I løbet af ugen fandt jeg en lille bog af Søren Hauge: “Rosenkrezuerne – Rosenkorsordenens opståen ved renæssancens store skikkelser”. Som undertitlen siger, er bogens formål at påpege hermetikkens indflydelse på renæssancens mainstreamkultur – på tidens videnskabelige og kulturelle fornyelser. Der er formentlig ingen andre historiske emner, jeg har opholdt mig så meget ved som mysticismen og erfaringsreligionerne – og jeg var igennem mange år af den opfattelse, at Plotin er den største filosof, verden endnu har frembragt. Jeg skrev engang aktualiserende projekt om Jes Bertelsen. Som jeg, i parentes bemærket, ikke mener, er verdens største filosof.
Men det er længe siden, jeg har læst noget (faglitterært) om emnet – hvilket er helt bevidst. Fordi jeg på et tidspunkt besluttede mig for at interessere mig lidt mere for verden omkring mig – for planter, sten, stjerner osv. Skærver og skår. Eller i disse dage: biler og mad. Men altså… jeg købte Hauges bog – og fik nærmest eksem af at læse formuleringer som den følgende fra forordet:
“Humanismens fremkomst var i dybeste forstand den hermetiske visdom, som i kraft af Kristi kærlighedsgerning kunne føre mennesker frem til en ny form for åndelig illumination – hjertets og sindets højere enhed i den integrale bevidsthed“.
Igennem hele bogen bestræber Hauge sig på at formulere mysticismens trods alt relativt simple a-b-c (læs Crowleys “Book 4″) på så mange måder som overhovedet muligt. Realiseringen af sjælens kvintessens, solnaturen, cirklens kvadratur, osv. Tilgangen er højstemt. Der er ikke noget forsøg på at forklare, hvad illumination, hjerte-sind-enhed eller integral bevidsthed vil sige, og det er heller ikke pointen. Pointen er at forføre.
I dag er jeg ikke interesseret i nogen som helst utopisk mysticisme, som ikke kan finde plads i kulturen: blandt Simpsons, vejrudsigter, klimadebat, pornografi, jordskælv, curling, højhælede sko, brætspil, Poul Erik Krogen, Sifa Bingo og alt det andet, der tilsammen tegner vores alt andet end harmoniserede bevidsthed.
Alt det ovenstående var sådan set blot en indledning til, at jeg i nat har lyttet til “Natten til mandag” og en stak andre Erik Grip-plader, og at jeg fik lyst til at udtrykke min grænseløse beundring. Grip er for natteelskere: hans mystik hører dén del af dagen til, hvor forskellene udviskes. Som i Frank Jægers tekst, som han også har sunget: Vi der valgte natten / vi får uglerunde øjne / sået til med sære syn.
Han – dvs. Grip (ikke Jæger) – bliver ofte karikeret som en slags lalleglad visesanger, men kun af mennesker, der ikke kan finde ud af at lytte. Og ligesom Van Morrison er Grips tilbagevende projekt netop mysticismen, uanset hvis materiale han fortolker. Mysticismen har ingen fine fornemmelser. Men den har fornemmelser, som i Peter Abrahamsens tekst: Måske har du det li’som jeg / du vil helst følges ad / men vi går hver sin vej.
Grip har lavet en hel række fremragende plader – og nogle enkelte smuttere. Den bedste er “Nerven i min sang” fra 1994, hvis trackliste umiddelbart ligner en greatest hits-opsamling. Men faktisk er – eller var – alle sangene nyfortolkninger. Og jeg kan ikke anbefale dem varmt nok.
Skrevet af larsgorzelak 
