Snoetry

Kate Bushs nye album – ”50 Words for Snow” – har, så vidt jeg har kunnet konstatere, foreløbig fået én forbeholden anmeldelse. Modsat hendes forrige, ”Director’s Cut”, som langtfra fik nogen pæn modtagelse. Mange af roserne er, selvfølgelig, rene klicheer, og noget af det mest begavede, jeg har læst om ”Snow”, er ikke skrevet af en anmelder men af en kritisk køber. Kate Bush forfølger nye musikalske veje, stod der sådan cirka – ”and sadly I won’t be following her”. Jeg har det selv omvendt – de helt tidlige plader, ”The Kick Inside” og ”Lionheart”, siger mig intet , mens jeg til gengæld opfatter ”The Dreaming”, ”Hounds of Love”, ”Aerial”, ”Snow” og ”Lyra” – nummeret, hun lavede til ”The Golden Compass”, og som indledte Bushs minimalistiske periode – som stor kunst.

Men det er en ærlig sag at sige fra. Mere ærligt end de mange fans, der konstant forsøger at proppe Bush ind i en æske, og som hun heldigvis synes konsekvent at ignorere. Bush er ikke nogen æterisk sylfide og har aldrig været det. Hun er drønfræk, har åbent bekendt sin forkærlighed for britisk komik og hyldet engelsk skræk med ”Hammer Horror”. Hun hyler som en hyæne på ”The Dreaming”, der flyver et fantastisk landskab og persongalleri ud af hendes – muffe – på forsiden af ”Never for Ever”. Den pæne ”Running Up That Hill” er bedst kendt fra ”Hounds of Love”, men på samme plade eksploderer musikken i en uskøn montage, da hun fremmaner heksen i ”Waking the Witch”. Bush er, og det stråler ud af hende selv i den gæsteoptræden i børneshowet “Razzmattazz”, man kan finde på Youtube, en voldsomt seksuel person, som man ikke sætter i bås. Og det er hun stadigvæk, selvom hendes præferencer har ændret sig i retning af det minimalistiske.

Det nye album er tilpas harmonisk til, at begge lejre – for de flestes vedkommende – kan være med. Der er ”Snowflake”s religiøse mysticisme, den tidløse romantik i ”Snowed in at Wheeler Street” og ”Among Angels”’ sitrende sommerspejle – vel nok det oftest citerede vers fra pladen – til de friktionsforskrækkede. Og der er Stephen Frys præcise recitation af 50 vrøvleord for sne (mens Bush hepper ”come on man, you’ve got 44 to go” osv. i baggrunden), snemandssex og våde lagner i “Misty” og ”Wild Man”s kærlighedssang til yetien til dem, der har humoren i behold. Samt “Lake Tahoe”, en iskold ghost story, som er udenfor kategori. Jeg tror aldrig, jeg har været så meget i vinterstemning som i disse dage, og jeg glæder mig allerede til at høre pladen igen.

Brev til en kristen nation

Forleden faldt jeg på biblioteket over Sam Harris’ lille bog ”Brev til en kristen nation”, som jeg længe har villet læse, og som altså forlængst er udkommet i dansk oversættelse, uden at jeg har bemærket det. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at sige noget i den anledning – dvs. indtil jeg googlede bogen og faldt over Jyllands-Postens Johs. H. Christensens ”anmeldelse” på bog.guide.dk.

Intet i anmeldelsen tyder på, at Christensen har anmeldt bogen på basis af andet end sine egne fordomme, og overskriften ”Ateismens prædikanter er i panik efter 11. september” siger vel sådan set det meste.

Som Harris stilfærdigt gør opmærksom på i sin (jf. Christensen) ”pamflet”, så burde man i virkeligheden slet ikke tale om ateismen. Ateismen er ikke – som kristendommen – en trosretning. Dens tilhængere har det ene tilfælles, at de ikke tror på eksistensen af guddommelige væsner. Men man definerer ikke en bevægelse ved et fravær af et synspunkt.

