Erotikken på dansk, 4

Dette er fjerde og sidste del af en føljtetonanmeldelse af Batailles “Erotikken”. Læs første, anden og tredje del.

***

100 sider inde i bogen har Bataille foreløbig ikke sagt meget om sit emne, erotikken, men nok antydet, at denne hænger sammen med dels det hellige, dels den ødselhed, der karakteriserer de naturlige processer. Dette uddyber han nu i kapitlerne ”Fra den religiøse ofring til erotikken” og ”Den seksuelle plethora og døden”.

Den fysiske seksualitet, siger han, forholder sig til erotikken, som hjernen gør til tanken (s. 109), og det er derfor i formeringen, at vi skal lede efter forbindelsen mellem det erotiske og kontinuitetens åbenbaring. Bataille udtrykker det på denne måde: ”Formeringens objektive bevægelse sætter på det indre plan selvfølelsen, væsensfølelsen og følelsen af det isolerede væseners grænser, på spil. Det sætter diskontinuiteten på spil (…) Særligt i seksualiteten indsætter følelsen af de andre, hinsides selvfølelsen, en mulig kontinuitet mellem to eller flere, i modsætning til den først givne diskontinuitet. I seksualiteten vedbliver de andre med at frembyde en mulighed for kontinuitet.” (s. 119).

Formuleringen er kringlet, men det er ikke vanskeligt at se, hvor Bataille vil hen. Erotikken er – igen set ud fra individets synsvinkel – voldelig, for så vidt som den indebærer to (eller, som forfatteren pointerer, flere) væseners forening; men den er også behagelig, fordi overskridelsen er frivillig – den er, i en vis forstand, en gave, og minder på denne måde lidt om offerhandlingen.

Ligesom tabuerede genstande er erotikken, omgærdet af forbud, der indikerer under hvilke omstændigheder, den må finde sted – samtidig med, at de naturligvis understreger erotikkens væsentlige kulturelle funktion qua sammenhængen imellem overskridelse og norm. Hvilket man hver dag kan konstatere på forsiden af tabloidaviserne.

Dette turde være nok til at antyde den overordnede tese i Batailles værk. I virkeligheden mangler bogens sidste halvdel at blive redegjort for, men jeg kan ganske kort nævne, at den bl.a. indeholder en diskussion af kristendommen, der ifølge Bataille som religion indtager en særplads i forhold til forbuds-/overskridelsesproblematikken, idet den understreger skellet imellem det hellige og profane; en kritisk kommentar til Kinsey-rapporten; samt et kapitel om Marquis de Sade som en nøglefigur i ”overskridelsens historie”.

Erotikken på dansk, 3

”Negationen af den individuelle beståen” er fornuftigt nok ikke noget, et individ ser frem til. Almindeligvis: for også her er regler for, hvornår man bør gå i opløsning. Orgasmen omtales i folkemunde som ”den lille død”, og det er en populær forestilling, at kærligheden får forelskede mennesker til at ”smelte sammen”, ofte til irritation for omverdenen. Men det individuelle vil under normale ukritiske omstændigheder helst fortsætte med at være individuelt, og negationen erfares derfor som en voldelig hændelse. Selv når individet vedgår at føle et vist behag ved åbningen mod det grænseløse, ledsages bruddet på diskontinuiteten altid i et eller andet omfang af angst eller ubehag.

Volden indtræffer, når kontinuitetens, naturens eller livets objektive bevægelse resulterer – hvad den uundgåeligt gør – i diskontinuerte væseners undergang. Dét, der set fra helhedens synspunkt lader sig forstå som livets overstrømmende, blinde bevægelse – kontinuitetens tilsynekomst – er, set fra den individuelle eksistens’ synsvinkel, det samme som død og undergang. Forbudenes egentlige genstand er derfor volden, og det, som forbudene udtrykker, er en menneskelig afstandtagen fra volden.

Hvis vi overraskes over Batailles kobling af volden og det sakrale rum, skyldes det formentlig vores baggrund, for tidligere tiders mennesker har ikke haft problemer med i det hellige på én gang at se noget ophøjet og farligt, ligefrem dødbringende. Den dobbelte betydning er klart tilstede i begreberne ”mana” og ”tabu”. I kristendommen, derimod, er det hellige ifølge Bataille ubetinget ophøjet, hvilket problematiserer det dialektiske forhold mellem forbudet og overskridelsen.

