Jeg bemærkede, at bror Bo er i færd med at læse Regardies bog om Crowley, og gav mig i den forbindelse til at rode lidt i min CROWLEY-MAPPE, hvor jeg fandt dette essay om magi og videnskab – vistnok et biprodukt af mine specialestudier.
***
MENNESKEÅNDENS FEJLTAGELSER
James Webb rejste i 1974 spørgsmålet om, hvordan man definerer okkultismen som religionshistorisk fænomen, og mente i bogen The Flight from Reason at kunne konstatere, at okkultismen ikke lader sig bestemme positivt. Der findes med andre ord ikke noget, der konstituerer okkultismen i absolut forstand, ingen positive fællestræk, der forbinder den okkulte traditions utallige afskygninger.
Derimod, påpeger Webb, er det påfaldende, at den okkulte idétradition historisk ofte har været karakteriseret ved dens oppositionsforhold til samtidens videnskabelige, religiøse og filosofiske konsensus. Og eftersom denne modstand mod ’the Establishment’ udgør det eneste konstante træk ved okkultismen, følger det, at denne må defineres i lyset af dens ”unity of opposition”: ”… it is the very nature of the occult that it cannot exist except in opposition to and interrelation with [the] critical Establishment”.
Webb har en pointe deri, at okkultismen i lange perioder har beskæftiget sig med, hvad man kunne kalde for kasseret viden. I Middelalderen, eksempelvis, var okkult viden bandlyst af den kristne enhedskulturs magtfulde repræsentanter, der forfulgte den med allehånde, herunder også ukristne, midler.
Selvom forfølgelsen var af mindre livstruende art i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor Rudolf Carnap i selskab med de øvrige logiske positivister lancerede et antimetafysisk korstog, der skulle munde ud i formuleringen af et objektivt videnskabsideal, trivedes forfølgelsen dog i en vis forstand særdeles godt i tidens videnskabelige miljøer. Sigmund Freud, hvis psykoanalytiske system udarbejdedes i disse år, kæmpede en livslang kamp for at demonstrere den nye psykologiske disciplins saglighed – underforstået på at godtgøre, at psykoanalysen ikke var en pseudovidenskab – og endnu i sit afsluttende værk fra 1938, det ufuldendte Abriss der Psychoanalyse, fastholdt han, at ”[v]ores antagelse om et psykisk apparat, som er rumligt udstrakt, hensigtsmæssigt sammensat og udviklet gennem livets fordringer, (…) har sat os i stand til at opbygge psykologien på et grundlag som enhver anden naturvidenskab, f.eks. fysikken”. Seksualteorien var, hvis ellers man kan fæste lid til Jungs selvbiografi, intet mindre end det af Freud konciperede ”bolværk mod den sorte slamflod af okkultisme” – en slamflod, der naturligvis blev bredere, efterhånden som det videnskabelige ideal blev smallere.
I første halvdel af det 20. århundrede blev okkultismen fra videnskabelig side bekriget som et udslag af irrationalisme, der i værste fald kunne få fatale politiske konsekvenser for menneskehedens velfærd. Den var ikke alene kasseret viden, thi den var, ifølge de logiske positivister, overhovedet ikke viden, i al fald ikke for så vidt den udmøntede sig i påstande, der ikke lod sig verificere empirisk gennem videnskabelig efterprøvning. Resultatet er en differentiering imellem videnskabelig og okkult erkendelse, i yderste instans en total benægtelse af den ikke-videnskabelige erkendelses mulighed.
Den danske okkultismehistoriker Alfred Lehmann udgav i årene 1893-96 sin omfangsmæssigt (om ikke i andre henseender) imponerende fremstilling af magiens historie, Overtro og trolddom. I seks bind gør forfatteren sig til talsmand for en positivistisk farvet teori, der indebærer en blank afvisning af magien – eller trolddommen, som er Lehmanns foretrukne betegnelse – som videnfelt. Magiens historie er ”menneskeåndens fejltagelser på religiøst og videnskabeligt område”, hvorfor man egentlig kunne nøjes med at behandle de okkulte teorier som sidebemærkninger i hhv. videnskabs- og religionshistorien.
Eftersom de videnskabelige teoriers historie ifølge Lehmanns positivistisk inspirerede synspunkt historisk tager form af en videnakkumulationsproces, der bestandigt tilnærmer sig den objektive naturerkendelse, er det muligt, at visse idéer eller idékomplekser kan blive ”degraderet til overtro”, nemlig i det øjeblik de ikke længere er kompatible med en periodes naturvidenskabelige tankesystem. Forestillingerne om erkendelsesteoretisk kontinuitet i (natur)videnskaber med forskellige terminologier er som bekendt senere blevet problematiseret af bl.a. Kuhn og Feyerabend.