Selvom ateister således dårligt kan kaldes prædikanter – de har nemlig ikke noget universelt synspunkt at prædike – så kan de naturligvis argumentere med større eller mindre ihærdighed og brutalitet. Christopher Hitchens’ ”gud er ikke stor” er et velkendt eksempel på, hvad man kunne kalde indigneret, u-gentleman-agtig argumentation. Hitchens – mærker man – er flintrende ligeglad med, hvad han træder på. Bare pointen kommer igennem.

Harris hører, til sammenligning, til blandt de mere stoiske kritikere. Bogen er skrevet primært til gruppen af kristne, der anser bibelen for at være guds ord – en tanke, der er mere udbredt i USA end i Europa. Den er af beskedent format, fordi den er beregnet til at blive læst af mennesker, der mener noget andet end forfatteren.

Målinger tyder på, at kun 12% af den amerikanske befolkning tror på, at livets udvikling er foregået naturligt, uden guddommelig indgriben. Forudsat at folk ved, hvad de svarer på, når de siger ja til at være kreationister, tror næsten halvdelen af befolkningen på, at universet blev skabt for 6000 år siden.

De videnskabelige beviser, der taler hhv. for udviklingslæren og imod antagelsen om en så kort verdenshistorie, er overvældende. Resultaterne for forskningen, såfremt man antog bibelens teorier, ville være katastrofale. Alligevel tager Harris det bibeltro synspunkt seriøst.

Man kan og bør diskutere antagelsen om videnskabernes og religionens uforenelighed. Religion forstået som indre erfaring glimrer næsten altid ved sit fravær i Dawkins’ og åndsbeslægtede forfatteres argumenter. Men for den, der ikke vil sætte spørgsmålstegn ved bibelens guddommelige autoritet, er de spørgsmål, Harris rejser, graverende – i det mindste alvorlige nok til at kræve et svar, der gives med samme alvor som spørgsmålet.

Han virker – er jeg ikke i tvivl om – provokerende på den læser, der indtager den modsatte holdning. Men på intet tidspunkt er han perfid, nedgørende eller uredelig. Modsat Christensen.

Minde- (og andre) sten

For mange børn repræsenterer – tror jeg – mødet med nazismen via undervisning, film og litteratur en uafrystelig åbenbaring. Børn kender udmærket til ondskab – men af tegneserieslagsen, hvor skurken følger nøje fastlagte regler, altid taber og i øvrigt sørger for alt det sjove, før han får sin bekomst.

Men med nazismen går en mulighed op for dem, som de – eller i al fald jeg – ikke havde anet. Nemlig, at tilværelsen kan gå galt. Med nazismen går noget uopretteligt galt, som alverdens mindesten ikke kan rette op på – og med det uoprettelige viser sig for første gang meningsløsheden og dermed virkelighedens ondskab. Det skete alt sammen ikke i en fjern fortid, men for meget, meget kort tid siden. Og den bliver – når først absurditeten går op for én – siddende som en sort plet i underbevidstheden. Tilværelsens dæmoni.

Er det, at vi alligevel ikke kan glemme, et argument imod de såkaldte mindesten, der skyder op overalt i Tyskland og andre steder, hvor nazisternes forbrydelser fandt sted? Jeg ved det ikke. I sin bog ”Hitler: En introduktion” gør Søren Gosvig Olesen et nummer ud af at understrege det uhensigtsmæssige i disse mindesten, der både vil føle på vegne af betragteren og give denne dårlig samvittighed.

Det første – det uhensigtsmæssige i føleriet – er jeg enig i. På den anden side: Det er én ting momentvist at irriteres over en formulering på en sten, der vil fortælle mig, hvad jeg skal mene om nazisterne. Eller at den og den person blev ”myrdet”, selvom de ifølge Gosvig Olesen netop ikke blev myrdet – eftersom ofrene blev frakendt deres menneskelighed.

