Divine watermelon

Fra Mitchell & Webb. Jeg lo.

På land

Jeg er gået i Brian Eno-mode, idet jeg efter “Darwins næb” er gået i gang med Eric Tamms “Brian Eno: His Music and the Vertical Color of Sound”, som har stået på hylden siden jeg købte den ved et bogudsalg på Randers Bibliotek. Enos musik klæder sneen – og omvendt – og eftermiddagshalvmørket, og koblingen – fra evolution til Eno – er ikke helt så far-fetched, som den måske umiddelbart virker; i mit hoved altså (er den ikke). I al fald er der over Enos ambient-musik en fornemmelse af evolutionært potentiale – af muligheder, der når som helst kan realisere sig – og ambience har, som bekendt, med omgivelser at gøre, og med at være opmærksom på dem. Ligesom evolution. Enos fjerde “Ambient”-plade – som er den, jeg især gerne lytter til, når jeg lytter til Eno – hedder faktisk “On Land”:

Tretten måder at se på en solsort

Har netop læst epilogen i Jonathan Weiners “Darwins næb – på sporet af arternes oprindelse i vore dage”, som jeg nu – for det er afleveringsfristens sidste dag – vil tage på biblioteket med. Weiners bog omhandler Peter og Rosemary Grant, to finkeobservatører, der i en årrække har registreret finkerne på Galapagosøerne – deres næblængde, fødemuligheder, kropsstørrelse osv. – i et historisk forsøg på at observere evolutionen i praksis. Bogens centrale pointe er, at evolution foregår væsentligt hurtigere, end Darwin forestillede sig, og når den tager udgangspunkt i Galapagosøerne, er det ikke fordi, evolutionen kun foregår der, men fordi den – pga. øernes karakter af afgrænset økosystem – er særligt nem at få øje på. 

Man kan forestille sig et lille eksperiment, som de to hovedpersoner, Peter og Rosemary, rent faktisk af og til foretager i dagligdagen – nemlig at genfortælle indholdet af deres teori uden på noget tidspunkt at bruge ordet evolution. Det er – i parentes bemærket – ikke svært. Hvor mange ville indse rigtigheden af teorien? Rigtig, rigtig mange, tror jeg. Teorien er for længst i praksis antaget som den bedste vi har, eftersom vi f.eks. ikke ville have nogen (fungerende) medicinalindustri, hvis ikke vi tog evolutiontænkningens resistenslære alvorligt. 

Den, bogen, blev tildelt Pulitzer-prisen som bedste populærvidenskabelige værk, og det var helt fortjent: den formidler sit stof på en fængslende og pædagogisk måde, som, tror jeg, efterfølgende vil farve ens måde at opfatte de nære, naturlige omgivelser på. Solsorte er aldrig bare solsorte. ”Darwins næb” er fremragende, bl.a. fordi den i fremstillingen husker, at videnskabsmænd heller aldrig bare er videnskabsmænd, men også mennesker med hver deres individuelle finurligheder – i sig selv en variationspointe. 

The Formation of Vegetable Mould

Jeg skal da lige love for, at Darwin popper op alle steder i disse dage. Har netop fået email fra amazon.co.uk om, at de har lavet en speciel Darwin-shop i anledning af 200-års-jubilæet: tjek her. Minus 5 % på “The Structure And Distribution Of Coral Reefs” – og hele 34 % på kioskbaskeren “The Formation of Vegetable Mould Through the Action of Worms With Observations on Their Habits”.  

PS til Bos “bollocks”

Min bror og søster har haft en mindre kontrovers, foranlediget af et indlæg min bror skrev om kreationisme, som han - min bror - betegnede som “bollocks”. Kreationismen, altså. Jeg er ret overbevist om, at min søster ikke er kreationist - i al fald ikke i den betydning, min bror tilsigter - og at kontroversen således skyldtes forbitaleri snarere end dyb uenighed; men det skal da ikke forhindre mig i at træde vande (det er trolds alt mig, der fejrer Videnskabens Muntre År i år).

Kreationisme er - i nyere tid - først og fremmest en fællesbetegnelse for en række religiøse (ikke mindst kristne) bestræbelser på at opstille et alternativ til evolutionstanken, dvs. til den idé, at arter så at sige kan variere så meget (ikke indbyrdes, men hver for sig), at de sprænger rammerne for deres art, så der opstår en ny. Der findes forskellige typer af kreationister. Old school-filialen accepterer overhovedet ikke evolutionstanken, heller ikke indenfor rammerne af en given art (dvs. arterne er fuldstændig statiske, skabt ved mirakler, og ser ud i dag, som de altid har gjort), og gamle og nye kreationister har vidt forskellige opfattelser af eksempelvis universets og jordens alder.

