Utvivlsomt som et resultat af for mange, alt for sene Warcraft-aftener i løbet af ugen har jeg tilbragt det meste af aftenen med at indhente mistet søvn. Planen var, at jeg lige ville snuppe en time på øjet, da jeg kom hjem fra arbejde – en morfar, som det hedder blandt kendere – men den ene time endte med at blive til 5. Da jeg – endelig – vågnede, benyttede jeg lejligheden til at gense Ingmar Bergmans “Smultronstället” (1957). “Ved vejs ende” – som filmen hedder på dansk – er blandt de film, der har gjort uudsletteligt indtryk på mig, og den fortsætter med at gøre det, selvom jeg efterhånden – fordi, den virker opbyggelig – har set den en 5-6 gange.
Hovedrollen – dr. Isak Borg – spilles af Victor Sjöström, og filmen skildrer episoderne på den afgørende dag i hans liv, hvor han – efter 50 år som læge – er på vej til Lund for at modtage en ærestitel. Kronen på værket.
Det er en road movie - med et knudret forløb af ind- og udfald. Meget hurtigt i filmen smelter fortid og nutid sammen, og Isak genoplever centrale øjeblikke fra sin tilværelse, der tvinger ham til at reflektere over sine livsvalg. Sjöström – der i øvrigt var en stor filminstruktør i stumfilmsperioden – er intet mindre end fantastisk, og filmen anbefales enhver, der føler behov for – som Isak – at gøre eksistentiel status fra tid til anden.
Skrevet af larsgorzelak 
