Brev til en kristen nation

Forleden faldt jeg på biblioteket over Sam Harris’ lille bog ”Brev til en kristen nation”, som jeg længe har villet læse, og som altså forlængst er udkommet i dansk oversættelse, uden at jeg har bemærket det. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget i den anledning – dvs. indtil jeg googlede bogen og faldt over Jyllands-Postens Johs. H. Christensens ”anmeldelse” på bog.guide.dk.

Intet i anmeldelsen tyder på, at Christensen har anmeldt bogen på basis af andet end sine egne fordomme, og overskriften ”Ateismens prædikanter er i panik efter 11. september” siger vel sådan set det meste.

Som Harris stilfærdigt gør opmærksom på i sin (jf. Christensen) ”pamflet”, så burde man i virkeligheden slet ikke tale om ateismen. Ateismen er ikke – som kristendommen – en trosretning. Dens tilhængere har det ene tilfælles, at de ikke tror på eksistensen af guddommelige væsner. Men man definerer ikke en bevægelse ved et fravær af et synspunkt.

Selvom ateister således dårligt kan kaldes prædikanter – de har nemlig ikke noget universelt synspunkt at prædike – så kan de naturligvis argumentere med større eller mindre ihærdighed og brutalitet. Christopher Hitchens’ ”gud er ikke stor” er et velkendt eksempel på, hvad man kunne kalde indigneret, u-gentleman-agtig argumentation. Hitchens – mærker man – er flintrende ligeglad med, hvad han træder på. Bare pointen kommer igennem.

Harris hører, til sammenligning, til blandt de mere stoiske kritikere. Bogen er skrevet primært til gruppen af kristne, der anser bibelen for at være guds ord – en tanke, der er mere udbredt i USA end i Europa. Den er af beskedent format, fordi den er beregnet til at blive læst af mennesker, der mener noget andet end forfatteren.

Målinger tyder på, at kun 12% af den amerikanske befolkning tror på, at livets udvikling er foregået naturligt, uden guddommelig indgriben. Forudsat at folk ved, hvad de svarer på, når de siger ja til at være kreationister, tror næsten halvdelen af befolkningen på, at universet blev skabt for 6000 år siden.

De videnskabelige beviser, der taler hhv. for udviklingslæren og imod antagelsen om en så kort verdenshistorie, er overvældende. Resultaterne for forskningen, såfremt man antog bibelens teorier, ville være katastrofale. Alligevel tager Harris det bibeltro synspunkt seriøst.

Man kan og bør diskutere antagelsen om videnskabernes og religionens uforenelighed. Religion forstået som indre erfaring glimrer næsten altid ved sit fravær i Dawkins’ og åndsbeslægtede forfatteres argumenter. Men for den, der ikke vil sætte spørgsmålstegn ved bibelens guddommelige autoritet, er de spørgsmål, Harris rejser, graverende – i det mindste alvorlige nok til at kræve et svar, der gives med samme alvor som spørgsmålet.

Han virker – er jeg ikke i tvivl om – provokerende på den læser, der indtager den modsatte holdning. Men på intet tidspunkt er han perfid, nedgørende eller uredelig. Modsat Christensen.