Underlige overtoner

Det er blæsende torsdag, og i folketinget lige nu står der en meget ung, meget smilende venstrekvinde, Louise Schack Elholm, og argumenterer for, at 300-timers-reglen for ægtepar skal være en 450-timers-regel. Eller rettere: det gør hun ikke. Argumenterer altså. Det, hun gør, er at brande fuldstændigt hæmningsløst - hun har sagt “positivt”, “ligestilling”, “fællesskab” og “fantastisk” mindst en bizillion gange indtil videre. Og: “Jeg er ikke typen, der ønsker at lænke kvinderne til kødgryderne”. Modtaget.

Dagens musik: Brian Enos og David Byrnes ”Strange Overtones” – som jeg egentlig synes er lidt kedeligt, men alligevel ikke kan få ud af hovedet. Fra den nye plade, “Everything That Happens Will Happen Today“.

 

På land

Jeg er gået i Brian Eno-mode, idet jeg efter “Darwins næb” er gået i gang med Eric Tamms “Brian Eno: His Music and the Vertical Color of Sound”, som har stået på hylden siden jeg købte den ved et bogudsalg på Randers Bibliotek. Enos musik klæder sneen – og omvendt – og eftermiddagshalvmørket, og koblingen – fra evolution til Eno – er ikke helt så far-fetched, som den måske umiddelbart virker; i mit hoved altså (er den ikke). I al fald er der over Enos ambient-musik en fornemmelse af evolutionært potentiale – af muligheder, der når som helst kan realisere sig – og ambience har, som bekendt, med omgivelser at gøre, og med at være opmærksom på dem. Ligesom evolution. Enos fjerde “Ambient”-plade – som er den, jeg især gerne lytter til, når jeg lytter til Eno – hedder faktisk “On Land”: