Snoetry

Kate Bushs nye album – ”50 Words for Snow” – har, så vidt jeg har kunnet konstatere, foreløbig fået én forbeholden anmeldelse. Modsat hendes forrige, ”Director’s Cut”, som langtfra fik nogen pæn modtagelse. Mange af roserne er, selvfølgelig, rene klicheer, og noget af det mest begavede, jeg har læst om ”Snow”, er ikke skrevet af en anmelder men af en kritisk køber. Kate Bush forfølger nye musikalske veje, stod der sådan cirka – ”and sadly I won’t be following her”. Jeg har det selv omvendt – de helt tidlige plader, ”The Kick Inside” og ”Lionheart”, siger mig intet , mens jeg til gengæld opfatter ”The Dreaming”, ”Hounds of Love”, ”Aerial”, ”Snow” og ”Lyra” – nummeret, hun lavede til ”The Golden Compass”, og som indledte Bushs minimalistiske periode – som stor kunst.

Men det er en ærlig sag at sige fra. Mere ærligt end de mange fans, der konstant forsøger at proppe Bush ind i en æske, og som hun heldigvis synes konsekvent at ignorere. Bush er ikke nogen æterisk sylfide og har aldrig været det. Hun er drønfræk, har åbent bekendt sin forkærlighed for britisk komik og hyldet engelsk skræk med ”Hammer Horror”. Hun hyler som en hyæne på ”The Dreaming”, der flyver et fantastisk landskab og persongalleri ud af hendes – muffe – på forsiden af ”Never for Ever”. Den pæne ”Running Up That Hill” er bedst kendt fra ”Hounds of Love”, men på samme plade eksploderer musikken i en uskøn montage, da hun fremmaner heksen i ”Waking the Witch”. Bush er, og det stråler ud af hende selv i den gæsteoptræden i børneshowet “Razzmattazz”, man kan finde på Youtube, en voldsomt seksuel person, som man ikke sætter i bås. Og det er hun stadigvæk, selvom hendes præferencer har ændret sig i retning af det minimalistiske.

Det nye album er tilpas harmonisk til, at begge lejre – for de flestes vedkommende – kan være med. Der er ”Snowflake”s religiøse mysticisme, den tidløse romantik i ”Snowed in at Wheeler Street” og ”Among Angels”’ sitrende sommerspejle – vel nok det oftest citerede vers fra pladen – til de friktionsforskrækkede. Og der er Stephen Frys præcise recitation af 50 vrøvleord for sne (mens Bush hepper ”come on man, you’ve got 44 to go” osv. i baggrunden), snemandssex og våde lagner i “Misty” og ”Wild Man”s kærlighedssang til yetien til dem, der har humoren i behold. Samt “Lake Tahoe”, en iskold ghost story, som er udenfor kategori. Jeg tror aldrig, jeg har været så meget i vinterstemning som i disse dage, og jeg glæder mig allerede til at høre pladen igen.