Authenticity in music

In a talk on authenticity, a friend of mine recently remarked – while I was playing a piece by The Orb for him – that anyone could make music like that. That is to say: Music that does not depend on the genius of the artist or the authenticity of his/her feelings, but is a matter, so to speak, of filling a space with objects. Like writing poetry – or painting – is (or can be) a matter of space-filling.

By a coincidence, a few days ago I took up reading Plato again – and today I am reading his dialogue “Ion” which deals with the topic of artistry and genius. So, since the theme keeps popping up, perhaps I’d better chip in.

Now, I don’t find the idea that anyone can make music particularly scary – but I don’t find it true either. Personally, I’m usually not all that interested in the feelings of the artist, and for this reason I hardly ever read biographies. But I do care whether a composition evokes feelings in me or not. The following is a synth piece called “2/2″ by Brian Eno, from his “Music for Airports” album. It’s my favourite Eno piece – and indeed one of my favourite pieces of music.

It’s also an example of what you might call authenticity in form. The music is made from a series of tape loops in different lengths that together form an unpredictable pattern – unpredictable not just to the listener, but to the artist. The latter made the bits and set things in motion, but then went to eat a sandwich while the thing went on. So to speak.

The images that this piece conjures up in my mind are not of majestic celestial scenes or dazzling sunsets such as those you’ll find in the youtube video. Rather, this music makes me think of synchronicity, the way events combine uncontrollably in our lives, and the importance of trying to create subjective meaning from them. Like reading Plato, meeting my friend, and listening to ambient music – and me writing this. If I should define its feeling, I would describe it as an unobtrusive sense of triumph.

Kjærsgaard og kulturen

Pia Kjærsgaard har travlt for tiden – så travlt, at Lene Espersen nu har bedt hende om at holde mund. Den regeringsdør, der takket være Brian Mikkelsen for nylig stod på klem, ser således ud til – tilsyneladende – nu at være mindre åben. Og Kjærsgaard har i så fald ikke andre end sig selv at takke for det. Kunne man sige.

Jeg har i det seneste års tid eller mere ikke skrevet meget om politik på bloggen – bl.a. af den årsag, at jeg før da skrev en hel del om politik: herunder også meget, som jeg i dag ville have skrevet anderledes. Men det er svært – når man kommer for skade at læse Kjærsgaard. Ikke at føle trangen til at replicere. Og hvorfor la’ vær’?

Alle og enhver – det siger sig selv – er helt og fuldt ud berettiget til at have en egen mening om, hvad der er kunst, og hvad der ikke er – og i forlængelse heraf om, hvad der er god kunst. Også politikere. Det pinlige ved Kjærsgaards udtalelser er ikke, at hun foretrækker det, hun kalder ”folkelig naturalisme”. Der er til gengæld masser af andet, der er pinligt.

Det er pinligt, at Kjærsgaard selv helt indlysende er lige præcis den smagsdommer – ganske vist ikke elitær, men så er hun til gengæld totalitær – som hun klandrer andre for at være. Det er Kjærsgaard, der ønsker at reducere kunstens felt og fastlægge linjen for den gode smag. Og det er Kjærsgaard, der – f.eks. i Rifbjergs tilfælde – ikke kan finde ud af at adskille kunst og politik, selvom det er lige præcis dét, hun beskylder andre for ikke at kunne.

Det er pinligt, at Kjærsgaard tilsyneladende mener, at manglende forståelse i sig selv er en kvalitet hos en kulturminister – og at man til vurderingen af et værks kunstneriske relevans ikke behøver andet end en umiddelbar reaktion, så som væmmelse:

”Jeg kan heller ikke se – selv om jeg har al mulig respekt for Bjørn Nørgaard – at hans parterede hest har noget med kunst at gøre. For det har det ikke. Punktum. Væk.”

Punktum, væk folkens. Ikke skyggen af argumentation, ikke antydningen af indsigt i værkets kulturhistoriske baggrund, eller for den sags skyld af lysten til at diskutere værkets relevans og kontekst med nogen som helst, der måtte vide noget herom. Kjærsgaard véd selv, modsat os andre, der må drøfte os frem til det, hvad kunst er – fordi hun kan føle – og dermed er alt, tilsyneladende, sagt. Punktum.

”Jeg plejer at sige, at dansk kultur handler om tre mennesker, der løber nøgne hen over en scene og siger ’pling’. Hvorfor er der ikke nogen, der tager alvorligt, hvad den almindelige dansker finder interessant?”

Tre nøgne mennesker, der siger pling. Dansk kulturhistorie, folkens.

