skal forstås bogstaveligt: den er en del af kulturen – en møtrik, ikke sand i maskinen. Uanset hvor svært det kan være for nogle mennesker at forstå, så er den for andre mennesker en drivkraft. Black Adder igen:

“A man may fight for many things: his country, his principles, his friends, the glistening tear on the cheek of a golden child… personally, I’d mud wrestle my own mother for a wad of cash, an amusing clock and a sack of French porn!”

Men den er ikke virkelighed. Og hvis man – som en slags socialt eksperiment – forestiller sig en og anden, der ville forsøge at udleve pornografiens univers, ville vedkommende ret hurtigt komme til kort. Den søde kassedame i Føtex opfører sig ligesom bare anderledes end Jenna Jameson.

Kunne det tænkes, at ikke kun unge, men også en del ældre ville foretrække en anden krop? Måske endda ikke kun storforbrugere af porno? Folk har aldrig tidligere i historien været så krops- og livsstilsbevidste – og dermed også så bevidste om idealafvigelser – som de er nu. Af den simple grund, at mediepåvirkningen aldrig tidligere har været så massiv. Hver eneste dag, når jeg tænder for min radio eller mit tv, mødes jeg af velmenende sundheds- og kosteksperter, som gerne vil have mig til at forstå, at mit BMI og min livsstil er afgørende for, om jeg bliver et lykkeligt menneske. Jeg kan umuligt være glad, medmindre jeg spiser spelt eller bruger al min fritid på at gå stavgang.

Når de er færdige – som om de nogensinde blev det – tager lige så velmenende politikere over for at overbevise mig om, at jeg også skal have de rigtige værdier, for ellers er jeg en dårlig samfundsborger og udansk. I primetime sendes en række afsindigt stiliserede underholdningsshows, hvor forbløffende nok ingen af deltagerne ligner Lis & Per fra inde ved siden af, men til gengæld til forveksling ligner noget fra netop pornofilm – hvilket ikke forhindrer dem i at blive dybt krænkede, hvis nogen skulle formaste sig til at gøre dem opmærksom på, at de gør én våd.

Alle disse beskæftigelser udgør langt væsentligere fælles referencepunkter end pornografien. Fælles for dem er også, at de alle – i modsætning til pornografien – promoverer idealer, som er tænkt som virkelige idealer for virkelig adfærd. Hver eneste dag udsættes vi for udsagn og indtryk fra mennesker, der på den ene eller den anden facon vil overbevise os om, at den måde, vi ser ud eller lever på, ikke er god nok, og at vi burde forbedre os i en eller anden henseende. Vi spiller hele tiden fallit i forhold til sådanne idealer – hvad enten vi får en bums, æder en burger, er ludfattig, ikke kan tage to dansetrin uden at snuble eller må sande, at vi ikke kan redegøre for et eneste af værkerne i den danske kulturkanon.

Men det absolut dummeste man kan gøre, er at gøre sig selv – eller andre – til viljeløse ofre. Tilfredshed med sit udseende, sin tilværelse og sin almindelige kommen-til-kort i alle mulige henseender er ikke noget, man kan forbyde sig til. Heldigvis. Lyt til Sys.

Beskidt skam

Jeg har anmeldt John Waters’ seneste, “A Dirty Shame”, for filmmagasinet Uncut. Læs anmeldelsen her.

S og SF’s antisexkodeks – og en værkstedshistorie

Jamen det er da godt, at man allerede fra starten bevarer fokus på det allervæsentligste i forbindelse med det forestående klimatopmøde. S og SF vil, skriver Jyllands-Posten, have deltagerne til at skrive under på et “etisk kodeks”, som opfordrer dem til ikke at gøre brug af Københavns muligheder for købesex under konferencens varighed. Hvorfor det lige er købesex, deltagerne skal afsværge - og ikke chokolade, satandyrkelse, hash og alkohol - ligger hen i det uvisse. Vi taler om voksne mennesker, der kommer for at diskutere klimaproblemer. Af alle S og SF’s latterlige antisexforslag - og der er mange - er det her måske det latterligste overhovedet. Susanne Møller fra Sexarbejdernes Interesseorganisation påpeger - og jeg synes, det er en tanke værd - at for deltagerne på klimakonferencen vil kampagnen “få Danmark til at fremstå som en nation, hvor dagsordenen bliver sat af storbytosser, der har mistet forbindelsen til virkeligheden”. 

Og her er en positiv historie om, hvordan man løser problemer i det virkelige liv: En elev på Teknisk Skole i Rødovre har skrevet til Bertel Haarder og bedt om, at man - han - forbyder “pornografisk materiale” på undervisningsinstitutioner. Det kræver måske en præcisering: Med “pornografisk materiale” mente eleven - og DR, som af ukendte årsager vælger at bruge plads på historien her - en reklameplakat med en halvt påklædt kvinde. (Som man skal være borderline Amish eller bare ikke have adgang til en ordbog for at opfatte som pornografi.) Plakaten hænger på væggen i et værksted, hvor eleverne henter søm.

DR skriver - og overfor dette eksempel på fleksibilitet og problemløsning med lykkelig udgang bedes især danske politikere spidse øren - at: “Der er nu blevet lavet en aftale, så den pågældende elev får sine søm og skruer uden at skulle i nærheden af de letpåklædte damer.” Voila, mine damer og herrer - sværere er det ikke.

