Sopranos

januar 16, 2011

Photobucket

Tv-serier er ikke min stærke side; der er noget ved serieformatet, som ikke tiltaler mig, eller rettere ved mig, som ikke tiltales af serieformatet. Men der var, indtil for nylig, i al fald tre serier, som jeg i forskellige perioder har dyrket, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig. (Her medregner jeg ikke sit-coms, som jeg ser i overmål, men som er noget ganske andet.)

Alle tre er så at sige blevet set (af mig) på opfordring, for den slags er – som sagt – ikke noget, jeg genetisk tenderer i retning af. De var – i den opdagelsesrækkefølge, som også siger en hel del om, hvor jeg som person har bevæget mig hen: ”The Prisoner”, en science fiction-serie fra sidste halvdel af 1960erne, som jeg på det kraftigste vil anbefale ethvert ungt menneske med filosofiske tilbøjeligheder at stifte bekendtskab med. ”Ed”, en romantisk serie, der gav én en ubestemmelig og socialt opbyggelig følelse af at træde på luft. Og ”Inspector Morse”. Som jeg igennem årene allerede har skrevet rigeligt om her på bloggen.

For at kunne blive afhængig af en serie – for én som mig, der automatisk har en vis modvilje ved fænomenet – er det ikke nok, at den er spændende. Der findes talrige af den slags, som ikke interesserer mig, heriblandt al nutidig danskproduceret tv-fiktion. ”Borgen”, fx, er spændende – men den er ikke vedkommende. For mig. For serien skal (også) ramme på det gunstige tidspunkt. ”The Prisoner” bekræftede mig i en bestemt livsholdning, der som ungt menneske faldt mig nem at vedligeholde – en holdning, der pr. definition er kritisk. ”Ed” og ”Inspector Morse” gjorde det modsatte, dvs. provokerede og i sidste instans ændrede mig. Efter Morse begyndte jeg at gå med slips – noget, der blot et år tidligere ville have forekommet mig utænkeligt.

Til disse tre kan jeg nu lægge en fjerde, ”The Sopranos”. Også i dette tilfælde er der tale om en udefrakommende tilskyndelse, og også her er der tale om en provokation. Fra serien, forstås. Ikke mindst emnemæssigt, for mafiafiktion er (eller var) i min verden dødens pølse, og jeg kan ikke døje dén overvægt af stil, der som regel præger den slags dramatik. Men ”Sopranos” er alt det, man har rost den for at være: Intelligent, velspillet og humoristisk. Fortalt med aldrig svigtende indlevelsesevne og forståelse for almindelige menneskers komplekse motiver. Man bliver afhængig af figurerne, og man bliver bevæget, medmindre man er hård som sten, eller lader som om.

Men den er mere. Fiktion skal, hvis man vil tillade mig en fuldkommen idiosynkratisk påstand, tale til en krise i én for at gøre blivende indtryk. Krise forstået ikke som sammenbrud, men som ændringsproces. Og ”The Sopranos” er, for mig, lige nu, psykologisk provokerende. Ikke fordi den tager et emne, der i fiktionens verden traditionelt males sort-hvidt, og gør det gråt – deri består, kan man sige, det begavede, men ikke (for mig) det provokerende. Men, altså, fordi, den taler til en slags krise. I en grad, så jeg, når bølgerne går højt, konsumerer fem afsnit om dagen – noget, jeg aldrig, aldrig har haft tålmodighed til før med nogen anden tv-serie.

”The Sopranos” har, for nu at gøre en lang historie kort, åbnet en slags dør for mig. I de sidste tre år har jeg formentlig brugt mere tid på World of Warcraft end på nogen anden enkeltaktivitet – og måske er der, undervejs, noget, jeg har glemt. Lidt. Noget privat, og – i mangel af bedre ord – eksistentielt.

Man skal pleje sine åbne døre, i ydmyghed overfor emnet, så det vil jeg fortsætte med at gøre, imens jeg indtager de resterende 2½ sæson af serien (jeg kom skævt ind, så jeg mangler i skrivende stund sæson 1 og 2 og halvdelen af sæson 6). Men hermed blot en (slags) forklaring, til familie og venner, hvis jeg pludselig virker unormalt interesseret i mafiarelateret alfahan-adfærd. Jeg planlægger ikke et bræk. På ære.


Now You’re A Man

marts 1, 2010

Og en achievement fra det virkelige liv: I sidste uge tog jeg mig sammen og bestilte tid hos den lokale tandlæge, Jette Odgaard. Nemlig til kl. 8.30 i dag. Det er, i parentes bemærket, mit første tandlægebesøg siden 1994, hvor jeg gik ud af folkeskolen – i øvrigt som (citat) en yderst velfunderet og velbegavet elev med gode kreative egenskaber og stor faglig kunnen (citat slut), der helt sikkert vil (citat) vide at sætte sit personlige præg på de omgivelser, han kommer til at virke i (citat slut).