Fælles for alle kreationister er, at de ønsker at forklare forhold i naturen med reference til bibelske udsagn (f.eks. om syndfloden), og at de har en tendens til at prioritere skriftsteder højt i deres forklaring af naturfænomener. Jeg er, som min bror og jf. i øvrigt den almindelige videnskabelige konsensus, af den opfattelse, at kreationisme er videnskabeligt uvederhæftig - herunder også dens seneste manifestation, intelligent design. Jeg er også af den opfattelse, at det er en god idé at gøre opmærksom på uvederhæftigheden jævnligt, eftersom kreationister som oftest ikke nøjes med at udveksle ideer efter fyraften i kreationismeklubben, men ynder strategisk og målrettet luftning af deres teorier også i undervisningssammenhænge.

At tro på, at Gud har skabt verden, er imidlertid ikke det samme som at være kreationist - og det var egentlig bare det, jeg lige ville elaborere på. Om man tror på Gud som verdens skaber – dvs. dens skaber i fysisk-materiel forstand – er naturligvis aldeles ens egen sag og fuldt ud legitimt. Folk er i deres gode ret til at tro på hvad som helst. Kreationismens problem er præcis, at den vil være mere end tro, nemlig videnskab, og derfor må argumentere rationelt.

Men hertil kommer, at man også meget vel kan tro på Gud som verdens skaber i en anden forstand – uden at være kreationist. Som min bror gjorde opmærksom på i et indlæg umiddelbart før kreationismeindlægget, findes der en udbredt form for individuel religiøsitet - lad os kalde den eksistentiel - hvor religiøse tanker, der videnskabeligt set er meningsløse, godt kan give mening. Det er i denne forstand, tror jeg, at f.eks. de fleste danskere i dag er religiøse, når de er det, nemlig i form af en personlig og individuel religiøsitet, hvor Gud og ens egen livshistorie er nært forbundne. 

Et bibelvers’ værdi står og falder under sådanne omstændigheder ikke nødvendigvis med, om det beskriver noget, der faktisk, historisk, har fundet sted. Hvor mange mener, i dagens protestantiske Danmark, at den jødisk-kristne skabelsesmyte skal forstås bogstaveligt? Næppe ret mange. Der er jo også hele to af slagsen - myter altså - hvilket unægtelig vanskeliggør en bogstavelig fortolkning.

Men: At “Gud har skabt verden” betyder (eller kan betyde) noget andet, end at Gud har skabt verden – i den betydning, at han har fungeret som en slags galaktisk bygmester - nemlig, at Gud har grundlagt og vedbliver med at grundlægge den verden og de vilkår, hvori/-under mit personlige liv skal udfolde sig. Og denne religiøse forståelse er ikke uforenelig med eksempelvis naturvidenskabens teorier om evolution og naturlig selektion; det er den kun i det omfang, den vil forstås ikke som en religiøs sandhed, der vedrører individets forhold til verden, Gud og andre mennesker, men som en videnskabelig teori om verdens fysiske herkomst.   

Videnskabeligt er teorien om Gud som verdensskaber letnedskydelig. Men derfor kan troen på en skabergud udmærket have værdi som en religiøs sandhed – en tros-sandhed - der har endog meget stor eksistentiel betydning for mig som menneske. Og som ikke bliver mindre sand af at være en religiøs sandhed – men dog sand på en anden måde end en videnskabelig sandhed. Fordi - som Johannes Sløk gør opmærksom på i en bog, der har gjort betydeligt indtryk på mig - at det religiøse sprogs sandheder nemlig ikke er rationelle og heller ikke skal foregive at være det; de er intimt forbundet med den personlige eksistens og med individets - om man så må sige - private, eksistentielle horisont, erfaringer og livshistorie.

Som på den anden side ikke er mere privat, end at den selvsagt får betydning for individets måde at møde verden - socialt - på.

Mozart og stamina

Jeg har reklameret for det en del gange før, jeg ved det – men det kan ikke siges ofte nok. Har netop modtaget to Mozart-bokse: “La Clemenza di Tito”/”La Finta Giardiniera” & “Idomeneo”/”Thamos” – i alt 11 CD’er med helt udmærkede indspilninger - samt en opera-DVD, Rossinis “Il Turco in Italia”. Alle på tilbud i januarkataloget fra Classico-klubben. Samlet pris: 123 kroner, inklusiv porto. Get ye to Classico, pronto.

