Undskyldning

Nå. Det blev for mit vedkommende kun til et enkelt Pissesureuge-indlæg i år – hovedsageligt rettet mod P1s morgenredaktion, som hermed får min oprigtigste undskyldning. Jf. Pissesureugeregelbogen. Men jeg skal nok komme igen næste år -mere syrlig end nogensinde!

Pissesureuge

Pissesureuge er over os – læs nærmere om regler m.v. her – og Christ hvor irriterende, at vi nu skal til det igen. For mit vedkommende kunne den sådan set være startet for en rum tid siden, eftersom jeg i en række af mine seneste indlæg har været lidt over middeltvær. Men ikke, naturligvis, uden grund. Primært giver jeg andre skylden.

Jeg er, som folk, der kender mig vil vide, af natur en stoisk type og har i og for sig ikke for vane at gå rundt og hæve stemmen. Men én ting frustrerer mig nærmest dagligt – og da der på tidspunktet, hvor det sker, almindeligvis ikke er andre i nærheden, hæver jeg i stedet stemmen over for radioen. Ganske bogstaveligt. Hvorefter jeg besinder mig og slukker.

Det sker uvægerligt sådan cirka lige efter, at jeg er stået op, i tidsrummet fra klokken halv syv til kvart i otte hver morgen, når jeg tænder for P1. Grunden til, at jeg tænder – altså i den elektriske forstand af ordet – er for at få nyheder, og især for at få politisk stof. Jeg er afhængig af sidstnævnte – ikke fordi jeg ved noget om det, eller fordi jeg har i sinde at bruge det lidt, jeg ved, til noget. Men fordi jeg er mig – og fordi det er min vane.

Men forholdsvis ofte hænder det, at jeg i stedet for politik er så uheldig at droppe ind i et kulturelt indslag. Og, hvis det er en virkelig Tycho Brahe-dag: i en reportage. Reportage-formen, er jeg overbevist om, stammer direkte fra helvede, udtænkt af Satan eller én af hans teletubbies. Den er noget af det mest enerverende, jeg overhovedet kan forestille mig – bortset fra royale events. Og fra journalister, der omtaler 20-år-gamle begivenheder i nutid: “Hvad gør du så der?”

Lad mig sætte scenen på autentisk reportage-vis: En mand eller kvinde med den dér inciterende, billed-fremmanende stemmeføring forsøger at beskrive stemningen ved en Oscaruddeling, en kunstudstilling, en whatever, og hans eller hendes platituder afbrydes af skramlen i baggrunden (som akkompagnerer skramlet i forgrunden), samples fra ”Cats”-opførelse nummer 1.702, eller – det værste – den frygtede relevans-bid, interviewet, hvor vi skal høre, hvorfor lige præcis denne hiphopfortolkning af ”Den røde pimpernel” eller anime-version af ”Huset på Christianshavn” kan redde hr. og fru Danmark fra dagligdagens ”Vild med dans”-sump og forgylde tilværelsen med eksistentialisme-sexet overvejelse af vores allesammens rolle i universet, hjælpe os til at forstå andre kulturer, og bare generelt sige os en hel masse, vi véd i forvejen: nemlig fordi P1 repeterer det hver eneste morgen lige efter den obligatoriske påmindelse fra The Central Scrutinizer om, hvor meget vi hver især koster samfundet at have gående, fordi vi tillader os at ryge, drikke og generelt udvise livstegn.

Det absolut værste er, hvis jeg er så uheldig at falde ind i en filmanmeldelse; karakteristisk for sidstnævnte er, at der grundet en sær synkronicitet altid lige er premiere på en ny Eastwood, en ny Shyamalaylalalalyan, en ny Stone, en ny Scorsese – du ved, ham dér, der vistnok engang lavede en god film – eller en ny [indsæt selv gabende kedsommelig, men åh-så-vedkommende instruktør], men at det dybest set ikke kommer sagen ved, hvad der anmeldes; for beklageligvis har anmelderen forvekslet sit job med stillingen som oplevelsesøkonomisk følelsespræst, så han skal nok vide på morgenforførende facon at dysse os alle tilbage i den søvn, vi just, og ikke uden gryende fortrydelse, er udtrådt af.