Med andre ord mit første tandlægebesøg i godt og vel 16 år. Og jeg havde – urimeligt nok – 0 huller. Kun en masse tandsten, som nu er væk. Medarbejderne var i øvrigt præcis lige så søde, som de ser ud på billedet. Det var damen yderst til højre i øverste række, der førte mejslen.

Og her – som en hyldest til tandlæger – “London Calling” med The Clash. Fra pladen af samme navn – som jeg i fredags købte sammen med “The Man From Utopia” (Frank Zappa), “Robyn” (Robyn) og “Det Snurrar I Min Skalle” (Familjen).


Filmstop-stoppet

december 12, 2009

Det er den 12. december og dermed præcis en måned siden, jeg indledte mit filmstop. Jeg gratulerer mig selv, maner til besindighed udi filmindkøbene fremover og erklærer hermed filmstoppet for officielt til ende.


Filmstop – dag 27 (The “Annie’s Song from ze John Denver, died in a plane crash” Special)

december 8, 2009

Det virker som en tåget drøm, men ikke desto mindre: Der er få dage tilbage af filmstoppet, og jeg er endnu ikke bukket under. Har dog på det seneste bemærket en tic ved venstre øje, lidt mavekneb og så min ene arm, der er faldet af. Men det er småting i betragtning af, at The Grand Plan ser ud til at gå igennem. Baunvig, spis din hat! Faktisk har jeg i den sidste uges tid fået set pænt mange film, idet jeg har hægtet mig på Uncut.dk’s december-review-o-rama. Én anmeldelse pr. dag i december frem til den 24. – og så er der jo ligesom ingen vej udenom. Har sidst set “April Fool’s Day” (remaket), “Swamp Thing”, “The Cat and the Canary” (originalen), “Count Duckula: Vampire Vacation”, “Behind the Mask: The Rise of Leslie Vernon” og en dansk folkekomedie ved navn “De kloge og vi gale”, som det har taget mig fem ombæringer at komme igennem.

Her er lidt tysk panfløjte. Tag og se den.


Filmstop – dag 3

november 14, 2009

Det er kun eftermiddag, og det har allerede været en top-dag set med filmstopbriller. Den opfylder alle kriterier: A) Jeg har ingen film købt, og B) Jeg har fået set nogle film. Nemlig “Brothers Grimm” – de sidste to tredjedele, som jeg manglede – og Joe Dantes “Homecoming”, som jeg nu er halvvejs inde i. I går aftes genså jeg første tredjedel af “The Exorcist” – med henblik på et mini-review til Uncut.dk’s nye anmelderstafet. Jeg gør, som man fornemmer, meget i dele… faktisk en hel del.

Dagens projekt i øvrigt – som også knytter an til filmstoppet og pladsproblemet – var en oprydning/rengøring i den ene af mine bogreoler. Det tog cirka 2½ time, men var givtigt. Fik sorteret tre sorte sække med bøger fra, hvoraf de fleste – selvom det stikker i hjertet – nok ryger i containeren. Et filosofisk-matematisk spørgsmål – thi jeg har i dag læst “Rosa og blåt” af Borges, som omhandler logikkens begrænsninger – hvordan kan det gå til, at en bogreol – efter at man har fjernet tre sækkefulde bøger fra den – stadig er helt fuld?

Dagens heavy – i tråd med eksorcisttemaet: Judas Priest og “Demonizer”.


Filmstop – dag 2

november 13, 2009

Stadig ikke tegn på abstinenser, om end jeg må være varsom og opmærksom på hver en lille tilskyndelse – og frem for alt ikke bukke under for en eventuel bølge af weekend-købe-glæde, der måtte ligge på lur ved fyraftenstid. (Sov kun lidt i nat, er måske derfor et ekstra let offer for ubevidste impulser… hvad var det Jung sagde… ”heil Hitler?”). Er ved godt mod, humør og opsat på at gøre indhug i filmbunken i weekenden. I går var indsatsen i så henseende beskeden, da jeg snuppede 30 minutter af en Paul Naschy-film, ”Werewolf Shadow”. Med den rate vil jeg altså nå igennem 1 film hver tredje dag, eller 10 film på en måned. Det er for lidt – set i en feng shui-optik. Men nogle af dem vil med lidt held være totale fusere, og jeg vil kunne afbryde få minutter inde i handlingen. Som en gammel haiku lader vide: Man må gå til dommedag med løse ender, når man kun har få kvadratmeter.

13:29: Lille hurdle overvundet. Trashede netop Play.com’s mail med juletilbud i min indbakke.


Filmstop – dag 1

november 12, 2009

Måske – tænker jeg i lyset af Baunvigs kommentar til mit filmstopindlæg – kunne det være en idé at føre en slags dagbog i bloggen. Bare for på den måde lige at objektivisere trangen – hvis den sku melde sig.

Dag 1
Iværksatte efter nogen afvejning af pro et contra projekt filmstop 2009: ingen film må indkøbes med henblik på personlig fornøjelse fra i dag og en måned frem. Der var visse skeptikere, som i den anledning opløftede deres røst, men jeg er indtil videre fortrøstningsfuld og opsat på at stå pinen igennem. Spiste en shawarma til middag foran Alm. Brand. Vil forsøge mig med en film i aften.