Den diskontinuerte tilværelse er en ordnet tilværelse. Det er arbejdet, der har medført denne orden. Volden forstået som overskridelse står i direkte modsætning til arbejdet og den griber forstyrrende ind, når den indtræffer. Mennesket er interesseret i at udbygge og reparere kulturelt på sin eksistens, men naturen vil tilsyneladende det modsatte. Den er ødsel og forbruger umådelige ressourcer – heriblandt menneskelige: ”Seksualiteten og døden er blot højdepunkterne i en fest, som naturen fejrer med den uudtømmelige mangfoldighed af levende væsener. De betegner begge det grænseløse spild, som naturen forestår, stik imod den vilje til at vare ved, som kendetegner det enkelte væsen” (s. 72).

***

Sidste del følger. Første og anden del.

Erotikken på dansk, 2

Emnet i ”Erotikken” er ét, vi i forvejen er bekendt med fra den mystiske litteratur. Bataille foreslår en sammenhæng imellem religionens og erotikkens væsen, mens erotikken på sin side er ”en åbning til døden” og til ”negationen af den individuelle beståen” (s. 29). Den mystiske erfaring, som den er beskrevet i esoteriske skrifter, indebærer altid i et eller andet omfang det individuelles ophævelse og optagelse i en højere væren – man tænker f.eks. på Plotins (anti)begreb om Det Ene, Mester Eckeharts ”Seelenfünklein” eller den gnostiske filosofi, ifølge hvilken hvert enkelt menneske bærer rundt på en gnist, som stræber efter at frigøre sig fra materien.

Bataille udtrykker det på den præcise (og moderne) måde, at der må ske et brud på diskontinuiteten, for at kontinuiteten kan åbenbare sig – og kontinuitet, forskellenes ophævelse, er, hvad det religiøse altid har handlet om. Diskontinuitet præger tilværelsen; vi opfatter hinanden som individuelle eksistenser, med hver sin unikke historie, der færdes i en verden af separate genstande. I og med den mystiske erfaring sker der en – momentan – tilsidesættelse af alt dette: der sker en overskridelse, i Batailles terminologi.

En overskridelse forholder sig altid til et forbud – dét, man tidligere kaldte for et tabu – og sådan nogle er et hvilket som helst samfund fuldt af. Det gensidige afhængighedsforhold imellem norm og overskridelse er en grundtanke og en nøgle til Batailles forestillingsverden. Hvis ikke overskridelsen var momentan – dvs. en kortvarig begivenhed – ville samfundet ikke kunne opretholdes; og der ville i øvrigt ske det mærkværdige, at overskridelsen ophævede sin genstand og derfor ikke længere overskred noget. Overskridelsen hæver ”forbudet uden at fjerne det” (s. 43), og når overskridelsen er færdig, træder forbudet atter i kraft.

Det er en kliché, at regler er til for at blive brudt – men også overskridelsen er organiseret, omgivet af regler. Krig er et eksempel herpå – eller mindre dramatisk: fest. Ved brylluppet, konfirmationen, familiefesten træder økonomiske overvejelser til side i bestræbelsen på rigelighed, som heldigvis – for ellers ville vi ende i økonomisk ruin – hurtigt afløses af den profane tid, arbejdstiden, igen. Druk og hvad deraf følger er en overskridelse af hverdagsadfærden, men også den er – midt i overskridelsen – forbundet med sociale normer. Man drikker i fredagsbaren med vennerne, ikke alene en mandag aften. Som regel.

***

Fortsættelse følger. Første del her.

Pornografi, idealer, Black Adder

P1 Debat bragte i dag en udsendelse med titlen “Ødelægger porno de unges selvbillede?”, som – hvis man har lyst – kan høres her. Pornografi er et emne, P1 Debats redaktion jævnligt tager op – om ikke andet så fordi det giver dem mulighed for at krydre hjemmesiden med et frækt foto – men jeg er for længst holdt op med at lytte til den type debatudsendelse. For ærligt talt, jeg orker det ikke. Og jeg har derfor heller ikke hørt dagens program.