Men forhåbentlig vælger ingen på grund af en sådan retorisk uoverensstemmelse at antage den modsatte holdning. I så fald – kunne man indvende – skulle der nok alligevel ikke så meget til. Trods alt.

Det andet – den dårlige samvittighed – er jeg knap så enig i. Nu er jeg jo ikke tysker – ligesom i øvrigt Gosvig Olesen heller ikke er det. Men mindestenenes påskrifter er jo – hvor anmassende man evt. opfatter dem som – trods alt ikke anklager mod nogen (dvs. andre end nazisterne), heller ikke nutidens tyskere, og jeg har umiddelbart svært ved at se, hvorfor man skulle opfatte dem som sådan.

Dermed – selvfølgelig – ikke være sagt, at der også i dag blandt tyskere foregår en betydelig og neurotisk selvransagelsesproces, der bl.a. afspejler sig i sprogbrugen og det fortsatte forbud mod publikation af Hitlers selvbiografi. Som absolut ikke ubetinget er af det gode.

Den endeløse litteratur om Hitler, hans karisma, politiske og militære begavelse og mangel på samme, hans forhold til Eva Braun, Brauns forhold til Hitler, sekretærens forhold til Hitler, Hitlers hund, Hitlers forliste kunstnerkarriere, Hitlers ene sten, hans retorik osv. osv., skyldes, tror jeg, følgende grundlæggende misforhold: Vi kan ikke leve med, at tilværelsen ikke er, som Sløk ville sige, leveringsdygtig i mening. Nærmere bestemt kan vi ikke leve med, at selvom alt er udlagt, forklaret og for så vidt nøje belyst, så er intet forstået.

I Gosvig Olesens introduktionsbog er inkluderet et oversat kapitel fra ”Mein Kampf”, der viser nogle selvfede og banale betragtninger vedrørende det at kunne tale til og bevæge et publikum – modsat det døde skriftsprog, som Hitler, med vanlig sans for fiktive modsætninger, ser som en af borgerskabets kulturelle attributter. I hans eget tilfælde må man om ikke andet give ham ret – Hitlers skrift er vitterlig stendød, og man tager hatten af for Gosvig Olesen, såfremt han faktisk har læst skidtet.

Men altså. Man læser, men man leder forgæves. Denne indskrænkede mand, som på et tidspunkt hævdede, at hans schæferhund var klogere end de fleste mennesker. Og så de historiske optagelser af stavrende skeletter fra lejrene. Det er ubegribeligt. Bevægelsen er ubegribelig. Og det er derfor, Hitler-litteraturen ikke stopper, selvom facts’ene er på plads.

Gosvig Olesens bog er kun i den bredest tænkelige definition af ordet en introduktion til Hitler, og det er tydeligt, at forfatteren har besluttet sig for en utraditionel tilgang til emnet. ”Jeg tror ikke, vi kommer længere med at behandle Hitlertiden som noget, der skal forklares”, hedder det på side 136 – for ”forklaringerne er sne, der faldt i fjor” (s. 142). Gosvig Olesens tilgang er i modsætning hertil ikke baseret på kendsgerninger og videnskabelighed, men er filosofisk-fortolkende.

Jeg tilstår, at projektet i ”Hitler: En introduktion” som sådan forekommer mig en smule diffust. ”Filosofien beskriver en verden uden bestanddele, filosofien beskriver det, som endnu ikke er, eller det, som ikke mere er, en myldren frem mod at blive til, en gåen i opløsning” (s. 143-44) – herunder fx ”nazismens tilblivelse og endeligt” (s. 143). Modtaget. Men det kunne vel også være et samfundsvidenskabeligt projekt? Er der en reel forskel, udover at filosofi lyder som køn poesi?

Bogen er trods sin beskedne størrelse præget af en del sådanne hensigtserklæringer og metodologiske passager, ikke sjældent kombineret med en afstandtagen til ”videnskabelighed”. Den kommer vidt omkring, af og til med provokerende – og næsten altid med interessante refleksioner.

