Jeg har gjort flittig brug af “Atmosphere Ambient Soundscape Generator”, siden jeg installerede programmet tidligere på måneden — og har efterhånden indsnævret mit yndlings-lyd-miljø, som er skabelonen “Night Stream” – men minus den meget anmassende cikadelyd i baggrunden “Night”. Afkrydser man dén, altså “Night”, resterer der lejrbålsknitren, stilfærdigt strømmende vand, insektlyde i det fjerne – og lejlighedsvise ytringer fra ugler (som jo, trods alt, var det, jeg i udgangspunktet var på udkig efter). Programmet, som er gratis i Lite-versionen (og spyware-frit), kører lige så stille i baggrunden, uanset hvad man i øvrigt foretager sig på computeren. En slags pejsevideo – bare (kun) med lyd. Og uden pejs. Det eneste problem er, at jeg – således indsvøbt i rare lyde – lidt får en tendens til at vegetere foran skærmen. Mere end jeg plejer, altså.
Uglelyde ønskes, II
august 12, 2007Fantastisk! Har downloadet og installeret “Atmosphere Ambient Soundscape Generator”, som kan hentes i en gratis Lite-version fra denne side. Man kan vælge imellem skabelonmiljøer så som “Ocean Night”, “Rainy Day”, “Forest Stream” osv. – eller sammensætte sine egne miljøer, som består af baggrundslyde og såkaldte “random sounds” – bl.a. “Termite”, “Grass Dart” og “Leaf Climber”.
Uglelyde ønskes
august 12, 2007I “I’m Alan Partridge”-afsnittet “Alan Attraction” kurtiserer Alan en af sine medarbejdere ved at tage hende med på en tur til et uglereservat. Og i talkshowet “Knowing Me Knowing You” betror Alan seerne, at han har “a recurring dream in which” han er ”an owl that could emit pellets”. Jeg forstår udmærket Alan Partridges fascination af ugler og har netop fundet denne side med uglelyde. Links til andre sider med uglelydklip modtages med taknemmelighed – og jeg modtager også meget gerne links til lydklip med blæst, regn og andre naturlyde. Jeg har tidligere lånt nogle cd’er af nævnte skuffe på biblioteket, men desværre er de ofte enten for larmende med vandfald eller bølger, der tonser løs, eller for eksotiske. Det skal være ganske almindelige lyde og helst ikke for larmende.
Skrevet af larsgorzelak