Bus seats – a social study

A Conservative politician is talking about Danish and foreign values on Danish radio. Values – as in morals. As an example of a Danish value he mentions giving up your seat to an elderly person when he or she enters the bus. Granted, I live in a different part of the country than said politician – but he is, after all, talking about DANISH values, so that shouldn’t matter. And I can honestly say that during the 13 years I have lived in Denmark’s second-biggest city, the number of times I have witnessed ANYONE giving up their bus seat to an elderly person can be counted on five, maybe ten fingers.

More appropriately, the particularly Danish values as far as bus seat economy goes – based on experience rather than ideals – could be described thus:

a) Keep your seat at whatever cost.

b) Feel bad inside for not giving up your seat to people who need it more than you. You are a Christian, after all.

c) If possible, always sit on the seat closest to the aisle and put your bag on the empty window seat so that no-one can sit next to you, even though they paid for their ticket just like you did.

d) And, whenever a seat with no seat next to it becomes available, immediately go and sit there, regardless that you will make the person you were originally sitting next to feel like there’s something wrong with him or her.

Now You’re A Man

Og en achievement fra det virkelige liv: I sidste uge tog jeg mig sammen og bestilte tid hos den lokale tandlæge, Jette Odgaard. Nemlig til kl. 8.30 i dag. Det er, i parentes bemærket, mit første tandlægebesøg siden 1994, hvor jeg gik ud af folkeskolen – i øvrigt som (citat) en yderst velfunderet og velbegavet elev med gode kreative egenskaber og stor faglig kunnen (citat slut), der helt sikkert vil (citat) vide at sætte sit personlige præg på de omgivelser, han kommer til at virke i (citat slut).

Med andre ord mit første tandlægebesøg i godt og vel 16 år. Og jeg havde – urimeligt nok – 0 huller. Kun en masse tandsten, som nu er væk. Medarbejderne var i øvrigt præcis lige så søde, som de ser ud på billedet. Det var damen yderst til højre i øverste række, der førte mejslen.

Og her – som en hyldest til tandlæger – “London Calling” med The Clash. Fra pladen af samme navn – som jeg i fredags købte sammen med “The Man From Utopia” (Frank Zappa), “Robyn” (Robyn) og “Det Snurrar I Min Skalle” (Familjen).

Lou Reed

Er i dag startet på mit første jobsøgningskursus og har bl.a. fået at vide, at det er bedst at afsende ansøgninger fra en email-adresse, der ikke indeholder uartige ord. Af hensyn til spamfiltre og blufærdighed. (Ikke at jeg har en sådan, forstås – jeg har bare fået det at vide.)

Dagens musiker er Lou Reed.

Lou Reed har – det lader sig svært benægte – stået for nogle af rockhistoriens største albumflop. (Flops?) Jeg ved det, for jeg har en ven og studiekollega, der på et tidspunkt samlede på pladerne og tvangsindlagde mig til at lytte til dem.

Men han har også – Lou Reed, altså, og det er det mærkelige – stået for nogle af de indiskutabelt bedste. Man plejer i denne forbindelse gerne at fremhæve “Berlin” og “Transformer”, som jeg imidlertid aldrig har haft noget forhold til. “Berlin” er god, men har den uheldige bivirkning at man får lyst til at snitte i sig selv af den. Mens “Transformer” efter min mening er ret hypet.

De uomgængelige Reed-plader hedder i min verden “Legendary Hearts” og “New York”, til dels “Set the Twilight Reeling” – og, hvis man medtager kollaborationer, “Songs for Drella” med Reed & Cale. Og der er flere gode, selvfølgelig. Både “Drella” og “New York” er blandt de 10 plader, jeg ville tage med på en øde ø. Go get.

Den perfekte wagnerit

En hurtig update med spredt fægtning…

En stor tak til bror Bo, fra hvem jeg i dag modtog en fødselsdagspakke med Wagnerites-/Warcraft-tema. Indholdet var 2 styk badges med Wagnerites-motiv (officielt Warcraft-guild-badge), en hot blood elf rogue-plasticfigur samt Bernard Shaws “The Perfect Wagnerite”, som jeg glæder mig meget til at læse. Dagen har i øvrigt været mindeværdig derved, at jeg har været til endnu en jobsamtale – denne gang på Afdeling S (psykiatrisk afdeling) på Risskov Universitetshospital – og endnu engang blev nummer to. Men jeg fik ros bagefter, og også på plussiden: de indlagde mig ikke. Vejret er fremragende, jeg går rundt og læser Wodehouse, og dagens plade er Souvenirs’ sjette, “Rækkehuse på Mars“. Som hermed anbefales:

Jeg hører en sugende kosmisk musik
strømme blidt fra en helsebutik
Men er der rækkehuse på Mars?
Der er da fedt nok her, bevares
Er der korsang og syning og gymnastik
eller kurser i selvkontrol og kybernetik?
Er der rækkehuse på Mars?

