Lewis

Seriestart i morgen klokken 22.00 på DR1.

Stroszek

Håber, alle havde en festlig Halloween i går. Jeg har brugt lørdagen indtil videre på at vaske tøj, gå en tur på 12.700 skridt, anmelde “The Astro-Zombies”:

… og på at se Werner Herzogs tragikomedie “Stroszek“. Kulsort, rørende, meget, meget sjov – og en af Herzogs bedste. Se den. Her er et klip fra finalen, efter at Brunos amerikanske drøm er gået i vasken:

Jeg har også, langt om længe, fået taget hul på “Lewis”, opfølgeren til “Inspector Morse”. Anders har venligst udlånt de to første sæsoner, og jeg glæder mig som en gris til at se resten. 

Mens jeg gik tur – for det, at læse og gå, har jeg engang lært af en texaner – færdiglæste jeg “Second Viennese School”, New Grove-bogen om Schoenberg, Berg og Webern, og i går blev jeg færdig med “A Few Quick Ones”, Wodehouse. Er nu gået i gang med “Doctor Sally”.  

Morse Reloaded

Godt nyt for Morse-fans: “Inspector Morse” er tilbage på DR1. Vær med kl. 21.30 allerede i aften, når kanalen viser episode 1, “Døden i Jericho”.

Morse’s Optimism

Vundet i går på eBay – for £1 stykket: “Inspector Morse” soundtrack vol. 1-3. Og så fik jeg endelig set seriens første episode, “The Dead of Jericho”. 

Ragnarok

Som barn var jeg meget optaget af den nordiske mytologi. Når jeg i dag skimmer de tegninger, jeg producerede i stort antal dengang, kan jeg konstatere, at figurer og motiver fra vidt forskellige sammenhænge – nordisk mytologi, kristendom, levn fra seriehæfter m.v. – for mig er gledet ubesværet sammen i et selvstændigt univers. Det er også ret tydeligt, hvad der optog mig mest: nemlig volden. (Som vel, trods alt, også udgør et solidt tema inden for alle de tre nævnte traditioner.)

Tegningerne er fyldt til kanterne med figurer, der slås. Der er drama og handling og bevægelse på alle fronter. Det er måske derfor ikke så underligt, at jeg var særligt fascineret af den nordiske mytologis lære om de sidste tider - Ragnarok, der ifølge "Vølvens spådom" er endetiden, hvor guderne dør i kamp med deres modstandere, og verden drukner i blod. Med undtagelse af nogle ganske få overlevende, der bliver den ny tids pionerer. 

Ragnarok var fascinerende på samme måde, som actionfigurer var fascinerende. Som svaret på et brev til Super-Ove: "Hvem er stærkest af Edderkoppen og Grønne Lygte?" – sådan var Ragnarok. Men fortællingen var også fascinerende – og langt mere fremmedartet – som idé.

Jeg var således, fra tegneseriehistorier, ikke vant til, at heltene blev massakreret til sidst – til et så definitivt ophør. Ragnarokmyten er fortællingen om, at noget må vige for at give plads til det nye, det helt fremmede. Og dét er svært at kapere for et ungt menneske.

Og for et voksent, for den sags skyld. Senere kan man spore processen på mindre eksotiske, mere nærværende niveauer end tegneseriernes, jf. Leonatd Cohen: … springtime starts but then it stops / in the name of something new. Ragnarok er vilkåret nu, ikke forbeholdt fremtiden.

Som jeg vist nævnte her i bloggen for nylig, er det præcis det, der optager mig hos Tolkien: at hovedpersonen lærer at sige farvel til tingene, i den forstand at blive historisk, og leve – nu og her – i "farvelheden", som altså ad den led bliver en form for åbning til nuet. Man er automatisk plantet "There", men det er først i og med farvelheden, at man er "back again". Uden at have flyttet sig. Og kuren ligger, som det så poetisk hedder hos Tolkien, "at the end of all things". I ragnarok.

Som – især hos Wagner, men også delvist hos Tolkien – er en psykisk (og cyklisk) hændelse. Sauron, iværksætteren, er uudryddelig. Wikipedia skriver: "The term Götterdämmerung is occasionally used in English, referring to a disastrous conclusion of events." En katastrofal udgang på begivenhederne. Al handling i Ringen kan forstås som udslaget af en krise i en bevidsthed (nemlig Wotans, dvs. Odins), hvis forskellige facetter de isolerede figurer udgør. En slags nybrud finder sted – jf. Wotans ord til hustruen Frigg i "Die Walküre":

Stets Gewohntes nur magst du verstehn:
doch was noch nie sich traf,
danach trachtet mein Sinn.

… med det resultat, at den gamle verden – ikke prompte, men dog uafvendeligt – sygner hen og lægges i ruiner. I dag er det naturligvis undergangen i den ovenstående betydning - Wagners "psykiske" ragnarok frem for den nordiske mytologis "bogstavelige" blodbadsditto – der skræmmer og fascinerer. Fordi den nu engang er en omstændighed og et vilkår, man som almindeligt menneske må forholde sig til.

