Fire kvartetter

Det blev, trods annonceringen, ikke til megen T.S. Eliot-læsning i sommerferien, hvor jeg i stedet valgte at gøre indhug i et par bind af “The History of Middle-Earth”-serien – men jeg har taget beskeden revanche nu ved at læse Torben Brøndums danske oversættelse af “Fire kvartetter”. Jeg har også sysselsat mig selv med en gemmelæsning af den underholdende Jørn Moos-biografi “Blekingegadebetjenten”. Nu vil jeg se, om jeg kan finde et eksemplar af “Blekingegade 2, 1. th.”

En monumental skuffelse

God kronik i dag af Niels Krause-Kjær om “Tilfældet Birthe Rønn”. Det er deprimerende læsning, men desværre – også – svært at være uenig. Man kunne tilføje, at Birthe Rønn nu i flere år har undgået at sige en eneste meningsfuld sætning i folketingssalen. Faktisk har jeg flere gange overvejet at transskribere hendes indlæg og tildele den, der kan finde rester af semantisk substans, en præmie.

Læs kronikken.

Har genoptaget lyriklæsningen. Senest læst:

Niels Hav, Grundstof. Christian Bundegaard, Sejlads. Ferlinghetti, The Populist Manifestos. Kenneth Koch, Thank You and other poems.

Forestil dig en begyndelse

Jeg har – som de mere slidtstærke af bloggens læsere vil huske – engang skrevet digte, som jeg trykte i form af små hæfter og distruberede blandt interesserede. På et tidspunkt holdt jeg op – med at skrive digte, men stort set også med at læse dem – og efterlod nogle udkast til et nyt hæfte, som skulle hedde “Superstreng”. Fordi jeg fik videnskabs-kuller. Men som Olsen, Madsen og Lilholt synger: Man lægger sig ned i sin seng – og pludselig sadler Dalton igen. Her i nat har jeg skimmet efterladenskaberne, som jeg for de flestes vedkommende – som det hedder på nydansk – fandt uden for pædagogisk rækkevidde. Det er år siden, jeg skrev dem. Men ét af dem fik jeg lyst til at nørkle videre med – og det gik, udgangspunktet in mente, ok… i forhold til det, jeg var ude efter. Så her er – altså – mit første digt i meget lang tid.

***

Forestil dig en begyndelse
Og forestil dig den ikke.
Så
Kigger du på tabet.
Det sted, stilheden ikke længere savnes,
Men kondenserer tavsheden.

Sneen falder og farver
Det, den falder på, nyhvid.
Men det er ikke en begyndelse. Heller ikke.
Lyden kommer fra en anden verden nu, som ser ud til
At skulle igennem vores.

Nytårsaften, udenfor, gik vi hånd i hånd
Som en fortolkning af situationen.
Mit eneste levn fra sidste år
Er, at jeg stadig er bange for at miste noget.
Et forsæt, jeg aldrig fik ventet
Længe nok på, til at det ville bogføres. Som strøet regn.

Det er februar. Jeg lader mig overtale
Af vinden til ikke at stå helt stille.
Solen er et blegt værksted på tredje måned.
Månen er stadig ikke
Færdig.

Jeg er ude at gå nær ved hegnet, fordi jeg
Under gårsdagens frostnat fortalte mig selv
At jeg skal i gang igen.

Marken er hvid med spor af sort
Himlen med spor af hvidt
er sort af nogens små skridt.

***

Henry ud af landskabet igen

Kom for skade at rode lidt i arkivet og fandt denne lille nekrolog om Per Højholt (og Johannes Sløk), som jeg i sin tid skrev til Institut for Idéhistories institutblad “Tingen”. Bringes her i let ændret form.

***

Med Johannes Sløk og Per Højholt har Danmark mistet henholdsvis en af de største filosoffer og en af de største digtere, vi har haft. Ikke at de to havde mange umiddelbare berøringspunkter. For Sløk var kristendom, religion og myter centrale eksistentielle anliggender. Højholt var fundamentalt uinteresseret i religion – vistnok efter et råd, hans far havde givet ham – men han delte med Sløk en stærk fascination af alt menneskeligt, høj- såvel som lavkulturelt, og var heller ikke indifferent over for religion som humant påfund.