Ikke én original tanke, ikke én personlig, ikke én, der antyder, at anmelderen har set film fra før i år, eller i det hele taget én, som er værd at stå op for: bare reportage, nærvær, aktualitet, føleri til sanseligheden strutter ud af ørerne og man vil save sin højre arm af for en direct-to-video-ligegyldighed om en nazikaptajn med varulvetilbøjeligheder eller Shannon Tweed i ”Fatal/Basic/Deadly whatever part VIII”.

Tak for opmærksomheden, mere pissesurt følger i løbet af ugen.

Pissesureuge – over and out

Der er cirka 50 minutter tilbage, før Pissesureuge officielt er forbi, og det er time to make amends. Jeg nåede aldrig rigtig at komme i gang, men alligevel – for en sikkerheds skyld – af hjertet undskyld til alle, der på den ene eller den anden facon måtte have taget anstød i løbet af ugen, der gik. Det var ik’ med vanilje.

Indkøbt i dag – for 25 bobs: Det Lovecraft-inspirerede computerspil “Call of Cthulhu: Prisoner of Ice”, nævnt af Mogens i denne kommentar.

Det er ikke dit bord!

For nylig stillede jeg – i et oprydningsforsøg – et lille bord med diverse VHS-bånd og uønskværdige bøger ud i gården og hængte et lille skilt med “GRATIS VHS’er – værsgo og ta” på. Planen gik som smurt, idet der efter nogle dage kun var et laset eksemplar af Leonard “jeg gi’r den bundkarakter, hvis den ikke er familievenlig” Maltins filmguide anno 1999 tilbage. Men her til morgen ser jeg, at bordet nu også er forsvundet. Det var, skal det siges, placeret på et sted, hvor det absolut ikke kunne genere folk, der skal ind og ud. Umiddelbart mistænker jeg viceværten — for viceværter er (husker jeg fra min tid på Trillegårdskollegiet) kendt for den slags meningsløs, anal adfærd. Under alle omstændigheder er det fuldstændigt urimeligt — og jeg håber, at vedkommende kommer til at gå ind i bordet.   

Pissesureuge – jeg kan ikke!

Vi er cirka halvvejs inde i Pissesureuge, og jeg har ikke fået bidraget noget nævneværdigt til konceptet endnu — men det er bestemt ikke pga. ond (eller i dette tilfælde: god) vilje. Jeg har forsøgt flere gange, men har hver gang fået skrevet to-tre linier og er så stoppet igen. Naturligvis er der masser af ting, man små-irriteres og pseudo-vredes over i det daglige — billetpriserne til Randers, opvask (hvorfor stopper det aldrig? er det en slags konspiration imod MIG?), Jens Hald Madsen der fra sit personlige bizarro-univers fortsætter med at så tvivl om DRs politiske neutralitet i dagens udgave af P1-debat — men kvalificerer det som pissesurhed? Næppe. Jeg vil fortsætte med at overveje mulige emner til Pissesureuge-indlæg og i stedet lade indlægget køre af sporet med en ekskurs:

Tilfældet Irene Simonsen. Jeg ved ikke rigtigt hvad det er med Irene Simonsen, men jeg har det ikke nemt med hende. Ihukom jeg i går, da jeg så en nogle-måneder-gammel folketingsdebat om forholdene i de danske asylcentre. Irene Simonsen er, tror jeg, en jovial type, og det er jo godt, ikke mindst for de mennesker, der omgås hende — men hun besidder – tror jeg ligeledes – ikke en voldsom portion situationsfornemmelse. Hun vil helst, bare, være glad. Og – som en tilføjelse til denne knivskarpe psykologiske læsning: Hun har ikke rigtigt forstået – eller vil ikke rigtigt forstå – alvoren i, hvad hun taler om. Hvilket får hende til at fremstå utroværdig, når hun taler om et så prekært emne som asylcentrene (hvad hun jo desværre, igen og igen, gør). Men dog ikke – i modsætning til de politikere, der har forstået alvoren og som bare er ligeglade – kynisk.

