Breaking news: Gymnasieelever drikker

“Har gymnasier” – hedder det i oplægget til dagens udsendelse af P1 Debat – “og ungdomsuddannelser et medansvar for de unges drukkultur?” Hvortil det (skulle man synes) indlysende svar må være ja, i det omfang drukkulturen udfolder sig på gymnasierne, og nej, i det omfang den udfolder sig udenfor. Men programmet handler om alt muligt andet, idet rektor Enger fx på forskellige tidspunkter forholder sig til valmuemarker i Afghanistan, prostitution og casinospil.

Jeg tror nok, at jeg har skrevet om emnet før, så der er ingen grund til at pinde videre i det. Men bare lige for at rekapitulere: De tre år, jeg gik på gymnasiet, var meget hårdere end noget andet, jeg har oplevet. Jeg har aldrig, hverken før eller i de efterfølgende år, som dog omfatter en videregående universitetsuddannelse og forskellige arbejdsforhold, været ude for så følelsesmæssigt og intellektuelt drænende et forløb, som det var at gennemføre gymnasieuddannelsen.

Jeg var så absolut det, man ville kalde en pligtopfyldende elev. Jeg fik gode karakterer, var på god fod med lærerne, og jeg fik et legat på afslutningsdagen for min indsats, jeg ved ikke rigtig i hvilken retning. Og jeg drak – til festerne. Dén mulighed for kontrolleret overskridelse af dagligdagen var så afgjort noget, jeg – og man – så frem til.

Den tager vi lige igen: Det var noget, jeg så frem til. Og som altså, på denne måde, fungerede som en drivkraft i dagligdagen.

Bare for lige at slå den helt fast: Det var ikke en hæmsko i mit daglige virke, ikke noget, der ødelagde min koncentration. Det var noget, der var med til at give dagligdagen og arbejdet mening.

Rektor Enger er – bedyrer hun flere gange – absolut modstander af den “nypuritanisme”, hun mener, breder sig i samfundet. Hun bryder sig tilsyneladende bare ikke om spil, (købe)sex og alkohol.

Så vidt jeg ved, foregår festerne på landets gymnasier fortsat under rimelige og kontrollerede forhold – og det synes jeg ærligt talt, at landets gymnasieelever er bedst tjent med, at de bliver ved med at gøre. Med alkoholudskænkning for dem, der vil.

Bus seats – a social study

A Conservative politician is talking about Danish and foreign values on Danish radio. Values – as in morals. As an example of a Danish value he mentions giving up your seat to an elderly person when he or she enters the bus. Granted, I live in a different part of the country than said politician – but he is, after all, talking about DANISH values, so that shouldn’t matter. And I can honestly say that during the 13 years I have lived in Denmark’s second-biggest city, the number of times I have witnessed ANYONE giving up their bus seat to an elderly person can be counted on five, maybe ten fingers.

More appropriately, the particularly Danish values as far as bus seat economy goes – based on experience rather than ideals – could be described thus:

a) Keep your seat at whatever cost.

b) Feel bad inside for not giving up your seat to people who need it more than you. You are a Christian, after all.

c) If possible, always sit on the seat closest to the aisle and put your bag on the empty window seat so that no-one can sit next to you, even though they paid for their ticket just like you did.

d) And, whenever a seat with no seat next to it becomes available, immediately go and sit there, regardless that you will make the person you were originally sitting next to feel like there’s something wrong with him or her.

Gotfredsen og religionsfriheden

Forleden hørte jeg i radioen et debatprogram, hvori Sørine Gotfredsen og Jesper Thobo Carlsen bl.a. talte om minareter i Danmark. Og Gotfredsen sagde noget, som jeg lige siden har undret mig over – dvs. over hvordan, hun kunne mene det.

Gotfredsens vinkel var, i al fald i udgangspunktet, at minaretproblematikken knytter an til skellet mellem religionsfrihed og religionslighed. Det er, selvfølgelig, svært at være uenig i. Gotfredsen sagde dernæst – og det var her, min kæde sprang af – at muslimer ikke bør have lov til at bygge minareter, fordi vi her i landet ikke har religionslighed.

Minareter ligger mig almindeligvis ikke meget på sinde, og det følgende skal ikke opfattes som et indlæg for eller imod minaretbygning. Jeg er kun optaget af den sammenhæng med religionsfrihed og -lighed, som Gotfredsen selv berører.

For uanset hvordan jeg vender og drejer Gotfredsens kommentar, er den for mig at se indlysende forkert. Jeg har ikke fulgt meget med i minaretdebatten hverken før eller efter den svejtsiske afstemning; men jeg kan ikke tro, at den handler om, hvorvidt der skal gives statsstøtte til opførelsen af minareter i Danmark. Og det er den eneste måde, Gotfredsens bemærkning kan give mening på.