Det er – med al respekt – mere end tvivlsomt, om Lehmanns udlægning af magien og overtroen som ”menneskeåndens fejltagelser på religiøst og videnskabeligt område” holder stik. Som Marcello Truzzi gør opmærksom på i artiklen Definition and Dimensions of the Occult, findes der indtil flere eksempler på, at etablerede videnskaber har overtaget idéer, hvis oprindelse i okkulte sammenhænge er velkendt. Og Aksel Haaning har herhjemme på forbilledlig vis belyst emnet i bogen Naturens lys (1998).
Dette overlapningspunkt mellem videnskab og okkultisme indrømmer Lehmann for så vidt selv, når han om ”middelalderens lærde magere” skriver, at den art naturmagi, de praktiserede, i virkeligheden ikke var ”andet, end hvad vi nu om stunder kalder naturvidenskab, thi den beroede nærmest på kendskab til naturens love”. De middelalderlige magikere var, synes Lehmann at hævde, i realiteten primitive videnskabsmænd uden selv at vide det. Under alle omstændigheder: for de omtalte ”lærde magere” er det tvivlsomt, om nogen sådan distinktion mellem naturlig magi og naturvidenskab har gjort sig gældende.
CROWLEY OG DET GYLDNE DAGGRY
”Inheritor of a dying world, we call thee to the living beauty.
Wanderer in the wild darkness, we call thee to the gentle light.
Long hast thou dwelt in darkness. Quit the night and seek the day.”
Fra Golden Dawns indvielsesritual.
Der hersker endnu en del uvished omkring de præcise omstændigheder, der førte til grundlæggelsen af Englands mest indflydelsesrige magiske samfund, The Hermetic Order of the Golden Dawn. Idéen opstod hos dr. William Wynn Westcott (f. 1848), en ligsynsmand fra London. Westcott hævdede, at han i 1887 var kommet i besiddelse af gamle manuskripter skrevet i cifferkode; sammen med en excentrisk kollega, Samuel Liddell ’MacGregor’ Mathers (f. 1854), lykkedes det ham at dechifrere dokumenterne, der viste sig at indeholde beskrivelser af ritualer til fem magiske indvielsesgrader. Blandt manuskripterne opdagede Westcott desuden en lap papir, hvorpå adressen til en tysk adept, Sapiens Dominabitur Astris, alias Fräulein Anna Sprengel fra det i Stuttgart beliggende ”Licht, Liebe, Leben”-tempel, var at finde. Westcott kontaktede omtalte Fräulein og modtog efterfølgende et brev fra Tyskland, hvori han blev givet officiel tilladelse til at grundlægge en London-afdeling af Die goldene Dämmerung, det hemmelige samfund, som ritualerne angivelig tilhørte.
12. februar 1888 åbnede det Gyldne Daggrys første tempel ”i det Ydre”, Isis-Urania-templet i London med adgang for både mænd og kvinder. Det blev snart efterfulgt af Osiris-templet i Weston-super-Mare, Horus-templet i Bradford og Amen-Ra-templet i Edinburgh. Næst efter de tre stiftende medlemmer var den første, der blev indviet i London-templet, Mina Bergson – søster til filosoffen Henri Bergson og kommende hustru til Samuel Mathers.
Medlemmerne forventedes at sætte sig ind i såkaldte Knowledge Lectures, der fx omhandlede det hebræiske alfabet, stjernetegn og meditationsteknikker. Helt frem til 1892 var Golden Dawn som magisk selskab karakteriseret ved at være påfaldende magi-løst. Dette forhold ændrede sig imidlertid – i takt med at Mathers’ indflydelse steg – da samfundet i slutningen af 1891 blev udvidet med en ”indre” orden. Herefter beskæftigede Golden Dawn sig ikke længere kun med okkult teori, men kom også til at omfatte en praksis med tilhørende magiske teknikker.
Listen over indviede inkluderede indtil flere berømtheder, såsom den irske digter og Nobelprisvinder William Butler Yeats, historikeren og prosadigteren Arthur Edward Waite (”Heavy-Waite”, som Crowley kaldte ham på grund af hans overlæssede skrivestil), kriminalromanforfatteren Algernon Blackwood og teaterskuespillerinden Florence Farr (G.B. Shaws elskerinde). Blandt de indviede var også en ihærdig, videbegærligt ung mand med det magiske motto Perdurabo, bedre kendt som Aleister Crowley.