"Inspector Morse" og Wagner er for mig uløseligt forbundne fænomener, og jeg kan ikke komme i tanke om et mere dækkende billede på ragnarok end afslutningsbilledet fra Morse-afsnittet "Twilight of the Gods", som mimer udgangen på Wagners opera af samme navn – nærmere bestemt billedet af Valhalla, der går op i flammer – med en ikke mindre udtalt sans for katastrofe. (Billede følger senere.) Det er i mine øjne et af de helt bevægende øjeblikke i tv-historien (well… den del af den, jeg personligt kender til). I bunden af et glas øl, og yderligere beruset af den engelske landnaturs mystik, aner Morse hen ad eftermiddagen i episoden "The Remorseful Day" selv, at vinteren og ulven står for døren. Han giver A.E. Housman de sidste ord:

Ensanguining the skies
How heavily it dies
Into the west away;
Past touch and sight and sound
Not further to be found,
How hopeless under ground
Falls the remorseful day.

Johannes Gehrts (1855-1921), fremstilling af ragnarok.

Morse

Ganske uden sammenhæng med noget – og udelukkende bragt her, fordi jeg synes, det er vældigt godt (og lidt af hensyn til Anders, som jeg ved nu er blevet BIDT): et still fra "Inspector Morse"-episoden "Who Killed Harry Field?".

Døden i Jericho

Så er jeg færdig med min Morse-roman nummer 1, "Sidste bus til Woodstock", og er gået i gang med den næste (som vel at mærke ikke er den næste i serien, men som bare, tilfældigvis, er den, jeg har stående): "Døden i Jericho". Jeg synes allerede, den tegner (mere) lovende – eller også er det bare mig, der efterhånden begynder at føle mig hjemme i universet (det litterære, altså). I fredags gik jeg i Læsehesten i Randers i håb om, at de havde seriens andre bind stående til et par kroner stykket. De havde kun en hardback omnibus, som de ville ha' i omegnen af 70 kr. for. Den købte jeg ikke, men til gengæld kom jeg hjem med "Rend mig i traditionerne" på dvd (jeg anede ikke, den var ude), "The Original Illustrated Sherlock Holmes" (samlede noveller + "Hound of the Baskervilles" i flot hardback) og en lille paperback, "Worse Than Murder" af David Duncan (oprindeligt udg. som "The Bramble Bush" i 1948), som jeg købte pga. omslaget og indholdsbeskrivelsen: "… as exciting, as fast-paced, and as hardboiled as a two-ton tank". Jeg har helt klart noget med kriminal- og detektivlitteratur for tiden.

Sidste bus til Woodstock, III

Bror Bo har løst citatroblemet: Linien i "Sidste bus fra Woodstock" stammer fra et digt af Thomas Hardy, "Thought of Ph—a at News of Her Death":

Not a line of her writing have I,
Not a thread of her hair,
No mark of her late time as dame in her dwelling, whereby
I may picture her there;
And in vain do I urge my unsight
To conceive my lost prize
At her close, whom I knew when her dreams were upbrimming with light,
And with laughter her eyes.

Resten af digtet kan læses her.

Sidste bus til Woodstock, II

"Bliss was it in that dawn to be alive"-sætningen stammer fra starten på "The French Revolution", et digt af Wordsworth fra 1805, der slutter således:

Now was it that both found, the meek and lofty
Did both find, helpers to their heart's desire,
And stuff at hand, plastic as they could wish;
Were called upon to exercise their skill,
Not in Utopia, subterranean fields,
Or some secreted island, Heaven knows where!
But in the very world, which is the world
Of all of us,–the place where in the end
We find our happiness, or not at all!

Men jeg er stadig lost mht. det andet citat – "ikke en linie…" osv.

Sidste bus til Woodstock

Jeg læser for tiden Colin Dexter-krimi i bussen om morgenen, på vej til arbejde. "Sidste bus til Woodstock" (selvom mit stoppested faktisk er nærmere noget, der underfundigt nok hedder Dytmærsken… "Første bus til Dytmærsken"). Og så står der gudhjælpme på side 130:

"Et kvarter i otte var han blevet barberet, vasket og klædt på, og han følte sig frisk og fuld af selvtillid. Han skyllede resterne af sin sene kop pulverkakao ud…"

Og på næste side: "Han følte, at han havde genvundet sit sædvanlige, ukuelige humør…"

Pulverkakao? Ukuelige humør? Altså, den Morse, jeg kender – tv-Morsen – er meget sjældent super-optimist, og den ene gang, han er det – i afsnittet "Twilight of the Gods" – bliver han straks og behørigt tværet ud af skæbnens fede finger og hans love interest plaffet ned ved en fejl, så han ender med at sidde og gruble over forholdet mellem liv og kunst, og om han har taget parti for den forkerte af dem. Og han drikker da i hvert fald ikke pulverkakao eller ryger cigaretter, hvad bogens version (til gengæld) gør. Men ok – det er jo også debutbogen fra '75, så måske er karakteren ikke faldet helt på plads endnu.

Til gengæld synes jeg, sørgmodigheden i kapitel 18, hvor Morse går til halbal med en alt for ung sygeplejerske, rammer stemningen i serien helt pænt (ja, det er jo ret beset omvendt) – han mediterer til sidst over en digtlinie:

"Ikke en linie fra hendes hånd har jeg, ikke et enkelt af hendes hår"

… som jeg godt kunne tænke mig at vide, hvor stammer fra. Jeg har prøvet alle mulige snedige internetsøgninger og konsulteret "The Complete Inspector Morse", men uden resultat. Tidligere i bogen har Morse tænkt på en linie af Wordsworth: "Bliss was it in that dawn to be alive". Hvis det kan hjælpe. (Og Morses yndlingsdigter hedder A.E. Housman.)