Frem for at analysere Hitlers ofte citerede karisma psykologisk, jf. klassikeren ”The Psychopathic God”, går Gosvig Olesen lingvistisk til værks via analyse af plukcitater fra ”Mein Kampf”; især bruges der kræfter på en filosofisk analyse af Hitlers ildevarslende erfaring i selvbiografien, udmøntet i de tre ord ”jeg kunne tale”. Med en afstikker til fænomenologien forklarer Gosvig Olesen, at han i det hele taget foretrækker at se ”Hitler” som en konstellation, et fænomen, der inkluderer både taler og tilhører – givetvis til stor frustration for den gymnasieelev, der måtte have lånt bogen i håb om at få et eller andet i stil med dens titel.

Sådan cirka her forlader vi næsten helt personen Hitler, idet bogens anden halvdel er viet observationer omkring kollektiv og individuel skyld, mindetavler og Giorgio Agambens i værket ”Homo sacer” fremsatte tanker om, at ”nazismens udryddelseslejr” er ”selve paradigmet for nutidens politik” (s. 120). Uheldigvis har jeg ikke læst Agambens bog, og det er muligt, at hans tese ville forekomme mig mindre forrykt, hvis jeg havde.

“What applies to apes”

Jeg har købt – og læst – min anden bunkerbog på få uger, Joachim Fests ”Inside Hitler’s Bunker – the Last Days of the Third Reich”. Anden verdenskrig er vel sådan cirka alt i alt det vanvittigste, menneskeheden til dato har foretaget sig, eller rangerer i al fald højt på listen, og de sidste dage af rigets levetid, hvor dets arkitekter gik i eksil i en underjordisk mareridtstilværelse, mens den reelle effekt af deres politik udspillede sig få meter ovenover dem, viser vanviddet i kondenseret form. Emnet er m.a.o. indlysende godt, men alligevel føler Fest behov for at retfærdiggøre sit projekt. Af den grund, at hans bog langtfra er den første (og heller ikke den grundigste) om emnet.

I bibliografien omtaler han britiske Trevor-Ropers klassiske fremstilling og roser forfatterens ”splendid style” og ”superb overview”. ”Nevertheless”, hedder det videre, “his account unavoidably contains some gaps as well as intentionally misleading information given to him by some informants”. Det er ærgerligt, at Fest ikke uddyber nævnte ”gaps”, for det er ikke umiddelbart klart, på hvilke afgørende punkter Fest korrigerer Trevor-Ropers fremstilling væsentligt.

Lidt forbløffet læser man, ligeledes i bibliografien, Fests begrundelse for, at “Inside Hitler’s Bunker” ingen fodnoter indeholder:

”I decided not to use footnote references because of the hopeless confusion in the statements and testimonies of the witnesses, much of which can no longer be cleared up. Too often a reference would have to be compared with one or more differing statements or descriptions […] So as not to burden this volume with an unwieldy apparatus of footnotes, I have used the version given by the most credible witnesses, or the account that seems closest to what probably happened.” Trevor-Ropers originale bog om emnet er, kunne man tilføje, netop en sådan fodnotetung fremstilling, som i parentes bemærket ikke er mindre medrivende, fordi den husker at anføre sine kilder.

I akkuratesse og grundighed er Fests bog, synes jeg, ingen match imod Trevor-Ropers – men til gengæld har den andre kvaliteter. ”… The drive to make the past come alive”, skriver han i forordet, ”and the use of narrative have been disparaged as ’unscientific’”: levende, helhedsorienteret historie er blevet afskrevet som tabloidhistorie til fordel for faktuel mikrohistorie. Fests ærinde er at skrive en levende fremstilling af Berlins fald – og han behøver, efter min mening, ingen yderligere begrundelse. Bogens styrke og det, der adskiller den fra ”The Last Days of Hitler”, er netop dens inddragelse af farverige og hyppigt absurde enkeltepisoder – såsom Fests pointering af, at førerbunkeren ikke, som den officielle version vil vide, blev indtaget med storm under ledelse af ”Hero of the Soviet Union” Ivan I. Klimenko, men derimod, ganske fredeligt, af 12 begejstrede, uniformerede russiske kvinder, der spurgte en forbløffet chefingeniør om vej til Eva Brauns påklædningsværelse og derpå plyndrede hendes skabe og skuffer for lingeri. ”They left”, skriver Fest, ”in high spirits”.