Jeg så Melodi Grand Prix i weekenden – for første gang i formentlig 15 år – og kan forstå, at det er blevet en hel del mere kompliceret end tidligere. Norges fnattede eventyrsang kan kun have vundet som følge af aftalt spil, thi Moldovas indslag var begavet med eftertrykkeligt mere pep, og Tyskland havde, bemærkede jeg, gæsteoptræden af selveste Dita Von Teese, som – as if you didn’t know – jo altså ser sådan her ud:

Monoton norsk eventyrsang vs. ovenviste? You can draw your own conclusions.

En fauns eftermiddag

I dag har jeg været til a-kassemøde, hvor jeg talte med bl.a. en molekylærbiolog. Efterfølgende gik jeg i Spartacus og købte Debussys “Forspil til en fauns eftermiddag” – denne indspilning – og “Hertug Blåskægs borg”, også fra Naxos. Kom forbi en bogbiks med hollandsk udsalg og købte “Drømmetydning I & II”, endnu en “Silmarillion” til Tolkien-samlingen, et ekstra eksemplar af Reichs “Eventyret om Alexander 666″, Peter Nielsens første (“Kan sparsommelighed redde proletariatet?”) samt 2 x Dawn Upshaw på CD: Góreckis tredje symfoni og “Chants DÁuvergne”. Canteloube.

Schtumm

Dagens tema er stilhed. Min stemme har – ganske bogstaveligt - været på OFF i en tre dages tid, formentlig foranlediget af en mindre forkølelse og en snakkesalig/drukpræget genforening fredag aften med (formand) Paw – nu kendt fra DK4 – og Morten R. Lørdag middag i Føtex var det planen, at jeg ville sige “på beløbet”, men der kom simpelthen ikke noget ud af min mund – og det blev der stort set ved med (ikke at gøre) de næste to dage. Jeg fik en del morskab ud af at sige mine tanker højt for mig selv i løbet af weekenden – de af dem, mit stemmebånd kunne videreformidle – og havde egentlig overvejet med knækket stemme at gå ned til apotekeren og fortælle, at jeg var blevet ramt af forsinket pubertet. Stemmen er nu tilbage, og jeg har fundet min Brian Eno-biografi frem igen. Om et kvarter er det 1. maj. Rød front – eller hvad man nu siger. 

Mendelssohns violinkoncert

Forår! Dagens musik er Mendelssohns “Violinkoncert i E-mol“. Her er tredjesatsen spillet af en 5-årig pige:

Begivenheder i øvrigt: Jeg er blevet færdig med min projektansøgning til museet; jeg bliver klogere på klassisk musik – takket være Levinsens bog om samme; og jeg ser 3 “Vore værste år” pr. dag. Plus jeg har købt en svupper. Og set en film med Yoko Ono, præ-Beatles.

Husk “Lewis” i aften!

Ting ud, ting ind

Ja godmorgen. Gik i dag i en byttebiks med en stak dvd’er med henblik på at få tyndet ud, og i første omgang virkede planen fortrinligt – jeg kom ud af forretningen, og nu lyver jeg lidt men ikke meget, stort set kun med et eksemplar af Stephen Hawkings A BRIEF HISTORY OF TIME. Og hvis der er én ting, man som kosmisk væsen må ha lov til at købe – eller bytte sig til – så er det vel nok dén.

Men: derefter kom jeg til at gå i Fona, og her gik det forholdsvis galt. Kom hjem med WOZZECK:

… og SIEGFRIED:

De kostede 100 kr. stykket, og som et eksempel på min beherskelse, som NB! er en af de mest helstøbte siden Epiktetus, kan jeg nævne, at jeg lod to Mozart-operaer til samme pris stå.

