Burning Hearts in Hell

En Leonard Cohen-favorit, “If It Be Your Will” – i Webb-søstrenes hjemsøgende fortolkning. Med tak til Susanne for den venlige kommentar.

Leonard Cohen Live in London

Jeg har ikke fået skrevet noget om udgivelsen af Leonard Cohens Londonkoncert på CD og DVD, som fandt sted i slutningen af marts/begyndelsen af april – og jeg har i det hele taget ikke skrevet meget på det seneste. Blogmæssigt.

Mht. Cohen kan jeg forsvare mig med, at jeg skrev et indlæg i anledning af Århuskoncerten, som jeg – ligesom eksstatsministeren – i det fulde fortsat kan henholde mig til. Og jeg opbrugte vist så rigeligt min Cohen-kvote i 2008.

Men altså, blot for lige at sætte på spidsen: Det er fjantende ligegyldigt, om man gik glip af koncerterne eller ej, eller hvad man i øvrigt fornøjer sig med at lytte til: “Live in London” er årtiets albumudgivelse, og der er ingen undskyldning. For ikke straks at fise ud – osv.

Og køb endelig DVD’en også. Her er Sharon Robinsons hjemmeside. Her er The Webb Sisters comes in twos. Og her er Javier Mas på myspace. Min egen favorit efter adskillige gennemlytninger: den hypersexede, lange version af “I Tried To Leave You”, som afslutter pladen. Og som hovedsageligt består af halvsoloer – eller hvad det hedder, når det kun næsten er en solo – fra samtlige musikanter.

Sidst læst: Schopenhauer, “Kunsten altid at få ret. Tre små skrifter”. Jeg ville egentlig have skrevet noget om Bob Dylan og lykke i den anledning, men det får vente.
 

Ny Leonard Cohen-live-cd

Lige pludselig blev mandagen mærkbart mere eksalteret. Jeg læser – via Carsten, som gør opmærksom på det på Facebook – at sangene fra Leonard Cohens World Tour 2008 ultimo marts udkommer på både cd og dvd, i alt 26 numre fra en af London-koncerterne. Cohens Århus-koncert i juli sidste år var den største koncertoplevelse, jeg personligt har haft – ikke at det nødvendigvis siger ret meget, for jeg er ikke nogen koncertperson – og jeg vil glæde mig som en gris med luskede udsigter til at genhøre sangene. Som – synes jeg – aldrig har været fremført bedre. Heller ikke af Cohen.

Lyssky type med banan

Forside til “I’m Your Man” – seneste plade i min række af Leonard Cohen-genlytninger:

Pladens afslutningsnummer, “Tower of Song”, opført ved Montreal-koncerten i 2008-verdensturneen:

Til forsvar for kvinder

Er gået i gang med at læse H.L. Menckens “In Defense of Women” (1918), som er et vittigt, polemisk indlæg i kønsrolledebatten i Menckens samtid – og, som jeg forstår ud fra de første 40 sider, et forsvar for den tese, at mænd fortrinsvis besidder praktisk intelligens – dvs. gør sig godt i samfundsanliggender, hvor det blot drejer sig om at løse “purely technical problems” og mestre så og så mange spilleregler – mens kvinder er i besiddelse af et anderledes fundamentalt skarpsyn, der gør dem i stand til at træffe afgørelser i livsvigtige anliggender.

“They see at a glance” – skriver Mencken et sted – “what most men could not see with searchlights and telescopes; they are at grips with the essentials of a problem before men have finished debating its mere externals. They are the supreme realists of the race. [...] Men, too, sometimes have brains. But that is a rare, rare man, I venture, who is as steadily intelligent, as constantly sound in judgement, as little put off by appearances, as the average woman of forty-eight”. Mencken anser bl.a. det monogame ægteskab for at være en handel, der uvægerligt falder ud til kvindens fordel, og hvor “the great majority of women, in this clear-cut and endless conflict, make manifest their substantial superiority to the great majority of men” – idet institutionen efter Menckens mening ikke ville fortsætte, såfremt kvindens overtalingsevner (og dermed intellekt) ikke var mandens overlegne.