MUX1-nævn vil ikke tillade hud, vold og umoral

Nå. Forleden spurgte jeg – i anledning af Socialdemokraternes og SFs forslag om et forbud mod alkoholreklamer – hvorfor man ikke lige så godt kunne forbyde enhver positiv fremstilling af alkoholindtagelse i medierne, eftersom logikken bag det oprindelige forbudsforslag er nøjagtig den samme.

Det var halvt i spøg, men åbenbart er der ikke så meget at grine af. TV-stationer kæmper for øjeblikket om at få lov til at sende ikke-kommercielt lokal-tv på MUX1 fra november. Hvem, der får lov, afgøres ved en “skønhedskonkurrence” af et dertil nedsat nævn – og “kravene er”, skriver DR, ”blevet skærpet. I hvert fald er hudfilm ikke længere i orden at sende”, og “også umotiveret vold blevet bandlyst fra sendefladen af politikerne på Christiansborg”, thi “I lokalradio og lokal-tv må der ikke udsendes programmer, som i alvorlig grad kan skade mindreåriges fysiske, psykiske eller moralske udvikling”.

 

December, II

Det er gråt og snasket og u-julet, for jeg fik hverken realiseret mit kalenderlysprojekt eller foretaget mig noget som helst jule-relateret i går. Specielt er jeg ked af, at jeg gik glip af Joan Ørtings “nytårstale” i DR’s julekalender “DRonning for en dag” (… som imidlertid kan ses på nettet, så det er en fjollet ting at være ked af).

“Kvinder er desværre ikke rigtig glade”, bemærkede, forstår jeg, Ørting, og det er såre trist, thi “når kvinderne er glade, er alle glade”. DR skriver: “Men hvor det tidligere har været manden, der ikke gjorde det godt nok, er situationen en anden anno 2008. [...] Derfor opfordrer Joan Ørting landets kvinder til at tale tydeligere i 2009, så mænd rundt om det ganske land ved, hvornår og hvordan de kan gøre kvinderne glade. Og sker det, er Joan Ørting ikke i tvivl om, hvad der vil komme ud af det, udover lykkeligere mennesker selvfølgelig. – Der kommer meget mere sex i 2009, siger hun.” Hep!

Tillykke til Garde

I dag er det Annie Birgit Gardes – Danmarks frækkeste skuespillerindes – fødselsdag. Pavekontoret ønsker stort tillykke.

På sengekanten, III

Et PS til min lille sengekants-mediekarriere: Nordjyske.dk har, opdager jeg nu, bragt artiklen “Sengekants-film burde hædres” her, hvor Jacob Neiiendam, en af de oprindelige kanonisører i filmkulturkanonen, bl.a. udtaler “… selvfølgelig kan kultur have med sex at gøre. Vi udvalgte jo rent faktisk “Idioterne”". Jeps. Samt en engelsk notits hos JP: “Movie buffs wild about 70s ‘light’ porn“. Og min anmeldelse af “Supervixens” optræder nu på imdb’s liste over external reviews.

Kvalmende kvindekøn?

Vildt. Pornofrit Miljø – og må man ikke bare elske det navn? – er gået i selvsving over en nøgen kvindeunderkrop på Århus Teaters plakat for Frank Wedekinds ”Lulu”. “Plakaten er pornografisk i sit ud­tryk. Den smasker kvindekønnet lige op i hovedet på beskueren på så rå og bru­tal en måde, at det er kvalmende,” sig­er Lone Skov Al Aws­si, foreningens formand. Og mere kvalme: “Nogle ministerier kæmper for at bekæmpe prostitution, mens kulturministeriet støtter et teater med sådan en kampagne. Det hænger ikke sammen”.

Jeg kunne – forholdsvis let – komme i tanke om noget andet, der ikke hænger sammen her, men vil nøjes med at lade linjerne tale for sig selv.

Og så vil jeg ikke helt nøjes med det alligevel. Jeg vil tro, at Århus Teaters hjemmeside får pænt mange hits pga. Pornofrit Miljøs kritik, som i øvrigt vidner om en underlig indstilling til kvindekønnet. Og dernæst: Har Pornofrit Miljø – før de fik teen galt i halsen – overhovedet forsøgt at sætte sig ind i, hvad “Lulu” handler om - og hvorfor den har en plakat, som den har?  

Blottet kvindekøn eller ej: Jeg vil tro, at de, der er ude efter porno, nok lejer “Infer-analske drømme 5″ eller noget, og at de ligesom de fleste andre er jævnt ligeglade med Århus Teaters “Lulu”-plakat – som andet end blikfang, der i et splitsekund appellerer til krybdyrshjernen.

Ligesom de nok er jævnt ligeglade med den grafipplakat af en rejst penis, der reklamerer for Randers Kunstmuseums Sven Dalsgaard-udstilling i og udenfor Kulturhuset lige nu. Fordi det nu engang er en væsentlig del af, hvad Dalsgaards kunstneriske univers handler om.

Og ikke at det rager mig – men så var det måske en idé at opsøge en læge med det der kvalmeproblem?

Mere her.

På sengekanten, II

Og i dag er jeg så citeret for en enkelt bemærkning på bagsiden af BT, trykt udgave – nedenunder et flot billede af Søltoft og Tove. Tak til Philip for at have gjort opmærksom herpå.

Dansk erotiks to førstedamer (hvis man kan bruge det udtryk):

Birte Tove…

… og Annie Birgit Garde: