Erotikken på dansk, 4

Dette er fjerde og sidste del af en føljtetonanmeldelse af Batailles “Erotikken”. Læs første, anden og tredje del.

***

100 sider inde i bogen har Bataille foreløbig ikke sagt meget om sit emne, erotikken, men nok antydet, at denne hænger sammen med dels det hellige, dels den ødselhed, der karakteriserer de naturlige processer. Dette uddyber han nu i kapitlerne ”Fra den religiøse ofring til erotikken” og ”Den seksuelle plethora og døden”.

Den fysiske seksualitet, siger han, forholder sig til erotikken, som hjernen gør til tanken (s. 109), og det er derfor i formeringen, at vi skal lede efter forbindelsen mellem det erotiske og kontinuitetens åbenbaring. Bataille udtrykker det på denne måde: ”Formeringens objektive bevægelse sætter på det indre plan selvfølelsen, væsensfølelsen og følelsen af det isolerede væseners grænser, på spil. Det sætter diskontinuiteten på spil (…) Særligt i seksualiteten indsætter følelsen af de andre, hinsides selvfølelsen, en mulig kontinuitet mellem to eller flere, i modsætning til den først givne diskontinuitet. I seksualiteten vedbliver de andre med at frembyde en mulighed for kontinuitet.” (s. 119).

Formuleringen er kringlet, men det er ikke vanskeligt at se, hvor Bataille vil hen. Erotikken er – igen set ud fra individets synsvinkel – voldelig, for så vidt som den indebærer to (eller, som forfatteren pointerer, flere) væseners forening; men den er også behagelig, fordi overskridelsen er frivillig – den er, i en vis forstand, en gave, og minder på denne måde lidt om offerhandlingen.

Ligesom tabuerede genstande er erotikken, omgærdet af forbud, der indikerer under hvilke omstændigheder, den må finde sted – samtidig med, at de naturligvis understreger erotikkens væsentlige kulturelle funktion qua sammenhængen imellem overskridelse og norm. Hvilket man hver dag kan konstatere på forsiden af tabloidaviserne.

Dette turde være nok til at antyde den overordnede tese i Batailles værk. I virkeligheden mangler bogens sidste halvdel at blive redegjort for, men jeg kan ganske kort nævne, at den bl.a. indeholder en diskussion af kristendommen, der ifølge Bataille som religion indtager en særplads i forhold til forbuds-/overskridelsesproblematikken, idet den understreger skellet imellem det hellige og profane; en kritisk kommentar til Kinsey-rapporten; samt et kapitel om Marquis de Sade som en nøglefigur i ”overskridelsens historie”.

Erotikken på dansk, 3

”Negationen af den individuelle beståen” er fornuftigt nok ikke noget, et individ ser frem til. Almindeligvis: for også her er regler for, hvornår man bør gå i opløsning. Orgasmen omtales i folkemunde som ”den lille død”, og det er en populær forestilling, at kærligheden får forelskede mennesker til at ”smelte sammen”, ofte til irritation for omverdenen. Men det individuelle vil under normale ukritiske omstændigheder helst fortsætte med at være individuelt, og negationen erfares derfor som en voldelig hændelse. Selv når individet vedgår at føle et vist behag ved åbningen mod det grænseløse, ledsages bruddet på diskontinuiteten altid i et eller andet omfang af angst eller ubehag.

Volden indtræffer, når kontinuitetens, naturens eller livets objektive bevægelse resulterer – hvad den uundgåeligt gør – i diskontinuerte væseners undergang. Dét, der set fra helhedens synspunkt lader sig forstå som livets overstrømmende, blinde bevægelse – kontinuitetens tilsynekomst – er, set fra den individuelle eksistens’ synsvinkel, det samme som død og undergang. Forbudenes egentlige genstand er derfor volden, og det, som forbudene udtrykker, er en menneskelig afstandtagen fra volden.

Hvis vi overraskes over Batailles kobling af volden og det sakrale rum, skyldes det formentlig vores baggrund, for tidligere tiders mennesker har ikke haft problemer med i det hellige på én gang at se noget ophøjet og farligt, ligefrem dødbringende. Den dobbelte betydning er klart tilstede i begreberne ”mana” og ”tabu”. I kristendommen, derimod, er det hellige ifølge Bataille ubetinget ophøjet, hvilket problematiserer det dialektiske forhold mellem forbudet og overskridelsen.

Den diskontinuerte tilværelse er en ordnet tilværelse. Det er arbejdet, der har medført denne orden. Volden forstået som overskridelse står i direkte modsætning til arbejdet og den griber forstyrrende ind, når den indtræffer. Mennesket er interesseret i at udbygge og reparere kulturelt på sin eksistens, men naturen vil tilsyneladende det modsatte. Den er ødsel og forbruger umådelige ressourcer – heriblandt menneskelige: ”Seksualiteten og døden er blot højdepunkterne i en fest, som naturen fejrer med den uudtømmelige mangfoldighed af levende væsener. De betegner begge det grænseløse spild, som naturen forestår, stik imod den vilje til at vare ved, som kendetegner det enkelte væsen” (s. 72).

***

Sidste del følger. Første og anden del.

Erotikken på dansk, 2

Emnet i ”Erotikken” er ét, vi i forvejen er bekendt med fra den mystiske litteratur. Bataille foreslår en sammenhæng imellem religionens og erotikkens væsen, mens erotikken på sin side er ”en åbning til døden” og til ”negationen af den individuelle beståen” (s. 29). Den mystiske erfaring, som den er beskrevet i esoteriske skrifter, indebærer altid i et eller andet omfang det individuelles ophævelse og optagelse i en højere væren – man tænker f.eks. på Plotins (anti)begreb om Det Ene, Mester Eckeharts ”Seelenfünklein” eller den gnostiske filosofi, ifølge hvilken hvert enkelt menneske bærer rundt på en gnist, som stræber efter at frigøre sig fra materien.

Bataille udtrykker det på den præcise (og moderne) måde, at der må ske et brud på diskontinuiteten, for at kontinuiteten kan åbenbare sig – og kontinuitet, forskellenes ophævelse, er, hvad det religiøse altid har handlet om. Diskontinuitet præger tilværelsen; vi opfatter hinanden som individuelle eksistenser, med hver sin unikke historie, der færdes i en verden af separate genstande. I og med den mystiske erfaring sker der en – momentan – tilsidesættelse af alt dette: der sker en overskridelse, i Batailles terminologi.

En overskridelse forholder sig altid til et forbud – dét, man tidligere kaldte for et tabu – og sådan nogle er et hvilket som helst samfund fuldt af. Det gensidige afhængighedsforhold imellem norm og overskridelse er en grundtanke og en nøgle til Batailles forestillingsverden. Hvis ikke overskridelsen var momentan – dvs. en kortvarig begivenhed – ville samfundet ikke kunne opretholdes; og der ville i øvrigt ske det mærkværdige, at overskridelsen ophævede sin genstand og derfor ikke længere overskred noget. Overskridelsen hæver ”forbudet uden at fjerne det” (s. 43), og når overskridelsen er færdig, træder forbudet atter i kraft.

Det er en kliché, at regler er til for at blive brudt – men også overskridelsen er organiseret, omgivet af regler. Krig er et eksempel herpå – eller mindre dramatisk: fest. Ved brylluppet, konfirmationen, familiefesten træder økonomiske overvejelser til side i bestræbelsen på rigelighed, som heldigvis – for ellers ville vi ende i økonomisk ruin – hurtigt afløses af den profane tid, arbejdstiden, igen. Druk og hvad deraf følger er en overskridelse af hverdagsadfærden, men også den er – midt i overskridelsen – forbundet med sociale normer. Man drikker i fredagsbaren med vennerne, ikke alene en mandag aften. Som regel.

***

Fortsættelse følger. Første del her.