Flere af Menckens pointer er træffende og har sikkert også været cutting edge i 1918; det, andre har kaldt kvindelig intuition, kalder han intelligens, mens manden til gengæld hos Mencken er den romantiske, emotionelt flyvske. Visse steder virker det unægteligt som om, han lader sig forblænde af selvkonstruerede idealer, eksempelvis når han vikler sig ind i romantiseret hyldest til kvindernes “greater self-possession, their saner weighing of considerations, their higher power of resisting emotional suggestion”. Jeg tror, på ét plan, at Mencken med sådanne formuleringer tager fuldstændigt fejl (selvom han godt nok hermed ufrivilligt selv kommer til at eksemplificere den maskuline flyvskhed, han hentyder til). Kvinder er ikke – i dag i al fald - mindre emotionelt påvirkelige end mænd, og de er ikke, som helhed, et stoisk slæng, der køligt afvejer rationelle alternativer mod hinanden, mens mænd leger børsmæglere eller andre samfundslege. På den anden side er jeg lidt fascineret af tesen om et særligt kvindeligt klarsyn eller en feminin “realisme” - nok, i al fald, til at jeg vil læse bogen færdig.

Gårsdagens cd var Leonard Cohens “Various Positions”. Et must i enhver pladesamling.

Tilføjelse: Mens jeg genlæser indlægget, kommer jeg til at tænke på et dybsindigt citat af Lara Flynn Boyle fra “Men in Black II”: “Silly little planet. Anyone could take over the place with the right set of mammary glands.”

The open-hearted many

… The broken-hearted few. Efter en lille pause, hvor jeg har været på sommerferie i det vestjyske, fortsætter rækken af Cohen-gennemlytninger. Dagens Leonard er “Recent Songs” fra 1979. Den, bl.a., med “Came So Far for Beauty”, “The Guests”, “Ballad of the Absent Mare” - og “The Traitor”, her med blomster:

 

Cohen i Forum

For dem, der missede superkoncerterne i Århus og Kbh. i begyndelsen af juli: “7.000 personer får mulighed for at opleve Leonard Cohen ved en koncert i Forum den 17. oktober. Der vil kun være siddepladser, og de kommer til at koste fra 360 kroner og op til kr. 675 kroner”, skriver Politiken.

Cohens femte

Dagens Leonard Cohen-plade er “Death of a Ladies’ Man”, produceret i 1977 – af Phil Spector efter hvis ét instrument lyder godt, så lyder to dobbelt så godt-princippet. Uanset hvad, så lyder albummet ulig noget andet i Cohens produktion. “Memories” - som figurerer i en uendeligt bedre indspilning på live-pladen “Field Commander Cohen” – lyder eksempelvis her, som om det synges af en syg mand i en tunnel, mens nogen afholder grisefest i nærheden. Forvrængende effekter er brugt fuldstændigt hensynsløst på de fleste af numrene. Wikipedia skriver: “Before Cohen had completed his vocals, Spector barred him from the studio (supposedly under armed guard) and mixed the album by himself. For this reason some of the songs only have “guiding vocals” originally meant to be redone later”. ’Nuff said. 

Cohen udgav året efter bogen “Death of a Lady’s Man”, som også indeholder teksterne fra sangene. To af numrene fra “Death…” fandt vej til Cohen-fordanskningsprojektet “På danske læber” i 2004, nemlig “Pergament Hotel” og “Minder” af hhv. Nikolaj Nørlund og Jens Unmack.

Filosoffernes rosenhave

Blåt solskin

Ferie! Dagens Cohen er “Live Songs” fra 1973, en CD, jeg ikke har lyttet til i mange år. Den er en del bedre og også mindre trist, end jeg huskede den til, og indeholder bl.a. fremragende live-versioner af “You Know Who I Am”, “It Seems So Long Ago, Nancy”, “Bird on the Wire” og “Tonight Will Be Fine” (i country-fortolkning). Cohens stemme lyder mere sikker end på de tidligere plader. Har lånt “Blue Alert” – med Anjani – på biblioteket.

Aftenens film var “Blue Sunshine” (1976), en mærkelig gyserfilm om et lsd-lignende stof – titlens blå solskin – der får folk til at tabe håret og gå amok.