Edward Alexander Crowley kom til verden tirsdag den 12. oktober 1875 i Leamington, Warwickshire, som første og eneste søn af bryggeren Edward Crowley og dennes hustru, Emily Bertha. Faderen havde haft held til at opspare en mindre familieformue takket være indtægterne fra salget af sandwicher og af familiens eget ølbryg, Crowley’s Ale, i den kæde af populære ”alehouses”, som Edward havde arvet efter sin fader. Edward Alexander demonstrerede digteriske talenter og indledte en karriere, idet han var velhavende nok til at bekoste sine egne overdådigt udsmykkede publikationer. Han gik aldrig så langt som til at udpege Shakespeare som en af sine tidligere inkarnationer, men holdt sig på den anden side ikke for god til at drage sammenligninger: ”It has been remarked a strange coincidence that one small county should have given England her two greatest poets – for one must not forget Shakespeare.”
Atmosfæren i hjemmet på Clarendon Square bar præg af, at faderen og moderen var stovte tilhængere af Plymouth-brødremenigheden, en kristen sekt, der var blevet stiftet i 1827 af en protestantisk præst (John Nelson Darby) og en frafalden katolik (Edward Cronin), hvis utilfredshed med den åndelige korruption i deres respektive kirker drev dem til at betone bibelens karakter af inspireret autoritet. Dommedags snarlige komme var desuden et fast indslag i menighedens prædikener. I 1865 forudså Edward Crowley således kirkens undergang formedelst Antikrist: ”There can be no doubt but that they [the religious systems] will continue their course, that they will grow worse and worse, waxing bolder and bolder against God until the Antichrist himself shall be revealed…”.
Spådommen skulle vise sig at lettere ironisk. Ti år efter fødte Edwards hustru en søn, som – utvivlsomt inspireret af barnehjemmets apokalyptiske jargon – i sine voksenår refererede til sig selv som inkarnationen af Det Store Dyr fra Johannes’ Åbenbaring. Edward Alexander Crowley skulle i sin filosofiske og magiske karriere – og under sit senere navn, Aleister – proklamere kristendommens fald og en ny verdensepokes første gry med en sådan ildhu, at han i sit hjemland blev kendt (og hadet) kort og godt som ”the wickedest man in the world”.
DU SKAL UD, HVOR DU IKKE KAN BUNDE
Det citat af Crowley, der har gjort ubetinget størst indtryk på mig, stammer fra Magick in Theory and Practice (1929) og lyder som følger:
“Magick is the Science and Art of causing Change to occur in conformity with Will. Illustration: It is my Will to inform the World of certain facts within my knowledge. I therefore take “magickal weapons”, pen, ink, and paper; I write “incantations” – these sentences – in the “magickal language”, i.e., that which is understood by the people I wish to instruct; I call forth “spirits”, such as printers, publishers, booksellers and so forth and constrain them to convey my message to those people.”
Magi er kunnen, teknik – knowhow. Magi er det, der virker – eller sagt på en anden måde, dårlig magi virker ikke (efter hensigten). Lehmanns definition af overtro og magi – ”enhver almen antagelse, som enten savner berettigelse i en bestemt religion eller står i modstrid med en given tids videnskabelige opfattelse af naturen” og ”en teknik bygget på tilfældige erindringer”, som formodes ”at kunne medføre et bestemt tilsigtet resultat, som den faktisk ikke er i stand til at bevirke direkte” – er således omtrent så forkert, som den overhovedet kan være. Medmindre man med ”videnskabelig opfattelse af naturen” sigter til hardcore positivisme.
Imellem positivismen og magien er der nemlig en kløft. Der er pragmatikken til forskel: en magiker bekymrer sig ikke om at finde frem til den korrekte beskrivelse af (om)verdenen, men om at finde frem til en hensigtsmæssig teknik. En videnskabsmand vil vægre sig ved at beskrive en bogtrykker som en ”ånd”, men magikeren kan gøre det uden skrupler, for han er ikke forpligtiget på at finde frem til den eneste sandfærdige virkelighedsbeskrivelse.
I en grundlæggende forstand er magikerens og videnskabsmandens tilgange til fænomenerne imidlertid beslægtede, hvilket heller ikke bør overraske, eftersom magi og videnskab er historisk forbundne discipliner. ”Its fundamental conception”, skriver James Frazer i The Golden Bough om magien i primitive samfund, ”is identical with that of modern science; underlying the whole system is a faith [...] in the order and uniformity of nature. The magician does not doubt that the same causes will always produce the same effects, that the performance of the proper ceremony, accompanied by the appropriate spell, will inevitably be attended by the desired result”.
