32 år skulle henløbe, før der skete noget marginalt spændende i denne tilværelse. I dag tilbragte jeg min frokostpause i vanlig stil, dvs. på en bænk i Mølleparken, konsumerende en drikke-youghurt medsamt et varierende antal Kick-lakridsstænger. Og ligeledes – traditionelt – lyttende til De Sorte Spejdere på min mp3-dims. På et tidspunkt, som inspireret af en ukendt muse, løfter jeg mit åsyn op – og hvem andre skuer jeg to meter foran mig end selveste hr. Lund Madsen hamselv. Den kulturelt orienterede af dem. Jeg var for befippet, havde spildt lidt youghurt på skjorten, og Lund Madsens tøj var for spraglet og hans blik for flakkende til, at jeg turde præsentere mig – men lad der ikke herske nogen tvivl: Det var et stort, meget stort øjeblik i mit liv. Og nu vil jeg gå i Føtex og købe en kontorstol.
156 sorte spejdere
januar 28, 2009Jens har i en kommentar gjort opmærksom på, at De Sorte Spejderes udsendelser fra 2007, 2008 og en stribe af udsendelserne fra 2005 kan downloades via DR’s hjemmeside (klik på “xml-link til podcast”). 2005- og 2008-udsendelserne har jeg vist de fleste af, men fra 2007 havde jeg kun 3 shows – så nu har jeg lige pludselig 156 helt uhørte DSS’er at hygge mig med. Intet mindre end fantastisk.
Spejderne lukker og slukker, III
december 20, 2008Anders Breinholt og Anders Lund Madsen, De Sorte Spejdere, er gæster i 19. decembers udsendelse af P1′s “Mennesker og medier”. Lyt til programmet her.
Spejderne lukker og slukker, II
december 19, 2008Sidste regulære udsendelse af De Sorte Spejdere – på P3 nu.
Spejderne lukker og slukker
november 13, 2008Som schwester Gitte gør opmærksom på i en kommentar, har De sorte Spejdere annonceret, at de lukker og slukker den 19. december — efter 4 år på P3. Det er jeg, naturligvis, morderligt ked af at høre, for spejdernes er stort set det eneste radioprogram, jeg har lyttet til på fast basis — og der er ikke mange dårlige dage, som de ikke har formået at gøre bare lidt bedre. Men tak for indsatsen og held og lykke til spejderne fremover.
Det er i dag WotLK-dag 1. Skidtet er installeret, strategibogen er i hus, jeg er nr. 590 i køen til Outland-serveren, og når jeg er kommet online – om en 20 minutters tid – vil jeg foretage min første rejse til Northrend. I middags lavede jeg – af nysgerrighed – en Death Knight, som er den nye figur, der er kommet til med udvidelsen. Death Knights starter som level 55 i et område lige øst for Eastern Plaguelands. Min hedder Prefect.
De Sorte Spejdere – kåret igen
september 29, 2008Og et stort tillykke – i himlens navn – til De Sorte Spejdere, der for andet år i træk har modtaget Prix Radio og dermed er blevet udnævnt til årets radioværter. Jeg vil ikke sige, det er fuldt fortjent – for det lytter jeg ikke nok radio til at kunne vurdere – men fortjent, dét er det. Samtidigt dog en betydelig røffel til spejderne for at have fjernet MP3-downloads’ne fra deres hjemmeside. Det efterlader ved grød nogle af os med lidt af et problem.
Sie sind zurück
august 13, 2008Efter det, der føles som en ond, varm og små-våd evighed er de tilbage – i al fald for en kort bemærkning. I Skipperrogn-t-shirts endda. De Sorte Spejdere sendte som bekendt live fra Skanderborg-festival i den forløbne weekend (ved hvilken lejlighed jeg, pr. stedfortræder, fik en autograf), og nu er de 3 shows lagt ud på Spejdernes hjemmeside under “Direkte download” 7., 8. og 9. august. Og må jeg ha lov til at sige: med en ny intro – oplæst, synes jeg de sagde, af Ellen Hillingsøe, som, uanset hvem hun er, helt tydeligt er født til at introducere De Sorte Spejdere. Gør dig selv en tjeneste, klik ind og download udsendelsen fra den 7. august, og mærk storheden.
Deep Red i Danmark
juni 17, 2008Så – dvs. den 10. juni – skulle den være landet, Another World Entertainments danske DVD-udgivelse af “Mordets melodi”:
… der, som billedet viser, er bedre kendt som Dario Argentos “Profondo rosso”. Det er første gang siden lejevideo-udgivelsen, at filmen udkommer på dansk. Desværre ku jeg ikke finde den, da jeg var på udkig efter den i dag, hverken hos Stereo Studio eller hos Læsehesten, der ellers plejer at være obs på AWEs seneste udgivelser. “Mordets melodi” er ifølge AWEs nyhedsbrev en dobbelt-disc og indeholder flg.:
Disc 1: Directors cut version (126 min.) – Audio: Italiensk Dolby Digital 2.0 & 5.1
Disc 2: International version (105 min.) – Audio: Engelsk Dolby Digital 2.0 & 5.1
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk – Anamorfisk widescreen 2.35:1
Extras: Kommentarspor med filminstruktør og Argento-ekspert Thomas Rostock (på engelsk), An Eye for Horror-dokumentar, italiensk og amerikansk trailer, biografier med David Hemmings og Dario Argento, filmografier, trivia, slideshows med lobbycards, posters, stills, pressemateriale m.m., 4-siders booklet.
Altså en noget hot sag. Og jeg vil ikke mindst se frem til Rostock-sporet. Hvis jeg altså finder DVD’en.
Schlusslich et tip: tag og download De Sorte Spejdere Classic mp3′en fra den 3. marts – og lån dit øre til Harald, professionel ghostbuster, der for nyligt clearede en hel århusiansk fodboldbane for døde tyske soldater, som han beamede op via et himmelrør. 1 hver 3. sekund.
Skrevet af larsgorzelak 