Et af livets mysterier: Jeg har nu haft “Pirates of the Caribbean: At World’s End” stående på min filmhylde i månedsvis, og jeg har forsøgt at se den mindst 4 gange. Men stopper hver gang efter en 50-60-90 minutters tid. Det er – skal det siges – en umanerligt lang film, men den er ikke dårlig, og det er mig helt ubegribeligt, hvor min stamina blir af. Nå.

Et projekt, jeg til gengæld vil føre til ende, om det så blir det sidste, jeg gør: Jeg er gået i gang med at læse Jonathan Weiners “The Beak of the Finch”, herhjemme udgivet som “Darwins næb”. Der var vistnok på et tidspunkt én, der anbefalede den i en kommentar her på min blog, og tak – i så fald – for det. Den er helt og aldeles fortræffelig.

Galapagos-øerne

Note til mig selv: Naturserie om “Galapagos-øerne” – hvis arter Darwin studerede under dennes første ekspedition i 1835 – i aften kl. 19.10 på DR1. Se den.
 
Dagens Clive Barker-novelle: “Pig Blood Blues”. Som mindede mig lidt om “Lord of the Flies”.

Plantebøger

Øv. Jeg havde samlet en hel pose med strandplanter, som jeg derpå – i bedste Darwin-ånd – havde tænkt mig at bestemme i mit hjemmelaboratorium, men uheldigvis viser det sig, at strandplanter slet ikke er inkluderet i min “nye” plantebog. Næste fase er derfor nok at tjekke internettet samt at gå på biblioteket. Nye bogindkøb:

Vi udviklingsteoretisk udfordrede – uden medfødt sans for plantelivet – står i stor gæld til Forlaget Fremad.

Sir Julian Huxley – incidentally – var sønnesøn af Thomas Henry Huxley, ”Darwins bulldog”, og ligesom denne tilhænger af Darwins teori om naturlig udvælgelse. Han modtog Royal Societys Darwin-medalje i 1956. Det står mig ikke helt klart, hvilket af hans mange populærvidenskabelige værker “Udviklingens historie” (se ovenfor) er en oversættelse af – men det er helt sikkert et af dem.

Tagged

Bror Bo har tagget mig og bedt mig om at gøre følgende:

1. Pick up the nearest book.
2. Open on page 123.
3. Find the fifth sentence.
4. Post the next three sentences.
5. Tag five people, and acknowledge who tagged you.

For øjeblikket er jeg på pinseferie, og min medbragte pinseferielæsning er “The God Delusion” af Richard Dawkins – som ligger til venstre for mit keyboard, lige ovenpå VHS-eksemplarer af Joan Collins-gyseren “Søn af Satan” og “Tentaklernes nat”. Jeg sidelæser Dawkins’ religionskritik sammen med nogle helt fantastiske evolutionsbøger, jeg fandt på et Y’s Men’s-marked. Mere om dem senere. Og om Dawkins.

Sætning 5-8 på side 123 udgør slutningen på et afsnit, idet jeg altså – også for forståelsens skyld – regner sidens første halve sætning som sætning nr. 1. Dawkins taler om Dan Browns “The Da Vinci Code” og de bibelske evangelier, og “it” i første sætning hentyder til Browns bog:

“It is indeed fabricated from start to finish: invented, made-up fiction. In that respect, it is exactly like the gospels. The only difference between The Da Vinci Code and the gospels is that the gospels are ancient fiction while The Da Vinci Code is modern fiction”.

Ellers ikke meget nyt – og så dog alligevel. Måske er der sket noget småt, som er begyndelsen til noget større. Jeg har købt en del bøger om træer, buske og planter og går rundt og samler eksemplarer af sidstnævnte ind i en plasticpose, som jeg så bagefter identificerer i min bog. Planterne, ikke posen. Men frygt ikke for min tilstand – alt vil snart stå lysende klart.

Jeg tagger Ane, Paw, Anita, Mette og Henrik. Og undskylder, hvis nogen er blevet dobbelt-tagget. Og takker min egen tagger, Bo. Og tak til Taggart.

Den Muntre Videnskabs År fortsætter

Nå, men nu må jeg jo heller ikke glemme, at jeg – som nytårsforsæt – har erklæret 2008 for Den Muntre Videnskabs År. “Origin of Species” har, indrømmet, lagt på hylden i et par måneders tid, men jeg har nu lagt en plan om at udvide i BREDDEN, for derved at undgå at komme til at køre død i Darwin i dybden - eller for at minde mig selv om det større perspektiv. Der er – det forstår selv jeg – trods alt andet end Warcraft i tilværelsen. Indkøbt – derfor – i dag: Richard Dawkins, “The God Delusion”.