Mest interessant er måske nogle bemærkninger i kapitlet ”The End of a World”, der kan ses som en uddybning af Trevor-Ropers karakteristik af nationalsocialismen som en manifestation af politisk lede eller fortvivlelse (”the despair of politics”).

”What makes Hitler a phenomenon unlike any other”, påpeger Fest her, ”is that his goals included absolutely no civilizing ideas. […] ’Monkeys put to death any members of their community who show a desire to live apart’, he explained in the Führer headquarters on May 14, 1942. ‘And what applies to apes, applies to men, too, at a higher level.’ No tyrant ever went this far back – to behavior that precedes civilized thought – to justify his ideas.”

Jeres muslimske venner

I dagens P1 Debat diskuterede – jf. programmets titel – Katrine Winkel Holm, Tidehverv (samt Trykkefrihedsselskabet), og Thomas Bjerg Mikkelsen, Indre Mission, hvorvidt ”håneretten” er en del af ytringsfriheden. Det var i sig selv uheldigt, for så vidt debattens anledning var en ganske anden. Spørgsmålet – om håneret og ytringsfrihed – er i forvejen diskuteret til døde; hvilket i øvrigt ikke er svært, eftersom debatten er dødfødt. Jo, håneretten er en del af ytringsfriheden, og ingen med undtagelse af en meget lille gruppe benægter det. Den er det, ligesom smigreretten, lyveretten, vrøvleretten og tavshedsretten er det. Og den har, ligesom alle disse retter, sin konsekvens. Hvis man håner nogen, håner de med stor sandsynlighed tilbage. (Medmindre de er voksne mennesker eller evt. kristne… altså ikke sådan hvor det lige passer ind, men for alvor.)

Debatten i dag fandt sted, fordi Indre Mission har besluttet ikke at udleje lokaler til Trykkefrihedsselskabet. Dette, skønt de gerne udlejer – som Holm nævner det de første 20 gange i løbet af programmet – til deres ”muslimske venner”.

Holm udmaler, hvor chokeret hun var over Indre Missions afgørelse – men beretter ikke hvilke meritter hos missionen, der er årsag til hendes forventning om, at IM – af alle – ville have bakket op om Trykkefrihedsselskabet. Personlig har jeg vel aldrig opfattet IM som nogen specielt fremtrædende forkæmper for ytringsfrihed. Men for Holm var IMs afgørelse altså dediceret chokindgydende.

Hun nævner også, at det jo ikke engang er de kristne, som den håneret, Trykkefrihedsselskabet gør krav på, er rettet mod. Hvilket – for så vidt sagen skal forestille at være principiel – er en pudsig ting at pointere. Enten er Indre Missions adfærd kritisabel ud fra den generelle synsvinkel, at man som lokaleudlejer skal give plads til alle – og så er det flintrende uvedkommende, om det er nazister eller kristne, der er impliceret – eller også er den ikke.

Jeg har svært ved at se, at IMs beslutning udgør en trussel mod ytringsfriheden. Som Holm selv nævner, er det intet problem for Trykkefrihedsselskabet at finde andre lokaler – og ingen anfægter jo heller selskabets ret til at afholde foredrag. Jeg har til gengæld ikke svært ved at se, at Holms fortørnelse primært er af religiøs art. Det er derfor, hun gentagne gange henviser til IMs ”muslimske venner”. Det er derfor, hun føler det på sin plads at pointere, at Trykkefrihedsselskabets håneret ikke er rettet mod kristne. Og det er derfor, hun mener, at IM af alle burde have bakket op.

