Filmprogrammer

Scans fra nyligt indkøbte danske filmprogrammer:

Hanne Borchsenius i “Alt for kvinden”.

Hanne Borchsenius og Henning Moritzen, “Alt for kvinden”.

“Det gamle guld”.

Poul Reichhardt og Helle Hertz i “April”.

Samt tre styks fra en af de bedste danske folkekomedier ever, “Det tossede paradis”:

Tenna og Allan

Der har ikke været meget, der ikke så formelt og kedeligt ud, i postkassen på det seneste, men i dag var der for en gangs skyld lidt sjov. Min Darwin-bog er kommet – drønhurtigt – og ligeledes filmprogrammer til Jayne Mansfield-western-parodien “The Sheriff of Fractured Jaw” (“En gentleman i det vilde vesten”) og superfolkekomedien “Min kones ferie“. Her er bagsiden af sidstnævnte program – med Tenna og Allan i himmelsengen.

Look Who’s Talking

Min interviewundersøgelse skulle være gået i gang i lørdags – hvor jeg tog på arbejde udelukkende for at tale med to søskendefrøkener, som ikke dukkede op alligevel – men blev i stedet udskudt til i går, hvor jeg foretog mine første to interviewsamtaler. I dag har jeg haft 4 af slagsen, og det er ikke meget tykt smurt på at sige, at jeg har talt nonstop fra jeg tog på arbejde og til jeg frik fri. Det er jeg – mildest talt – ikke vant til (specielt ikke, fordi interviewsnak ikke bare er snak, altså om vind og vejr, men forudsætter, at man er temmelig meget tilstede – mentalt) – og jeg har ikke i sinde at ytre et eneste ord mere i aften. Men rent bortset fra, at det er udmattende, er det sjovt at få lov til at tale med vildtfremmede mennesker under påskud af et eller andet fagligt. I dag interviewede jeg bl.a. en 5-årig dreng, der sluttede af med at sige “Tak for i dag, Lars”.

Mit senest indkøbte filmprogram: “The Cat and the Canary”, 1939-versionen med Bob Hope,

… og min sidst læste bog: et billigbogsoptryk af “Jødiske eventyr og legender”, ved forhenværende overrabbiner, professor David Simonsen (1853-1932), som udsendte samlingen første gang i 1928. Jeg læste den, fordi jeg samler på folkeeventyr fra hele verden. Men jødiske eventyr – og her håber jeg ikke, jeg støder nogen – er, hvis jeg skal dømme ud fra samlingen, altså en noget tam omgang. For eksempel er der meget få trolde med i dem.