“The despair of politics”

Sidst læst: Hugh Trevor-Ropers ”The Last Days of Hitler”, som jeg fandt som ramponeret engelsk paperback i Genbrugsland. Trevor-Roper blev i 1947 af British Intelligence pålagt den opgave at skabe klarhed om omstændighederne i Førerbunkeren under de sidste dage af det nazistiske styres levetid. Dette som følge af russiske pressemeddelelser, der såede politisk motiveret tvivl om, hvorvidt Hitler havde overlevet og var flygtet.

Bogen, som hurtigt blev genoptrykt i adskillige oplag, er én lang gennemgang, baseret på vidneudsagn og dokumenter fra bunkeren, af dagene op til Hitlers selvmord, af intrigerne og spændingerne efterhånden som modsætningen imellem de politiske realister og de nazistiske idealister blev tydeligere under indtryk af russernes belejring af Berlin – og, selvfølgelig, af Hitlers karismatiske personlighed, som i perioden efter attentatet i stigende omfang foretog absurde politiske, sundhedsmæssige og militære valg.

Hvor faktuel Trevor-Roper end er i sin tilgang til emnet, så er bogen også historien om ”a savage tribe and a primitive superstition” – en destruktionskult – og det er ikke mindst det, der gør den spændende. Trevor-Roper siger det aldrig direkte, men hans billedsprog lader ikke én i tvivl om, at nazismen dybest set var en religion; bogen er – også – et forsøg på at imødegå mytedannelse om dens afdøde, ”forrådte” guddom.

”If we wish to explain the docility of the German people”, skriver Trevor-Roper i epilogen, ”we must […] find it, perhaps, in that most discouraging German characteristic: the despair of politics”. Der er, selvfølgelig, i den tyske tænknings historie og betoning af historiske processer, der overtrumfer og dirigerer politiske, et vist belæg for Trevor-Ropers forslag. Han bruger flere gange udtrykket ”Nordic nonsense” (eller tilsvarende fraser) om nazismens metafysik. Selvom han understreger, at der heri ikke ligger en racemæssig, men en kulturel dom, forekommer fraserne mig alligevel at være lovlig smarte. Vås er, trods alt, vås. Uanset – osv.

Men retorikken hænger sammen med et større spørgsmål, som rejses i epilogen, nemlig hvorvidt nazismen som massebevægelse kunne være opstået andre steder end i Tyskland. Jeg ved det ikke – og jeg ved ikke, hvor overbevisende, jeg synes, at Trevor-Ropers redegørelse for ”the docility of the German people”, er. Men til gengæld synes jeg, at betegnelsen ”the despair of politics” er velvalgt. Uanset, hvor meget der er skrevet om Hitlers politiske og militærstrategiske begavelse i bevægelsens tidlige år, så handler nazismen dybest set ikke om politik, men om politisk fortvivlelse.