Debatten handler således ikke om håneret, og strengt taget er den vel ikke længere, end at IM selv må beslutte, hvem de vil udleje lokaler til. Men den handler – i en mere primitiv forstand – om hån. En del af den ytringsfrihed, som Holm og alle fornuftige hoveder agiterer for, er retten til konfrontation. Til at fremsætte uforenelige synspunkter overfor hinanden, og til at sige nej tak til hinanden. Ikke til hinanden som personer, for det ville være decideret ukristent, men til hverandres sag. Det er det, IM har gjort. Og dét opfatter Holm – tydeligvis – som en hån.

Sopranos

Tv-serier er ikke min stærke side; der er noget ved serieformatet, som ikke tiltaler mig, eller rettere ved mig, som ikke tiltales af serieformatet. Men der var, indtil for nylig, i al fald tre serier, som jeg i forskellige perioder har dyrket, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig. (Her medregner jeg ikke sit-coms, som jeg ser i overmål, men som er noget ganske andet.)

Alle tre er så at sige blevet set (af mig) på opfordring, for den slags er – som sagt – ikke noget, jeg genetisk tenderer i retning af. De var – i den opdagelsesrækkefølge, som også siger en hel del om, hvor jeg som person har bevæget mig hen: ”The Prisoner”, en science fiction-serie fra sidste halvdel af 1960erne, som jeg på det kraftigste vil anbefale ethvert ungt menneske med filosofiske tilbøjeligheder at stifte bekendtskab med. ”Ed”, en romantisk serie, der gav én en ubestemmelig og socialt opbyggelig følelse af at træde på luft. Og ”Inspector Morse”. Som jeg igennem årene allerede har skrevet rigeligt om her på bloggen.

For at kunne blive afhængig af en serie – for én som mig, der automatisk har en vis modvilje ved fænomenet – er det ikke nok, at den er spændende. Der findes talrige af den slags, som ikke interesserer mig, heriblandt al nutidig danskproduceret tv-fiktion. ”Borgen”, fx, er spændende – men den er ikke vedkommende. For mig. For serien skal (også) ramme på det gunstige tidspunkt. ”The Prisoner” bekræftede mig i en bestemt livsholdning, der som ungt menneske faldt mig nem at vedligeholde – en holdning, der pr. definition er kritisk. ”Ed” og ”Inspector Morse” gjorde det modsatte, dvs. provokerede og i sidste instans ændrede mig. Efter Morse begyndte jeg at gå med slips – noget, der blot et år tidligere ville have forekommet mig utænkeligt.

Til disse tre kan jeg nu lægge en fjerde, ”The Sopranos”. Også i dette tilfælde er der tale om en udefrakommende tilskyndelse, og også her er der tale om en provokation. Fra serien, forstås. Ikke mindst emnemæssigt, for mafiafiktion er (eller var) i min verden dødens pølse, og jeg kan ikke døje dén overvægt af stil, der som regel præger den slags dramatik. Men ”Sopranos” er alt det, man har rost den for at være: Intelligent, velspillet og humoristisk. Fortalt med aldrig svigtende indlevelsesevne og forståelse for almindelige menneskers komplekse motiver. Man bliver afhængig af figurerne, og man bliver bevæget, medmindre man er hård som sten, eller lader som om.

Men den er mere. Fiktion skal, hvis man vil tillade mig en fuldkommen idiosynkratisk påstand, tale til en krise i én for at gøre blivende indtryk. Krise forstået ikke som sammenbrud, men som ændringsproces. Og ”The Sopranos” er, for mig, lige nu, psykologisk provokerende. Ikke fordi den tager et emne, der i fiktionens verden traditionelt males sort-hvidt, og gør det gråt – deri består, kan man sige, det begavede, men ikke (for mig) det provokerende. Men, altså, fordi, den taler til en slags krise. I en grad, så jeg, når bølgerne går højt, konsumerer fem afsnit om dagen – noget, jeg aldrig, aldrig har haft tålmodighed til før med nogen anden tv-serie.