Højholt tog selv del i mainstreamen, troppede op i forsamlingshusene, skrev ”vi” i stedet for ”I”, ligesom konsekvent super-pædagogen Sløk gjorde det. Begge havde en formidabel evne til at forene abstrakt med konkret og til at præsentere komplekse tanker på en ligefrem måde. Sløk kredsede ganske vist om store emner: lidenskab og det, der er tungere, men det afholdt ham ikke fra at skrive om fordelene ved eksempelvis noget så jordnært som det danske skattesystem.

Som enhver der har stødt panden imod “Intethedens grimasser” vil vide, kunne Højholt være teoretiserende grænsende til det urimelige. Men Højholt kunne også være folkelig og give den som entertainer, endda med en til perfektion udarbejdet timing og intonation, som han viste det med de populære Gitte-monologer. Når han underholdt, var teorierne med ham på scenen – i baghovedet og mellem linierne, og de virkede hver gang publikum lo (hvad de til overmål gjorde).

Højholt vidste nemlig, at folk forstår meget mere, end de forstår, og at humor er en effektiv måde at få sandheder ind i kroppen på. Når publikum griner, har de allerede fanget pointen ad bagvejen, og så er det for sent at fortryde. Så tager alvoren over.

Også på et andet punkt lignede Højholt Sløk. I et ældre tv-program med Jørgen Thorgaard, der for nogle år siden blev genudsendt på DR2, kom Sløk med den bevidst kontroversielle påstand, at Indre Mission og marxisme i bund og grund er det samme – sådan en urimelighed, som kun Sløk ku’ slippe af sted med. Marxisterne og de indremissionske vil frelse verden. Det frelseri gad Sløk ikke; og desuden måtte Sløk jo som erklæret kristen hælde til den opfattelse, at vi allerede er frelste, én gang for alle.

Højholt var heller ikke ude på at frelse nogen. Godt nok mente han, som han lejlighedsvist påpegede det, at utopier er uundværlige – men kun så længe man husker på, at de under ingen omstændigheder bør opfyldes. Nysgerrigheden og legesygen, som han bragte ind i dansk digtning fra fransk modernisme, gjorde, at der ikke var plads til (efterkrigstids)tragik i hans arbejde. Digtene var ikke ”politisk politiske” – indeholdt ingen sociale budskaber og udgjorde ikke samfundets dårlige samvittighed – men kun i den forstand, at de pegede direkte ind i en sproglig mystik, der godt kan virke undergravende på en tid præget af brands, slogans og politiske enkeltordsvisioner.

Effekten er den samme som når man læser en (god) tekst af Sløk, nemlig en fornemmelse af selvfølgelighedstab. Et højholtsk digt står der som en transparent, og lige bagved får man øje på sig selv og hele bagagen af meninger og kulturelt tingeltangel set imod arkets hvidhed. Man bli’r selvbevidst, og dét uanset, om det er Gittes monolog om frihed eller “Turbo”s spruttende konkretlyrik, man konfronteres med.

Højholt og Sløk er dansk litteraturs to store sabotører. Der er håbløst brug for deres slags – for folk, der bygger bro imellem højt og lavt. De vil blive savnet.

Per Højholt havde været syg i mange år, før han døde i en alder af 76. Også det tog han med godt humør og med samme fandenivoldskhed som dén kræftsyge Sven Dalsgaard, der kort før sin død lavede et af sine sidste kunstværker på hospitalet, en lille lap papir med ordene ”av gud av av”. Det er ikke så længe siden, Højholt proklamerede, at nu ville han have fred – hvorefter han fik mere medieopmærksomhed end nogensinde før, bl.a. efter udsendelsen af lydcollagen “Turbo” på cd, bevågenheden omkring ørebogen og senest “PERformer”-udgivelsen. Det er velfortjent, at han lukker og slukker butikken og går til ro.