Nu hvor indlægget alligevel er faldet fra hinanden: En lille kommentar, foranlediget afl Jens Hald Madsens diskussion med Villy Søvndal i dagens P1 Debat efter den uvildige undersøgelsesgruppes offentliggørelse af deres konklusion om “Den hemmelige krig”. Det er ikke længe siden, at sociologen Henrik Dahl sammenlignede “centrum-venstres” tilstand med en psykose - en tilstand, hvor ”virkeligheden ikke gør det mindste indtryk på ens tankevirksomhed”. ”Befolkningen”, skrev Dahl dengang, ”som helhed har ikke mere lyst til at tage centrum-venstre alvorligt, end jeg eller nogen anden har til at tage en stakkels, psykotisk tosse, der raver rundt i S-toget som følge af distriktspsykiatrien, alvorligt”.

Man skal nok hedde Henrik Dahl for at kunne slippe af sted med at fremsætte en sådan sociologisk iagttagelse, men eftersom det er Pissesureuge, og man derfor gerne må lufte sine fordomme, vil jeg i denne uge tillade mig at mene præcis det samme om de, der fortsætter med at antyde, at DR ikke bestræber sig på at være neutral i deres dækning af politiske begivenheder. Det er langt ude, og det er udtryk for manglende virkelighedsfornemmelse. Og under alle omstændigheder gider “befolkningen som helhed” (en indviklet, teknisk-socialvidenskabelig kategori, som jeg her låner fra Dahl) ikke flere antydninger – hvis der er politikere, der seriøst drager DRs upartiskhed i tvivl, vil vi ha’ eksempler på bordet, så vi kan diskutere dem.

Det ku’, er jeg overbevist om, være meget værre.

 

Hvor er partilederdebatten?

Avismedierne har de sidste par dage skrevet ret meget om partilederdebatten, som fandt sted under Venstres sommertræf i lørdags. Jeg gik desværre glip af den, men ikke kun – kan jeg se bagefter – fordi jeg ikke var hjemme. Kan det virkelig passe – og hermed bygger jeg op til en blid overgang til Pissesureuge – at partilederdebatten kun blev tv-transmitteret af TV2 News og DK4? Det virker da helt forrykt, at almindelige dødelige med grundpakken ikke skal have mulighed for at se dén. 

Hvor er partilederdebatten, II

Så fik jeg set partilederdebatten fra Venstres sommertræf – tak til Gitte for Sputnik-tippet – og hertil blot en lille kommentar: Diverse politiske observatører har efter debatten først og fremmest forholdt sig til de medvirkendes form. Altså til, hvor meget de forskellige talere svedte, holdt sig til manuskriptet, hvor mange vittigheder de fyrede af, osv. Det er lidt ærgerligt – eller lad os i betragtning af at det er Pissesureuge blot gå planken ud og sige: røvirriterende – at det skal være sådan.

Det kan godt være, politikere tror – men det tror jeg nu ikke, at de tror – at de kan få folk til at sluge hvad som helst, hvis blot de siger det, mens de laver den rigtige armbevægelse. Men under alle omstændigheder – synes jeg – bør observatører først og fremmest forholde sig til indholdet. At give de medvirkende karakterer efter deres fremtoning er for billigt – så sandt som en fremstammet, forsagt undermåler af en nervøs sætning kan være mere dyb end én, der bruger 1000 tillægsord og går med stok og høj hat.

Vi er alle sammen i stand til at gennemskue, at Naser Khader er lidt nervøs, og at Anders Fogh Rasmussen og Villy Søvndal er de to mest rutinerede politiske retorikere blandt de tilstedeværende. Hvor er vi henne, hvis vi lader dét være det afgørende kriterium for, hvordan debatten gik? At Fogh og Søvndal kan køre veloplagt pingpong-spil med sarkastiske replikker om statsministerens tre standardbemærkninger eller Søvndals land-rovers benzinforbrug gør dem charmerende og underholdende – men det gør dem ikke nødvendigvis mere overbevisende. Og den skelnen, tror jeg, kan folk godt finde ud af at lave.

Dansk politik lige nu er spændende – mere spændende, end den har været længe – og partilederdebatten giver et meget godt billede af, hvor de forskellige aktører befinder sig henne. Debatten er også humoristisk og stikkende på den venskabelige måde. To udmærkede grunde til at se den (instruktioner om, hvordan man gør det, kan læses her: http://lgp.smartlog.dk/hvor-er-partilederdebatten–post108221#comment-3).