Og som et korrektiv til nogle tvivlsomme påstande tidligere i dette indlæg kan jeg da lige anføre, at jeg fra byttebiksen også hjembragte et næsten gratis eksemplar af LES PETROLEUSES – PETROLEUM GIRLS – med Bardot & Cardinale. Som jeg har haft på min wishlist i nogen tid.    

CD-oprydning

Har brugt en times tid på at rydde lidt op i mine cd’er, hvilket – når det sker, og det er sjældent – altid føles lidt som juleaften. Fordi jeg (gen)opdager, at jeg har en masse plader, jeg midlertidigt havde glemt alt om, og får lyst til at lytte til dem igen. Man hører ofte, at cd’en er død, men det er i al fald ikke her hos mig, at den er det. Har i dag foreløbigt været igennem “Running on Empty” (Jackson Browne), “The River”s anden plade (Springsteen) og “Are You Passionate?” (Neil Young).

At rydde op i musiksamlingen er en kunst, fordi det indebærer en moden og nogenledes nøgtern sondring imellem cd’er, man vitterligt aldrig kommer til at høre igen (fordi det kun var en fase, og som man derfor roligt kan skille sig af med, medmindre man fik sit første kys til dem), cd’er, man ikke har hørt i nogen tid, men som så at sige er sæson-cd’er, og endelig cd’er, man rent faktisk hører. Det sidste er, i mit tilfælde, næsten altid kun en håndfuld, men altså en foranderlig håndfuld.

Jeg er selv en røv til det – fordi jeg ikke nænner osv. - men man har jo på den anden side kun så meget hyldeplads, man har. Som en slags kompromis lavede jeg i dag en papkasse (ud af den gigakolonorme kuffert, mit nye PC-grafikkort kom i), hvori jeg – uden rigtigt at vide, hvor jeg går hen herfra – har anbragt nogle af de mere tvivlsomme plader. Tvivlsomme – ikke i betydningen, at de er dårlige, men at jeg bare pt. forholdsvis sjældent lytter til dem – fordi jeg er mig. Her er nogle af dem:

Army of Lovers: “Massive Luxury Overdose”

Weird Al Yankovic: “Poodle Hat”

“Starsky & Hutch”-soundtracket

Peter Belli: “Ribbet og flået”

Nina Hagen: “Revolution Ballroom”

Tom Jones: “Carrying a Torch”

Ufokuseret læsning

… Men læsning ikke desto mindre. Sådan set var jeg jo gået i gang med “Tristram Shandy” – foranlediget af filmversionen – og havde planer om at læse en bog (i bogen) pr. dag. Hvilket holdt stik igennem 282 sider. Projekt Shandy er ingenlunde droppet, men blev midlertidigt afsporet, fordi jeg – i min lediggang – har sat mig for at skulle gå i al fald én lang tur hver dag, hvilket bliver for træls – meter for meter – hvis ikke jeg kan læse imens. Ergo skulle jeg bruge en bog, der egnede sig til medbringelse i det fri, hvilket Shandy ikke gør, jf. volumenmæssige omstændigheder. Så jeg tyede påny til Wodehouse, og det var jo – kunne man sige – sådan set også ham, jeg var i gang med, da Shandy trængte sig på. Så altså: “Money in the Bank”. Blev gåturs-bogen.

Midt inde i den hjemkøber jeg så, som nævnt i næstforhenværende blog-indlæg, en stak billige markedsbøger, og iblandt dem er to bøger i DragonLance-serien, “Heltesagn” bind 5 og 6 af Michael Williams. Da jeg var ung og så på verden med friske øjne, var jeg besat af DragonLance-bøgerne - af “Krønikerne” og “Legenderne” af Weis & Hickman, hvoraf jeg ejede samfulde 12 bind, mens jeg ikke kan huske “Heltesagnene”. Jeg havde i mellemtiden svedt bøgerne ud og var følgelig nødt til lige at forsøge mig med “Heltesagn, bind 5″. Exit Wodehouse – midlertidigt, naturligvis. Og jeg forstår nu, at jeg nok bliver nødt til at genlæse Weis’ og Hickmans bøger. Men hvad er det for nogle af dem, troldmanden Raistlin Majere medvirker i? Raistlin – en moralsk tvetydig natur – var min foretrukne person i bøgerne og har utvivlsomt dannet grundlag for min livslange fascination af troldmænd. Jævnfør min egen af slagsen, Midsomer.