Kom for skade at rode lidt i arkivet og fandt denne lille nekrolog om Per Højholt (og Johannes Sløk), som jeg i sin tid skrev til Institut for Idéhistories institutblad “Tingen”. Bringes her i let ændret form.
***
Med Johannes Sløk og Per Højholt har Danmark mistet henholdsvis en af de største filosoffer og en af de største digtere, vi har haft. Ikke at de to havde mange umiddelbare berøringspunkter. For Sløk var kristendom, religion og myter centrale eksistentielle anliggender. Højholt var fundamentalt uinteresseret i religion – vistnok efter et råd, hans far havde givet ham – men han delte med Sløk en stærk fascination af alt menneskeligt, høj- såvel som lavkulturelt, og var heller ikke indifferent over for religion som humant påfund.
Højholt tog selv del i mainstreamen, troppede op i forsamlingshusene, skrev ”vi” i stedet for ”I”, ligesom konsekvent super-pædagogen Sløk gjorde det. Begge havde en formidabel evne til at forene abstrakt med konkret og til at præsentere komplekse tanker på en ligefrem måde. Sløk kredsede ganske vist om store emner: lidenskab og det, der er tungere, men det afholdt ham ikke fra at skrive om fordelene ved eksempelvis noget så jordnært som det danske skattesystem.
Som enhver der har stødt panden imod “Intethedens grimasser” vil vide, kunne Højholt være teoretiserende grænsende til det urimelige. Men Højholt kunne også være folkelig og give den som entertainer, endda med en til perfektion udarbejdet timing og intonation, som han viste det med de populære Gitte-monologer. Når han underholdt, var teorierne med ham på scenen – i baghovedet og mellem linierne, og de virkede hver gang publikum lo (hvad de til overmål gjorde).
Højholt vidste nemlig, at folk forstår meget mere, end de forstår, og at humor er en effektiv måde at få sandheder ind i kroppen på. Når publikum griner, har de allerede fanget pointen ad bagvejen, og så er det for sent at fortryde. Så tager alvoren over.
Også på et andet punkt lignede Højholt Sløk. I et ældre tv-program med Jørgen Thorgaard, der for nogle år siden blev genudsendt på DR2, kom Sløk med den bevidst kontroversielle påstand, at Indre Mission og marxisme i bund og grund er det samme – sådan en urimelighed, som kun Sløk ku’ slippe af sted med. Marxisterne og de indremissionske vil frelse verden. Det frelseri gad Sløk ikke; og desuden måtte Sløk jo som erklæret kristen hælde til den opfattelse, at vi allerede er frelste, én gang for alle.
Højholt var heller ikke ude på at frelse nogen. Godt nok mente han, som han lejlighedsvist påpegede det, at utopier er uundværlige – men kun så længe man husker på, at de under ingen omstændigheder bør opfyldes. Nysgerrigheden og legesygen, som han bragte ind i dansk digtning fra fransk modernisme, gjorde, at der ikke var plads til (efterkrigstids)tragik i hans arbejde. Digtene var ikke ”politisk politiske” – indeholdt ingen sociale budskaber og udgjorde ikke samfundets dårlige samvittighed – men kun i den forstand, at de pegede direkte ind i en sproglig mystik, der godt kan virke undergravende på en tid præget af brands, slogans og politiske enkeltordsvisioner.
Effekten er den samme som når man læser en (god) tekst af Sløk, nemlig en fornemmelse af selvfølgelighedstab. Et højholtsk digt står der som en transparent, og lige bagved får man øje på sig selv og hele bagagen af meninger og kulturelt tingeltangel set imod arkets hvidhed. Man bli’r selvbevidst, og dét uanset, om det er Gittes monolog om frihed eller “Turbo”s spruttende konkretlyrik, man konfronteres med.
Højholt og Sløk er dansk litteraturs to store sabotører. Der er håbløst brug for deres slags – for folk, der bygger bro imellem højt og lavt. De vil blive savnet.
Per Højholt havde været syg i mange år, før han døde i en alder af 76. Også det tog han med godt humør og med samme fandenivoldskhed som dén kræftsyge Sven Dalsgaard, der kort før sin død lavede et af sine sidste kunstværker på hospitalet, en lille lap papir med ordene ”av gud av av”. Det er ikke så længe siden, Højholt proklamerede, at nu ville han have fred – hvorefter han fik mere medieopmærksomhed end nogensinde før, bl.a. efter udsendelsen af lydcollagen “Turbo” på cd, bevågenheden omkring ørebogen og senest “PERformer”-udgivelsen. Det er velfortjent, at han lukker og slukker butikken og går til ro.
Alligevel må man – ud fra helt egoistiske motiver – have lov at påpege tragikken i, at han ikke længere er iblandt os. For hvad gør vi nu, alle vi akademikere, med vore fodnoteapparater, historiske bevidsthed, dannede holdninger og –ismer? Hvad stiller vi op, nu, hvor vi ikke har kætteren Højholt til at minde os om, at historien er et hul, men et fint hul … et universitetshul?