Erotikken på dansk, 1

Let omskrevet anmeldelse af den danske oversættelse af Batailles “Erotikken”, oprindeligt bragt i Institut for Idéhistories institutblad “Tingen”. Opdelt som føljeton for læsevenlighedens skyld.

***

Den franske teoretiker og romanforfatter Georges Bataille er herhjemme bedst kendt for sit filosofiske hovedværk ”Den indre erfaring” og for den pornografiske fortælling ”Historien om øjet”. Nu er det religionsfilosofiske værk ”Erotikken” – for første gang siden bogens udgivelse i 1957 – udkommet i en dansk oversættelse, foretaget af Mette Olsen og Astrid Juul Poulsen. Eftersom mine franskkundskaber er ikke-eksisterende (og jeg derfor mangler enhver faglig forudsætning for at kunne udtale mig om oversættelsen), skal det følgende handle om bogens hovedtese.

Nogle oplysninger om forfatteren: Bataille (1897-1962) opnåede i løbet af sin tilværelse at udgive en række for nogles vedkommende stærkt omdiskuterede skrifter, hvori han fremstillede sine forestillinger om kunst (”Lascaux, ou La naissance de l’art” 1955, ”Manet” 1955, ”La haine de la poésie” 1947), filosofi (”Sur Nietzsche” 1945, ”L’expérience intérieure” 1943) og religion (bl.a. ”Théorie de la religion” 1948), samt at konkretisere disse forestillinger i form af nogle form-eksperimenterende romaner, der ofte var af pornografisk tilsnit.

”Religiøs pornograf” er vel det tætteste, man kommer på en beskrivelse af ham, idet man med religiøs anvender Batailles egen definition af begrebet: en religiøsitet, der er intimt forbundet med det pornografiske, og som sætter det hellige i forbindelse ikke blot med det ophøjede, men med det profane.

I trediverne fattede Bataille interesse for datidens politiske strømninger og grundlagde i 1936 et okkult samfund ved navn Acéphale (”hovedløs”), som skulle bekæmpe fascistiske tendenser, og som formodentlig var tænkt som et slags religiøst modsvar på oplysningstænkningens egen form for ”religion”. Det fortsatte det så indtil dets opløsning i 1939, hvorefter Bataille forlod Paris og slog sig ned på landet. Her forfattede han, i perioden 1941-44, nogle af sin karrieres vigtigste skrifter. ”L’Erotisme” er fra 1957 og altså nedskrevet sent i forfatterskabet, kun fem år før Batailles død.

Batailles ærinde i ”Erotikken” er ikke filosofi, men erfaringsbeskrivelse. Skønt bogen indeholder en historisk oversigt, er det historiske behandlet og belyst i forhold til en lille gruppe begreber, som Bataille tager i anvendelse med henblik på at beskrive den religiøse eller erotiske erfaring.

Forfatteren fastslår meget hurtigt og gentagne gange sit projekts uvidenskabelighed (hvilket selvsagt ikke er det samme som useriøsitet): ”Erotikkens bestemmelse er oprindeligt religiøs, og mit værk er mere beslægtet med ”teologien” end med den videnskabelige religionshistorie”, skriver han s. 38. Allerede i forordet har han gjort os opmærksomme på flg.: ”Erotikken kan kun betragtes, hvis det, når mennesket betragter den, er mennesket selv, der betragtes” (s. 10). Erotikkens betydning undslipper det strengt videnskabelige blik, hvorfor Bataille selv i en vis forstand må ”tale religiøst”.

Sondringen er beslægtet med den opfattelse, som Johannes Sløk fremsætter i ”Det religiøse sprog”, og ifølge hvilken det religiøse sprog er fundamentalt forskelligt fra det videnskabelige eller rationelle sprog, der i kraft af sin natur må stå uforstående overfor det religiøses område. Religionens betydning er kun tilgængelig for den, der tænker religiøst, eller som går til den religiøse erfaring.

***

Fortsættelse følger.