Alligevel må man – ud fra helt egoistiske motiver – have lov at påpege tragikken i, at han ikke længere er iblandt os. For hvad gør vi nu, alle vi akademikere, med vore fodnoteapparater, historiske bevidsthed, dannede holdninger og –ismer? Hvad stiller vi op, nu, hvor vi ikke har kætteren Højholt til at minde os om, at historien er et hul, men et fint hul … et universitetshul?

Anbefaling: Arkader

Blot en hurtig boganbefaling – nemlig af Peter Nielsen seneste digtsamling, “Arkader”, som det nu efter besøg hos tre boghandlere er lykkedes mig at finde. Hos en boghandler, hvis lyriksektion bestod af to bøger.

Mere om bogen her.

Sommerpjank

Hep! Hjemvendt efter en miniferie i det vestjyske – tak til familien for nogle hyggelige dage. Her er mine forældres (største) skildpadde…

… som spiser af hånden. Tørrede fisk. Og her er skildpadde-øen i deres havedam:

Og her er, hvor jeg i den sidste uges tid har siddet og læst “Leaves of Grass”:

Er nu godt 240 sider inde, midt i “Drum-Taps”-segmentet.

Dagens projekt – og morgendagens – bliver at forsøge at få plads på reolerne til det alt det nye skrammel, jeg har fået samlet ind, mens jeg var væk. Et omfattende projekt, eftersom det indebærer en oprydning i alt mit gamle skrammel. Nye musiksager, i udpluk:

Led Zeppelin, “How The West Was Won“.

Wagners “Tristan“, dirigeret af Christian Thielemann. Komplet opera fra 2003, helt uridset, fundet til en tier på et kræmmermarked.

“Amazing Grace and Other Scottish Favorites“. Sækkepibe. Spændende, om naboen blir vanvittig før mig.

Sidst læst: “Sommerpjank”. Wodehouse. 

Leaves of Grass, II

Videre i Whitman. Har i dag læst “Children of Adam”-segmentet, som handler om prokreation, køn, sex, sex og mere sex. Whitman havde så afgjort ikke fået lov at sende på MUX1, hvis han havde været en tv-station: “I pour the stuff to start sons and daughters fit for these States / I press with slow rude muscle”. Og så videre og så videre i dén saftige dur. Er nu i gang med “Calamus”-segmentet. 

Leaves of Grass

Mere i den poetiske afdeling: Der er i denne verden en del bøger, jeg beklageligvis aldrig har læst (til ende), selvom jeg helt klart burde gøre det. Og også har lyst til at gøre det. En af dem er Walt Whitmans “Leaves of Grass”, som formentlig er en af de vigtigste digtsamlinger ever. Rent historisk, altså. Og det skal der gøres noget ved. (Ikke at den er vigtig, men at jeg ikke har læst den.)

Er foreløbigt cirka 100 sider inde i Whitmans foretrukne version, ”dødsseng”-udgaven, og er netop igennem “Song of Myself”, et af bogens centrale langdigte. Det føles – synes jeg – lidt som om, jeg allerede har læst bogen, hvilket kun skal forstås som en kompliment til Whitman. Vi er – så at sige – stadigvæk midt i ham, i hans æstetiske projekt om ikke i hans humanistiske. Jeg er mest overrasket over det stærke mysticistiske præg i bogen. Nogle passager er som taget ud af “Corpus Hermeticum”. 

“They profane it, who reveal it”

Jeg læser for tiden en lille bog af James Sutherland, vistnok skrevet i 1950, som bærer den forholdsvis usexede titel “A Preface to Eighteenth Century Poetry”. Sutherland gør det, som akademikere som regel gør, nemlig at tage en karikeret påstand – 1700-talslyrikerne var livsforskrækkede snobber uden føling med tilværelsens irrationelle aspekter – og derefter påpege gennem eksempler og argumentation, at det reelle billede var mere nuanceret end som så.