Vi har i landet allerede en række love og bestemmelser, der afgør, hvor man må bygge, og hvilken type bygninger man må bygge der. Love, som opførelsen af minareter naturligvis skal overholde.

Vi har også en grundlov, som indeholder en paragraf om religionsfrihed og retten til at dyrke sin religion. Hvis jeg beslutter mig for at bygge et tempel, en kirke, en synagoge, en minaret eller en skorsten til religiøs brug, hvori jeg kan foretage mig det, religiøse mennesker nu foretager sig – og hvis jeg i øvrigt overholder de forskellige bygnings- og forsamlingslove – kan staten ikke sige, at jeg ikke må. Ifølge grundloven.

Det er noget andet, hvis jeg går til staten og beder om en pose penge til at gøre det. Men det er ikke tilfældet med minareterne. Så vidt jeg forstår.

Senere i debatten mente Gotfredsen, at minareter ikke bør bygges, fordi det berører meget stærke følelser hos danskerne. Men jeg kan ikke for alvor tro, at nogen – heller ikke Gotfredsen – virkelig mener, at følelser skal være grundlag for dansk bygningslovgivning. I så fald kunne jeg hurtigt selv udarbejde en liste over grimme lokale bygninger, jeg gerne så revet ned. Og jeg er sikker på, at kirkeringning om søndagen nok også har irriteret en eller anden engang.

Minaretspørgsmålet handler ikke om religionslighed, men om religionsfrihed. Og jeg kan umiddelbart ikke se, hvordan Gotfredsens synspunkt kan være udtryk for andet end religiøs diskrimination, som er på kant med grundloven. Det er selvsagt også i orden, i så fald bør man bare være ærlig omkring det.

Samme dag hørte jeg den seneste udsendelse af ”Krause på tværs”, hvor Venstres Eyvind Vesselbo er gæst til en diskussion om, hvorfor journalister til hobe er lige ved at tisse i bukserne af angst for at sætte spørgsmålstegn ved noget, Dansk Folkeparti siger. Og hvorfor Dansk Folkepartis ”vinkler” næsten pr. automatik altid bliver dem, medierne overtager.

Man hører ofte, at Kjærsgaard begår sig godt på tv. Én af grundene hertil er, at journalister sjældent rejser tvivl om validiteten af det, hun siger, eller påpeger de ofte ufatteligt mange selvmodsigelser, hun arrangerer som perler på en tvivlsom snor – fordi mediernes og Dansk Folkepartis mål sådan set er det samme: kontrovers.

Vesselbos analyse er både skarp og rigtig – og usædvanlig. Hvis den var lidt mindre usædvanlig, havde en eller anden journalist måske påpeget, at Dansk Folkeparti i deres udtalelser om minareterne nu taler om begrænsning af islam, hvor de førhen talte om islamisme. Det kunne fx være en oplagt ting at nævne for en vaks journalist næste gang partiet – for ligesom lige at fange det bløde segment også – forsikrer offentligheden om, at det selvfølgelig ikke er muslimer som sådan, det har noget imod…

-

Krause på tværs m. Vesselbo:

http://www.dr.dk/P1/Krause/Udsendelser/2009/12/02100359.htm

P1 Debat m. Gotfredsen:

http://www.dr.dk/P1/P1Debat/Udsendelser/2009/12/06143151.htm

Irritations-tema

Dagens tema er: irritation. Jeg er ikke i almindelighed noget vredladent eller aggressivt menneske, derimod kan jeg sagtens fra tid til anden irritere mig over helt ligegyldige detaljer. Et par eksempler. 

Ting nummer 1: Jeg lytter – bl.a. fordi jeg sjældent ser nyhederne – en hel del til debatprogrammer på internettet, herunder ikke mindst “P1 Debat”. En af værterne har ved afslutningen af programmet en lille, fast vignet – i sig selv en irriterende ting at have – hvor han siger “Mit navn det er [navn], der siger tak for i dag”. Hver eneste gang. Hvorfor “mit navn det er” og ikke bare “mit navn er”? I det hele taget: en langt bedre, om end måske mindre kæk, sætning ville have været “Mit navn er [navn], og jeg siger tak for i dag”. Hvem kunne finde på at sige “Mit navn det er Lars, der slår græs?”