Et løfte i november

november 12, 2009

Nå. Der kommer et tidspunkt i ethvert menneskes liv, hvor stjernerne falder i hak. Hvor bæltet skal strammes, og en mand må være en mand. Hvor der kun er det tynde øl tilbage, og hvor skraldet skal bæres ud. Hvor næven må bankes i bordet, stålviljernes tid oprinder, hvor bullshitten må kløves med hardtalk, og hvor der i det hele taget simpelthen bare ikke er plads til flere DVD’er i ens 30 kvadratmeters lejlighed. Det er langt mere ambitiøst end noget, du har set i tv’s talentshows, men der er ingen vej udenom: fra i dag, hin 12. november 2009, erklærer jeg filmstop i en måned. Ingen filmindkøb* fra nu af og frem til 12. december, i hvilken periode jeg så til gengæld højt og helligt lover at bestræbe mig på at se nogle af de film, jeg allerede har købt, og skaffe mig af med dem, jeg ikke kommer til at se igen. Jeg siger med Shakespeare:

- “It will be rain tonight.”
- “Then let the rain come down.”

(*) Minus filmindkøb i forbindelse med julegaveindkøb og til brug i Uncut.dk’s ”Anmelderstafet”.


10 hurtige

oktober 1, 2009

Det går op for mig, at jeg af Mette er blevet opfordret til at fortælle 10 ting om migselv. De kommer her – og det bliver de 10, der hurtigst falder mig ind, ikke nødvendigvis de dybeste sandheder.

Ting nummer 1
Jeg er afhængig af De Sorte Spejdere og hører i snit dagligt mindst én af de hundredevis af episoder, jeg har på lager.

Ting nummer 2
Jeg er dårlig til at tale i telefon og ringer næsten aldrig på eget initiativ til venner, familie og bekendte.

Ting nummer 3
Jeg elsker gyser-, science fiction- og fantasy-film og komedieserier.

Ting nummer 4
Jeg taler til radioværterne, når jeg hører morgenradio.

Ting nummer 5
Engang i min barndom nød jeg brætspil, men jeg har glemt, hvordan man gør. Nyder dem, altså.

Ting nummer 6
Jeg keder mig aldrig.

Ting nummer 7
Jeg har engang haft en Inspector Morse-mani, i hvilken periode jeg gik med slips. Jeg vil ikke udelukke, at det ku’ ske igen.

Ting nummer 8
Jeg taler ikke ret meget, og derfor har jeg let ved at vegetere. Eller også er det omvendt.

Ting nummer 9
Når jeg går, hæver jeg nogle gange armene en anelse i vejret og ser mig selv som Barnaby.

Ting nummer 10
Jeg synes, at clogs – de der farvede træsko med huller i – rangerer blandt menneskehedens hæsligste opfindelser.

Jeg tagger Paw og Henrik.


CD-oprydning

februar 7, 2009

Har brugt en times tid på at rydde lidt op i mine cd’er, hvilket – når det sker, og det er sjældent – altid føles lidt som juleaften. Fordi jeg (gen)opdager, at jeg har en masse plader, jeg midlertidigt havde glemt alt om, og får lyst til at lytte til dem igen. Man hører ofte, at cd’en er død, men det er i al fald ikke her hos mig, at den er det. Har i dag foreløbigt været igennem “Running on Empty” (Jackson Browne), “The River”s anden plade (Springsteen) og “Are You Passionate?” (Neil Young).

At rydde op i musiksamlingen er en kunst, fordi det indebærer en moden og nogenledes nøgtern sondring imellem cd’er, man vitterligt aldrig kommer til at høre igen (fordi det kun var en fase, og som man derfor roligt kan skille sig af med, medmindre man fik sit første kys til dem), cd’er, man ikke har hørt i nogen tid, men som så at sige er sæson-cd’er, og endelig cd’er, man rent faktisk hører. Det sidste er, i mit tilfælde, næsten altid kun en håndfuld, men altså en foranderlig håndfuld.

Jeg er selv en røv til det – fordi jeg ikke nænner osv. - men man har jo på den anden side kun så meget hyldeplads, man har. Som en slags kompromis lavede jeg i dag en papkasse (ud af den gigakolonorme kuffert, mit nye PC-grafikkort kom i), hvori jeg – uden rigtigt at vide, hvor jeg går hen herfra – har anbragt nogle af de mere tvivlsomme plader. Tvivlsomme – ikke i betydningen, at de er dårlige, men at jeg bare pt. forholdsvis sjældent lytter til dem – fordi jeg er mig. Her er nogle af dem:

Photobucket

Army of Lovers: “Massive Luxury Overdose”

Photobucket

Weird Al Yankovic: “Poodle Hat”

Photobucket

“Starsky & Hutch”-soundtracket

Photobucket

Peter Belli: “Ribbet og flået”

Photobucket

Nina Hagen: “Revolution Ballroom”

Photobucket

Tom Jones: “Carrying a Torch”


Follow

Get every new post delivered to your Inbox.