Bevægelsen, den historiske som Sutherland opridser, går fra 1700-talslyrikkens fokus på det generelle, evige og fællesmenneskelige (idet man med menneskelig altså hentyder til det raffinerede, kultiverede, selvcensurerede menneske) til post-Wordsworth-lyrikkens tiltagende fokus på detaljen, på individet, på det afvigende og på det irrationelle.

Allerede på Sutherlands tidspunkt er bevægelsen delvist ført videre ud i føle-poesien, en slags mumlen-for-sig-selv som han kalder det, hvor vi vel et eller andet sted fortsat befinder os. Føle- eller bekendelsespoesien er – om end den naturligvis ikke er enerådende – stadigvæk et vilkår, og også udenfor poesien, overalt hvor folk har mobiltelefoner især.

Men på den anden side: den omklamrende FØLING giver også ny benzin til en distancens patos; det usagte, underbetonede, antydede osv. bliver autenticitetens område og ikke, som i dele af 1700-tallets litteratur, til det ORDINÆRE, slet og ret en omgangsform. Tænker jeg.

Sutherlands ærinde er for så vidt uskyldigt nok, for så vidt han egentlig blot ønsker at fremme forståelsen for det 18. århundredes lyrik på periodens egne præmisser. Det er alright og ikke automatisk en forbrydelse, siger han, at være konservativ, og selvfølgelig er det (ikke) det. Visse hårdt tilkæmpede værdier og ordninger, etc.

Men det er også i orden som kunstner ikke at være det – at turde eksperimentere og afsøge nye territorier. Som Brian Eno vistnok har sagt, eller noget lignende: at gå for langt ikke nødvendigvis for at blive der, men for at være bevidst om feltet. Bagefter kan man altid retirere og begrænse sig til de samme 7 toner.

Og jeg kan ikke, hvor villigt jeg end forsøger at sætte mig ind i synspunktet, for alvor mene, at den demokratiseringsproces af lyrikken – som jo består af lyrikkens absorption af det fulde menneskeliv, ikke kun det raffinerede eller censurerede, og dermed dens åbning mod alle potentielle emner - ikke er en god ting. En hensigtsmæssig ting, set ud fra et kunstnerisk synspunkt.

For selvom min poesi - den jeg fortrinsvis læser, og den jeg skriver – er post-Whitman, dvs. en poesi som potentielt kan indbefatte alt, er jeg stadigvæk i stand til at finde værdi og æstetisk nydelse i et køligt, distanceret og lynende velkalkuleret 1700-talsdigt. Og dét, udover selvfølgelig en afgrundsdyb forskel i talent, er forskellen på mig og de historiske, ahistoriske digtere, Sutherland skriver om – en forskel i åbenhed, en lyttevillighed. 

Jeg har netop – og det er egentlig baggrunden for min meget lange indledning – bestilt denne udgave af Purcells “The Fairy Queen” (1692), som jeg i disse dage lytter til på min mp3. Foranlediget ubevidst - givetvis – af min læsning af Sutherlands bog. 

Min første gennemlytning var en flad fornemmelse, men da jeg fik fat i en libretto og kunne følge med, blev jeg – og tilgiv mig bekendelsesattituden - hurtigt anderledes bevæget. Især af disse vers fra semi-operaens II. akt, den første af de tre korte godnatsange, sunget af tre mytiske personager (“Mystery”, “Secresie”, “Sleep”), som afslutter akten. 

I am come to lock all fast.
Love without me cannot last.
Love, like counsels of the wise,
must be hid from vulgar eyes.

‘Tis holy, and we must conceal it.

They profane it, who reveal it.

     

Åen er ikke den samme

Ny installation i Kulturhistorisk Museum Randers’ middelalderudstilling – med speak af Peter Laugesen:

http://amtsavisen.dk/SECTION/webtv

Scroll ned til “Nyt liv i middelalderen”.