Et egentligt modsætningsforhold imellem magiens og videnskabens respektive kunster indfinder sig først for alvor i forbindelse med videnskabens emancipation i 19. århundrede, som når et kulminationspunkt i form af den logiske positivismes erkendelsesteoretiske monopol.
Mange af esoterismens førende eksponenter i sidste halvdel af 19. årh. og i første halvdel af 20. årh. tænkte imidlertid ikke i opposition til det fremherskende videnskabsideal. Ser man nærmere på to af periodens mest indflydelsesrige bevægelser: teosofien og antroposofien, ses det, at de benytter sig af en positivistisk inspireret terminologi. Teosofiens stifter, Helena Petrovna Blavatsky, gør i Key to Theosophy (1889) gældende, at teosofien er ”det mest omfattende og fordomsfri system af alle”, hvis eneste ”tro er loyalitet mod sandheden”. Teosofien har – stadig ifølge samme værk – pligt til at ”bekæmpe tomme fraser, hvad enten det drejer sig om religiøs sekterisme eller tro på mirakler eller noget overnaturligt”, i hvilken formulering man aner tendenserne til den sprogkritiske dimension, der senere skulle manifestere sig for fuld udblæsning hos de logiske empirister.
Videnskaben er ikke bare at foretrække i kraft af dens pragmatiske anvendelighed, den har patent på meningsfuld tale overhovedet. Rudolf Steiner, antroposofiens fader, er grebet af samme ånd som Blavatsky, når han om sin Die Geheimwissenschaft im Umriss (1925, forordet til 1. oplag) skriver, at bogen alene har ”værdi i den udstrækning, hvori den kan bestaa for den fordomsfrie fornuft”. Selv så sent som i 1950erne, hvor bl.a. Karl Popper (i Logik der Forschung, 1934) og Ludwig Wittgenstein (i de posthumt udgivne Philosophische Untersuchungen, 1953) havde fremført ødelæggende kritikker af hhv. den logiske positivismes metode og sprogopfattelse, finder man okkulte bevægelser, der forsøger at konstruere et billede af sig selv som videnskabeligt funderede – uden at tage de erkendelsesteoretiske diskussioner, der har sat spørgsmålstegn ved den videnskabelige videns monopolposition, til indtægt.
Det var teosofferne om at gøre at understrege forskellen imellem deres egen bevægelse og 1800-tallets spiritismeepidemi, der blev betragtet som et modelune. Bevægelserne høstede fordel af den prestige, der i positivismens blomstringstid knyttede sig til begrebet videnskabelighed. Det er fristende i denne forbindelse at citere en passage fra Johannes Sløks Det religiøse sprog (1981), hvori det hedder, at ”når det rationelle sprog bliver anmassende, skaber det sin egen karikatur”, nemlig i form af obskurantismens sprog.
Antroposofien og teosofien er, forekommer det mig, sådanne parasitiske karikaturer. Men Crowleys okkultisme er det ikke. Et drastisk eksempel, der illustrerer, hvorledes Crowleys ”metode” til tider kunne indebære nok så irrationelle midler: Crowley led i en periode af selvpålagt sindssyge i et forsøg på at overskride netop de grænser, som en rationel subjekt-objekt- verden sætter. Sindssyge, passage over afgrunden, var et nødvendigt trin i realisationen af det, der i den okkulte tradition går under betegnelsen ”the Great Work”.
Sindssyge er naturligvis i sig selv et udtryk, der stammer fra videnskabens begrebsverden, hvor det repræsenterer en afvigelse fra normalitetsstandarden; som bl.a. Michel Foucault har demonstreret, har imidlertid også normaliteten en udviklingshistorie. Det er velkendt, at personer der i dag ville blive klassificeret som sindssyge eller i det mindste som unormale, har haft en høj status i visse primitive samfund, og endog er blevet betragtet som autoriteter, der kunne konsulteres med henblik på samfundets trivsel.
DJÆVELEN I DETALJEN
Et afsluttende eksempel, der viser, hvordan et bolværk bliver til et fængsel – og hvordan ransagelse bliver til selvransagelse. Da 186 førende videnskabsmænd i september-/oktober-nummeret af The Humanist i 1975 i eklæringen Objections to Astrology: A Statement by 186 Leading Scientists gav udtryk for deres bekymring over ”the increased acceptance of astrology in many parts of the world”, skrev Feyerabend en artikel, som indeholdt en sammenlignende analyse af retorikken i de 186 videnskabsmænds erklæring og Malleus maleficarum (1484), den katolske kirkes famøse værk mod heksekunstens uvæsen. Hvorfor 186 – spurgte Feyerabend – i stedet for bare én – og hvorfor førende videnskabsmænd?
Skrevet af larsgorzelak 