”The Sopranos” har, for nu at gøre en lang historie kort, åbnet en slags dør for mig. I de sidste tre år har jeg formentlig brugt mere tid på World of Warcraft end på nogen anden enkeltaktivitet – og måske er der, undervejs, noget, jeg har glemt. Lidt. Noget privat, og – i mangel af bedre ord – eksistentielt.

Man skal pleje sine åbne døre, i ydmyghed overfor emnet, så det vil jeg fortsætte med at gøre, imens jeg indtager de resterende 2½ sæson af serien (jeg kom skævt ind, så jeg mangler i skrivende stund sæson 1 og 2 og halvdelen af sæson 6). Men hermed blot en (slags) forklaring, til familie og venner, hvis jeg pludselig virker unormalt interesseret i mafiarelateret alfahan-adfærd. Jeg planlægger ikke et bræk. På ære.

“The despair of politics”

Sidst læst: Hugh Trevor-Ropers ”The Last Days of Hitler”, som jeg fandt som ramponeret engelsk paperback i Genbrugsland. Trevor-Roper blev i 1947 af British Intelligence pålagt den opgave at skabe klarhed om omstændighederne i Førerbunkeren under de sidste dage af det nazistiske styres levetid. Dette som følge af russiske pressemeddelelser, der såede politisk motiveret tvivl om, hvorvidt Hitler havde overlevet og var flygtet.

Bogen, som hurtigt blev genoptrykt i adskillige oplag, er én lang gennemgang, baseret på vidneudsagn og dokumenter fra bunkeren, af dagene op til Hitlers selvmord, af intrigerne og spændingerne efterhånden som modsætningen imellem de politiske realister og de nazistiske idealister blev tydeligere under indtryk af russernes belejring af Berlin – og, selvfølgelig, af Hitlers karismatiske personlighed, som i perioden efter attentatet i stigende omfang foretog absurde politiske, sundhedsmæssige og militære valg.

Hvor faktuel Trevor-Roper end er i sin tilgang til emnet, så er bogen også historien om ”a savage tribe and a primitive superstition” – en destruktionskult – og det er ikke mindst det, der gør den spændende. Trevor-Roper siger det aldrig direkte, men hans billedsprog lader ikke én i tvivl om, at nazismen dybest set var en religion; bogen er – også – et forsøg på at imødegå mytedannelse om dens afdøde, ”forrådte” guddom.

”If we wish to explain the docility of the German people”, skriver Trevor-Roper i epilogen, ”we must […] find it, perhaps, in that most discouraging German characteristic: the despair of politics”. Der er, selvfølgelig, i den tyske tænknings historie og betoning af historiske processer, der overtrumfer og dirigerer politiske, et vist belæg for Trevor-Ropers forslag. Han bruger flere gange udtrykket ”Nordic nonsense” (eller tilsvarende fraser) om nazismens metafysik. Selvom han understreger, at der heri ikke ligger en racemæssig, men en kulturel dom, forekommer fraserne mig alligevel at være lovlig smarte. Vås er, trods alt, vås. Uanset – osv.

Men retorikken hænger sammen med et større spørgsmål, som rejses i epilogen, nemlig hvorvidt nazismen som massebevægelse kunne være opstået andre steder end i Tyskland. Jeg ved det ikke – og jeg ved ikke, hvor overbevisende, jeg synes, at Trevor-Ropers redegørelse for ”the docility of the German people”, er. Men til gengæld synes jeg, at betegnelsen ”the despair of politics” er velvalgt. Uanset, hvor meget der er skrevet om Hitlers politiske og militærstrategiske begavelse i bevægelsens tidlige år, så handler nazismen dybest set ikke om politik, men om politisk fortvivlelse.