Men fra beskrivelsen på P1’s hjemmeside forstår jeg, at baggrunden for debatten er en rundringning, som har vist, at mange unge ville foretrække at gå rundt med en anden krop, herunder også med andre kønsorganer end dem, de har. Jette Hansen, en ”feminist”, konstaterer kvikt på aftrækkeren, at unge er ”storforbrugere af porno”. Lad os lige ridse op: De unge er kede af deres krop, de unge ser porno – and you can draw your own conclusions. ”Black Adder” er en serie, man kan blive klog af, således også I denne forbindelse:

Percy: “Look, look, I just can’t take the pressure of all these omens anymore!”
Edmund: “Percy…”
Percy: “No, no, really, I’m serious! Only this morning in the courtyard I saw a horse with two heads and two bodies!”
Edmund: “Two horses standing next to each other?”
Percy: “Yes, I suppose it could have been.”

Pornografi, om man kan lide den eller ej, er en del af kulturen. Hvilket skal forstås bogstaveligt: den er en del af kulturen – en møtrik, ikke sand i maskinen. Uanset hvor svært det kan være for nogle mennesker at forstå, så er den for andre mennesker en drivkraft. Black Adder igen:

“A man may fight for many things: his country, his principles, his friends, the glistening tear on the cheek of a golden child… personally, I’d mud wrestle my own mother for a wad of cash, an amusing clock and a sack of French porn!”

Men den er ikke virkelighed. Og hvis man – som en slags socialt eksperiment – forestiller sig en og anden, der ville forsøge at udleve pornografiens univers, ville vedkommende ret hurtigt komme til kort. Den søde kassedame i Føtex opfører sig ligesom bare anderledes end Jenna Jameson.

Kunne det tænkes, at ikke kun unge, men også en del ældre ville foretrække en anden krop? Måske endda ikke kun storforbrugere af porno? Folk har aldrig tidligere i historien været så krops- og livsstilsbevidste – og dermed også så bevidste om idealafvigelser – som de er nu. Af den simple grund, at mediepåvirkningen aldrig tidligere har været så massiv. Hver eneste dag, når jeg tænder for min radio eller mit tv, mødes jeg af velmenende sundheds- og kosteksperter, som gerne vil have mig til at forstå, at mit BMI og min livsstil er afgørende for, om jeg bliver et lykkeligt menneske. Jeg kan umuligt være glad, medmindre jeg spiser spelt eller bruger al min fritid på at gå stavgang.

Når de er færdige – som om de nogensinde blev det – tager lige så velmenende politikere over for at overbevise mig om, at jeg også skal have de rigtige værdier, for ellers er jeg en dårlig samfundsborger og udansk. I primetime sendes en række afsindigt stiliserede underholdningsshows, hvor forbløffende nok ingen af deltagerne ligner Lis & Per fra inde ved siden af, men til gengæld til forveksling ligner noget fra netop pornofilm – hvilket ikke forhindrer dem i at blive dybt krænkede, hvis nogen skulle formaste sig til at gøre dem opmærksom på, at de gør én våd.

Alle disse beskæftigelser udgør langt væsentligere fælles referencepunkter end pornografien. Fælles for dem er også, at de alle – i modsætning til pornografien – promoverer idealer, som er tænkt som virkelige idealer for virkelig adfærd. Hver eneste dag udsættes vi for udsagn og indtryk fra mennesker, der på den ene eller den anden facon vil overbevise os om, at den måde, vi ser ud eller lever på, ikke er god nok, og at vi burde forbedre os i en eller anden henseende. Vi spiller hele tiden fallit i forhold til sådanne idealer – hvad enten vi får en bums, æder en burger, er ludfattig, ikke kan tage to dansetrin uden at snuble eller må sande, at vi ikke kan redegøre for et eneste af værkerne i den danske kulturkanon.

Men det absolut dummeste man kan gøre, er at gøre sig selv – eller andre – til viljeløse ofre. Tilfredshed med sit udseende, sin tilværelse og sin almindelige kommen-til-kort i alle mulige henseender er ikke noget, man kan forbyde sig til. Heldigvis. Lyt til Sys.