Ting nummer 2: For en måneds tid siden købte jeg – blot for lige at være lidt med – en plade ved navn “Made of Bricks by Kate Nash”. Nedsat, vel at mærke. I mellemtiden har jeg lyttet til den tre-fire gange, og jeg har stadigvæk ikke fundet ud af, hvad jeg skal mene om den. På den ene side: Nashs leg med vokaler er anderledes, der er en energisk ungdommelighed over flere af numrene, og titlen er god. På den anden side kan jeg ikke rigtig relatere til indholdet. Nashs univers er fyldt med romantiske idealer og aggressioner - og fyldt med Nash. Jeg tænker, når jeg hører pladen, mest på, om hun dog ikke bare kunne begynde at studere fugle eller spille skak, blive astronaut eller foretage sig et eller andet, der ikke omhandler hendes egne frustrationer. Pladen starter med et kort optimistisk nummer, som repeterer sætningen “I like to play”. Men der er - synes jeg – desværre for lidt “play” og for meget brok over resten af albummet. 

Til slut, som modvægt, to helt u-irriterende ting. En af de få glæder ved at være arbejdsløs er at kunne lytte til Poul Friis og “P1 Formiddag”. Tjek udsendelserne her, og tag og lyt til en af de seneste, hvor Hans Hauge er gæst og diskuterer moderne nationalisme.

Og: forleden så jeg “Teeth“, en ny horror-komedie om en kristen teenagepige, der udvikler tænder. Dernede, altså. Og jeg lo.

Imod P2′s nedlæggelse

Har modtaget følgende pr. mail:

***

17 marts 2009

BEVAR P2 HOS DR

Skriv under på denne protest mod nedlæggelsen af
Danmarks Radios P2

Kære læser – vi vil opfordre dig til at skrive under på denne protest mod forsøget på at nedlægge P2 som selvstændig kanal, fjerne P2 på det begrænsede landsdækkende FM-bånd for at give plads til kommercielle kanaler og holde DR uden for tilbudsrunden om sendetilladelsen. Denne indsamling ønsker at stoppe forsøget på at nedlægge P2 som selvstændig kanal på DR.

At fratage P2 denne sendetilladelse vil være en alvorlig public
service-forringelse på radioområdet og ramme såvel Klassisk musik, Jazzen
som i forvejen er blevet stærkt beskåret. Ligeså vil Worldmusic og
Elektronica miste deres fristed for ikke at tale om indslagene om kultur
og kirke.

Underskrifterne vil blive afleveret til Kulturministeren. Denne
underskriftindsamling er sat i værk af musikeren Peter Abrahamsen
(http://www.peterabrahamsen.dk) 16. marts 2009.

Skriv under her: http://bevar_p2.skrivunder.dk
(http://bevar_p2.skrivunder.dk)

Med venlig hilsen
Dacapo

***

Spejderne lukker og slukker, III

Anders Breinholt og Anders Lund Madsen, De Sorte Spejdere, er gæster i 19. decembers udsendelse af P1′s “Mennesker og medier”. Lyt til programmet her.

Spejderne lukker og slukker, II

Sidste regulære udsendelse af De Sorte Spejdere – på P3 nu.

Spejderne lukker og slukker

Som schwester Gitte gør opmærksom på i en kommentar, har De sorte Spejdere annonceret, at de lukker og slukker den 19. december — efter 4 år på P3. Det er jeg, naturligvis, morderligt ked af at høre, for spejdernes er stort set det eneste radioprogram, jeg har lyttet til på fast basis — og der er ikke mange dårlige dage, som de ikke har formået at gøre bare lidt bedre. Men tak for indsatsen og held og lykke til spejderne fremover.

Det er i dag WotLK-dag 1. Skidtet er installeret, strategibogen er i hus, jeg er nr. 590 i køen til Outland-serveren, og når jeg er kommet online – om en 20 minutters tid – vil jeg foretage min første rejse til Northrend. I middags lavede jeg – af nysgerrighed – en Death Knight, som er den nye figur, der er kommet til med udvidelsen. Death Knights starter som level 55 i et område lige øst for Eastern Plaguelands. Min hedder Prefect.

Jørgen Leth på P1

Jørgen Leth er sommergæst hos P1. Lyt til udsendelsen her.

Spejderne holder sommerferie

I dag var der sæsonafslutning på “De Sorte Spejdere”, og spejderne sendte live fra landsbrugseleven Kaspers forældres hus i Thy. Hør udsendelsen og se billeder her. Det bliver – for alle vi afhængige – nogle hårde måneder frem til 7. august, hvor de igen indtager æteren. Men heldigvis har de lovet at lægge 24 gamle udsendelser fra 2005 ud på sitet hen over sommeren. Pavekontoret ønsker god sommerferie til spejderne - og takker for et virkeligt godt radioprogram.