Det er pinligt, at Kjærsgaards retoriske taktik – igen – kan reduceres til at gøre sig til talskvinde til ”hr. og fru Danmark”, eller, som ovenfor, ”den almindelige dansker”. Hr. Danmark – det er mig. Og danske værdier, det er mine. Og værdier tilhørende mange andre, der ikke kaster op over Rifbjerg, som i dansk kultur kan fornemme andet end plinglyde, som i det hele taget er interesserede og nysgerrige snarere end forarget. Det er for eksempel dem, der kommer på museerne – og som bare nøjes med at gå udenom alt det, der ikke siger dem noget, uden nødvendigvis at fratage det dets eksistensberettigelse.

Pia Kjærsgaard ville være en uheldig kulturminister – ikke fordi hendes personlige smag går i retning af det naturalistiske. Men fordi hun sætter alt for mange punktummer.

Leaves of Grass

Mere i den poetiske afdeling: Der er i denne verden en del bøger, jeg beklageligvis aldrig har læst (til ende), selvom jeg helt klart burde gøre det. Og også har lyst til at gøre det. En af dem er Walt Whitmans “Leaves of Grass”, som formentlig er en af de vigtigste digtsamlinger ever. Rent historisk, altså. Og det skal der gøres noget ved. (Ikke at den er vigtig, men at jeg ikke har læst den.)

Er foreløbigt cirka 100 sider inde i Whitmans foretrukne version, ”dødsseng”-udgaven, og er netop igennem “Song of Myself”, et af bogens centrale langdigte. Det føles – synes jeg – lidt som om, jeg allerede har læst bogen, hvilket kun skal forstås som en kompliment til Whitman. Vi er – så at sige – stadigvæk midt i ham, i hans æstetiske projekt om ikke i hans humanistiske. Jeg er mest overrasket over det stærke mysticistiske præg i bogen. Nogle passager er som taget ud af “Corpus Hermeticum”. 

“They profane it, who reveal it”

Jeg læser for tiden en lille bog af James Sutherland, vistnok skrevet i 1950, som bærer den forholdsvis usexede titel “A Preface to Eighteenth Century Poetry”. Sutherland gør det, som akademikere som regel gør, nemlig at tage en karikeret påstand – 1700-talslyrikerne var livsforskrækkede snobber uden føling med tilværelsens irrationelle aspekter – og derefter påpege gennem eksempler og argumentation, at det reelle billede var mere nuanceret end som så.

Bevægelsen, den historiske som Sutherland opridser, går fra 1700-talslyrikkens fokus på det generelle, evige og fællesmenneskelige (idet man med menneskelig altså hentyder til det raffinerede, kultiverede, selvcensurerede menneske) til post-Wordsworth-lyrikkens tiltagende fokus på detaljen, på individet, på det afvigende og på det irrationelle.

Allerede på Sutherlands tidspunkt er bevægelsen delvist ført videre ud i føle-poesien, en slags mumlen-for-sig-selv som han kalder det, hvor vi vel et eller andet sted fortsat befinder os. Føle- eller bekendelsespoesien er – om end den naturligvis ikke er enerådende – stadigvæk et vilkår, og også udenfor poesien, overalt hvor folk har mobiltelefoner især.

Men på den anden side: den omklamrende FØLING giver også ny benzin til en distancens patos; det usagte, underbetonede, antydede osv. bliver autenticitetens område og ikke, som i dele af 1700-tallets litteratur, til det ORDINÆRE, slet og ret en omgangsform. Tænker jeg.

Sutherlands ærinde er for så vidt uskyldigt nok, for så vidt han egentlig blot ønsker at fremme forståelsen for det 18. århundredes lyrik på periodens egne præmisser. Det er alright og ikke automatisk en forbrydelse, siger han, at være konservativ, og selvfølgelig er det (ikke) det. Visse hårdt tilkæmpede værdier og ordninger, etc.

Men det er også i orden som kunstner ikke at være det – at turde eksperimentere og afsøge nye territorier. Som Brian Eno vistnok har sagt, eller noget lignende: at gå for langt ikke nødvendigvis for at blive der, men for at være bevidst om feltet. Bagefter kan man altid retirere og begrænse sig til de samme 7 toner.

Og jeg kan ikke, hvor villigt jeg end forsøger at sætte mig ind i synspunktet, for alvor mene, at den demokratiseringsproces af lyrikken – som jo består af lyrikkens absorption af det fulde menneskeliv, ikke kun det raffinerede eller censurerede, og dermed dens åbning mod alle potentielle emner - ikke er en god ting. En hensigtsmæssig ting, set ud fra et kunstnerisk synspunkt.

For selvom min poesi - den jeg fortrinsvis læser, og den jeg skriver – er post-Whitman, dvs. en poesi som potentielt kan indbefatte alt, er jeg stadigvæk i stand til at finde værdi og æstetisk nydelse i et køligt, distanceret og lynende velkalkuleret 1700-talsdigt. Og dét, udover selvfølgelig en afgrundsdyb forskel i talent, er forskellen på mig og de historiske, ahistoriske digtere, Sutherland skriver om – en forskel i åbenhed, en lyttevillighed. 

Jeg har netop – og det er egentlig baggrunden for min meget lange indledning – bestilt denne udgave af Purcells “The Fairy Queen” (1692), som jeg i disse dage lytter til på min mp3. Foranlediget ubevidst - givetvis – af min læsning af Sutherlands bog. 

Min første gennemlytning var en flad fornemmelse, men da jeg fik fat i en libretto og kunne følge med, blev jeg – og tilgiv mig bekendelsesattituden - hurtigt anderledes bevæget. Især af disse vers fra semi-operaens II. akt, den første af de tre korte godnatsange, sunget af tre mytiske personager (“Mystery”, “Secresie”, “Sleep”), som afslutter akten. 

I am come to lock all fast.
Love without me cannot last.
Love, like counsels of the wise,
must be hid from vulgar eyes.

‘Tis holy, and we must conceal it.

They profane it, who reveal it.

     

Åen er ikke den samme

Ny installation i Kulturhistorisk Museum Randers’ middelalderudstilling – med speak af Peter Laugesen:

http://amtsavisen.dk/SECTION/webtv

Scroll ned til “Nyt liv i middelalderen”.

På land

Jeg er gået i Brian Eno-mode, idet jeg efter “Darwins næb” er gået i gang med Eric Tamms “Brian Eno: His Music and the Vertical Color of Sound”, som har stået på hylden siden jeg købte den ved et bogudsalg på Randers Bibliotek. Enos musik klæder sneen – og omvendt – og eftermiddagshalvmørket, og koblingen – fra evolution til Eno – er ikke helt så far-fetched, som den måske umiddelbart virker; i mit hoved altså (er den ikke). I al fald er der over Enos ambient-musik en fornemmelse af evolutionært potentiale – af muligheder, der når som helst kan realisere sig – og ambience har, som bekendt, med omgivelser at gøre, og med at være opmærksom på dem. Ligesom evolution. Enos fjerde “Ambient”-plade – som er den, jeg især gerne lytter til, når jeg lytter til Eno – hedder faktisk “On Land”:

I just dropped in…

Netop hjemvendt fra personaletur med museet. Temaet var – så vidt jeg kunne vurdere – simpelthen sindssyge, og vi lagde ud hos Museet på Psykiatrisk Hospital i Risskov, var derefter på kort spadseretur udenfor De Kellerske Institutioner i Brejning og endte på det tidligere Middelfart Sindssygehospital, som var i drift fra 1888 til 1999, men som nu er indrettet som museum. Med patientcitater på væggene: 

“Gud, dvs. mig, er skotte”. 

“Odin er på min side af treenigheden”.

Det var en inspirerende tur, specielt museet i Risskov, hvor den dygtige rundviser bl.a. fortalte om Frits Albert Florentinus Strands megalomane selvportrætter – som jeg morede mig en del over – og om Ovartacis tvangstanker og groteske dyremennesker. Og jeg så dette solbillede af Valdemar Møller, som i den virkelige udgave er ret effektfuldt.

I anledning af dagens tema: Patsy Cline med “Crazy”.

Ufin

Min bror har lagt et essay fra arkiverne ud – læs “Ufine metoder” her.

Nyt fra skyggerne

Efter længere tids dvælen i mørket har Henrik H nyt at bringe om sin kommende, danske Cthulhu-antologi “Fra skyggerne” – som, med lidt held, ser ud til at være klar lige omkring juletid. Ikke dårligt. Og jeg har tilføjet et link til Anita Thomhave Simonsens blog. Randersbaseret kunstner med speciale i flotte papirskåle.

Højholt på Litteraturhaus

Fisket fra Thures kommentar: “Tirsdag den 13. november” – altså dristigt nok på selve valgdagen - ”slår CPH:DOX og Museet for Samtidskunst dørene på Litteraturhaus op for en hel aften helliget forfatteren, performeren og mediekunstneren Per Højholt”. Læs mere om arrangementet “Højholt håndholdt” her.